ØrneTV: Så er der en dunet unge i ørnereden

mandag 7. april 2025
En ny generation har set dagens lys i havørnenes rede på Lolland, hvorfra DOF BirdLife døgnet rundt sender levende billeder i direkte ØrneTV.
af Jan Skriver

IMG 5329Efter godt og vel et døgn med ægklækning kunne havørneungen endelig få dagens lys at se. 

Mere end et døgn varede det fra det første skrab med ægtanden, der er fuglenes svar på dåseåbneren, til den lille dunede bold af en havørneunge kom frit frem efter at forældrene havde ruget i 37 dage og nætter.

Nu ligger den så i DOF BirdLifes video-overvågede ørnerede ved Hyllekrog på Lolland og venter på, at dens tvilling skal komme ud af sit æg.

Og det kan ikke vare længe.

- Når havørne har to eller tre æg i deres rede, klækker æggene aldrig på samme tid. Der går i reglen en eller måske to dage fra første til anden og i sjældnere tilfælde tredje klækning, siger Kim Skelmose, der er leder af DOF BirdLifes Projekt Ørn, som står bag ØrneTV.

Skaermbillede 2025 04 07 kl. 10.19.32
Vejen ud af ægget blev en lang og sej kamp, hvor ungen kæmpede med både næb og æggetand.

En fødsel, eller rettere en klækning, er en hård omgang for en ørne-unge, og der er en vis risiko forbundet med anstrengelserne.

Tørvejret byder velkommen i år

- Det er bogstaveligt talt en kamp, når en havørneunge skal bane sig vej ud af ægget. Ofte varer det et døgn fra de første pippelyde, som fortæller, at nu er tiden kommet, til ungen får sig gjort helt fri af æggeskallen. Og det er tidligere sket, at en unge er død under klækningen, fortæller Kim Skelmose.

Skaermbillede 2025 04 07 kl. 16.08.23Det blev ørnefar som fik æren af at hilse den lille nye havørneunge velkommen til verden.  

Hvis det er koldt og regnfuldt, når ungen eller ungerne kommer til verden, opstår en kritisk periode, hvis de en tid er uden forældrefuglene, men i år er vejrforholdene ideelle for nyklækkede ørneunger.

- Det tørre og lune vejr i foråret 2025 sender den ny generation af danske havørne godt afsted, siger Kim Skelmose.

Mange unge havørne i nabolaget

Lederen af Projekt Ørn fortæller, at der har været livlig trafik af unge ikke-ynglende havørne i nabolaget af ørnereden.

Hele 11 unge havørne er de senere uger observeret i området omkring Hyllekrog, og enkelte er fløjet ind over ørnereden, dog uden at det har givet anledning til kampe om territoriet.

Vi har også at gøre med et erfarent ynglepar af havørn i ØrneTV, som er i stand til at holde ubudne gæster på afstand.

Havørne-hunnen i reden ved Hyllekrog er ringmærket, så man ved, at hun er en svensk ørn på 10 år, formentlig fra Skåne. Man ved også, at hun er en barsk dame, for hun har efter meget at dømme dræbt den gamle hunørn på lokaliteten og overtaget hendes plads i reden og på jagtmarkerne.

Både underholdende og lærerigt

DOF BirdLifes levende billeder fra havørnens privatsfære er en af de største filmsucceser, den danske natur har fostret. Der er både tale om underholdende formidling og nørdet forskning.

- Titusinder af danskere kigger med, og der er seere, som flere gange dagligt følger ørnene. Det er bogstaveligt talt naturformidling på højt plan. Vi har som fagfolk lært en lang række nye aspekter i ørnenes liv, som var ukendte for os før ØrneTV, siger Kim Skelmose.

Hjælp os med at bevare ØrneTV – Klik her for at støtte

I løbet af 2022 var der godt 3,5 millioner visninger på foreningens reality-tv med live-optagelser fra havørnereden på Lolland.

Der er ofte sidegevinster forbundet med at klikke ind på ØrneTV. Ofte opholder dådyr sig under havørnens rede, og nær redetræet færdes jævnligt Exmoor-ponyer, der er det nærmeste man kommer vildheste i den danske.

Yderligere oplysninger:

Kim Skelmose, leder af DOF BirdLifes Projekt Ørn
Tlf. 27 73 40 70