Vildmark i Thy kan blive til industrikvarter med vindmøller højere end Eiffeltårnet og Power-to-X-anlæg

tirsdag 25. februar 2025
Planer om at udvide Østerild Testcenter med risiko for store vindmøller med Power-to-X-anlæg i naturbeskyttede klitheder og vådområder truer fredede fugle, orkideer og sommerfugle. Unikke naturværdier er i fare i en tid, hvor kampen for biodiversitet bør have højeste prioritet, mener DOF BirdLife. Brug landbrugsjord i stedet for sjælden natur til test af vindmøller og Power-to-X-anlæg, der kræver stort forbrug af ferskvand.
af Jan Skriver

 Osterild Testcenter set fra Osterild Fjord. De hojeste moller er 330 meter hoje foto Jan SkriverØsterild Testcenter set fra Østerild Fjord. De højeste møller er 330 meter høje. Foto: Jan Skriver.

På klithederne mellem Nationalpark Thy og Bulbjerg er en udvidelse af Østerild Testcenter i spil med 450 meter høje vindmøller og dertil hørende såkaldte Power-to-X-anlæg.

Anlæggene vil kræve så store mængder ferskvand, at oppumpning af grundvand vil ødelægge naturen i våde klitlavninger og moseområder i sjælden natur med internationalt værdifulde klitheder, hvis de placeres nær sådanne områder.

Derfor opfordrer DOF BirdLife til at udpege landbrugsjord uden naturværdier til placeringen af det planlagte tredje nationale testcenter for store vindmøller og ikke i noget af Danmarks mest unikke natur.

- Klithederne nord for det nuværende Østerild Testcenter er natur i topklasse. I en tid, hvor EU og dermed også Danmark har sat som mål at forbedre de eksisterende naturområder og skabe mere plads til natur, er det hovedrystende, at området overhovedet er i spil til gigantiske vindmøller og Power-to-X-anlæg, hvis enorme vandforbrug kan sænke grundstandstanden til stor skade for en række truede og sjældne arter. Naturen i våde klitlavninger i Natura 2000-områder og i moser og søer, som er beskyttet af naturbeskyttelsesloven, risikerer at blive ødelagt, hvis udvidelsen af Østerild Testcenter med Power-to-X-anlæg sker ind i eller tæt på disse områder, siger Egon Østergaard, der er formand for DOF BirdLife.

Væk med vildmark, ind med industri

Ornitologen Henrik Haaning Nielsen har i samarbejde med en række fagfolk med hver deres naturspeciale og lokalkendskab kortlagt naturværdierne i området for at dokumentere, hvad der vil gå tabt, hvis klithederne nord for det nuværende Østerild Testcenter bebygges med kæmpevindmøller og Power-to-X-anlæg.

- Et er, at vildmarksstemningen vil forsvinde i Hjardemål Klit-området, der rummer en helt særlig øde natur i Danmark. Noget andet er, at klitheder, der veksler med våde lavninger, småsøer og moser, kan tørre ud, fordi der skal bruges store mængder grundvand til anlæggene. Dermed vil bestande af orkideen thy-gøgeurt, der i hele verden kun vokser i Nordvestjylland, blive truet. Og sommerfuglen hedepletvinge, der er totalfredet i hele EU, vil få ringere leveområder, hvis grundvandsstanden sænkes på grund af oppumpning af vand til Power-to-X-anlæggene. Blandt fuglene er tajgasædgås, trane og hedelærke blandt de arter, som vil miste terræn, hvis testcenteret placeres forkert, siger Henrik Haaning Nielsen.

På vegne af DOF Nordvestjylland og Danmarks Naturfredningsforenings afdeling i Thy har han udarbejdet et notat med dokumentation for naturværdierne i området. Notatet vil blive sendt til Plan- og Landdistriktsstyrelsen, der er den ansvarlige myndighed på området.

Fugle, fauna og flora til eksamen

Det næste års tid vil rådgivningsvirksomheden COWI, der arbejder med ingeniørteknik, miljø og samfundsøkonomi, undersøge naturværdierne i området nord for Østerild Testcenter. Det vil ske med tanke på tre scenarier for opstillingen af de kæmpestore vindmøller og Power-to-X-anlæg.

COWI skal udarbejde en miljø- og habitatkonsekvensvurdering af de tre scenarier for en udvidelse af Østerild Testcenter. Det vil for eksempel sige, at COWI skal kortlægge bestande af ynglefugle, trækfugle og vintergæster i området. Desuden skal der kortlægges forekomster af odder, birkemus, strandtudse, markfirben og flagermus.

COWI er rådgiver for Plan- og Landdistriktsstyrelsen. Når kortlægningen og afrapporteringen er til ende, skal regeringen og forligskredsen omkring projektet tage endelig stilling til placeringen af det tredje nationale testcenter.

I den forbindelse slår DOF BirdLife fast, at foreningen bakker op om den grønne omstilling og vindmøller.

- I DOF BirdLife er vi tilhængere af vedvarende energi, men vindmøller skal placeres intelligent efter en kvalificeret planlægning, så anlæggene ikke er i konflikt med væsentlige naturinteresser. Anlæg af vindmøller bør placeres på landbrugsjord, så de ikke forringer biodiversiteten i vores natur, siger Egon Østergaard.

Yderligere oplysninger: 

Egon Østergaard, formand for DOF BirdLife
Tlf. 31 16 20 30

Knud Flensted, biolog DOF BirdLife
Tlf. 21 24 22 75