Sortmejsernes store spring
onsdag 14. juni 2006 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
I den frugtbare juni er der afgang for tusinder af småfugleunger i danske haver og skove
Jan Skriver
Et par forældrefugle sad i træet og SMS'ede - altså SortMejseSnakkede.
"Så er det ud, unger" oversatte jeg deres besked.
Både af fjerene og redekassen der sad godt skjult i vegetationen, som slangede sig op ad væggen.
De voksne fugles kald lød i adskillige minutter.
Samme tone, samme rytme.
En stædig insisteren på at komme ud af busken. For tiden var kommet.
I redekassen kunne man høre ungerne svare.
Der var en lille og fin sitrende tråd af kommunikation mellem de unge og de gamle.
I et par uger var mejseungerne af deres forældre blevet fodret med minutters mellemrum, men nu var det slut med at få maden bragt.
Pludselig var der hul igennem til voksenlivet, og den første mejse kom ud og blev en flyvende del af kredsløbet.
En tryg verden på størrelse med en cigarkasse blev på et splitsekund til et univers af farer og forhindringer og så en fotograf - det var mig - på sidelinien.
Mejsedebutanten stilede målbevidst mod træet og satte sig midt i kronen for at lave strækøvelser og få fuld figur.
Sikken en luksus at have en hel jordklode til sin rådighed.
Så kom den næste. Den fløj op på taget.
Og den næste igen smuttede ud og klinede sig straks til væggen.
Jeg kom til at tænke på en gammel Monty Python sketch, hvor man ser et felt af løbere stå klar til at afvikle "VM i 100-meter for folk uden retningssans".
Da starteren skyder løbet i gang, spurter løberne naturligvis i vidt forskellige retninger.
Sådan var det også i mejsefeltet.
Den fjerde fór vild i en udestue, hvor den opdagede sit eget spejlbillede og blev forskrækket.
En femte fandt straks over til forældrene i grantræet.
Var det kuldets bedst begavede, der med tiden vil udvikle sig til en elite-mejse, eller bare en tilfældighed?
Den sjette satte sig i en vinranke og virkede mut med sine gule mundvige, der krængede ned ad.
I en halv time fulgte jeg mejsekuldets første favntag med friheden.
Fire af de seks fandt kursen forholdsvis hurtigt. Men to af dem virkede lidt tunge i mejsemåsen.
Jeg tror dog, at alle klarede sig. I hvert fald det første døgn. Jeg så, at katten slikkede sig om munden i går.
"Så er det ud, unger" oversatte jeg deres besked.
Både af fjerene og redekassen der sad godt skjult i vegetationen, som slangede sig op ad væggen.
De voksne fugles kald lød i adskillige minutter.
Samme tone, samme rytme.
En stædig insisteren på at komme ud af busken. For tiden var kommet.
I redekassen kunne man høre ungerne svare.
Der var en lille og fin sitrende tråd af kommunikation mellem de unge og de gamle.
I et par uger var mejseungerne af deres forældre blevet fodret med minutters mellemrum, men nu var det slut med at få maden bragt.
Pludselig var der hul igennem til voksenlivet, og den første mejse kom ud og blev en flyvende del af kredsløbet.
En tryg verden på størrelse med en cigarkasse blev på et splitsekund til et univers af farer og forhindringer og så en fotograf - det var mig - på sidelinien.
Mejsedebutanten stilede målbevidst mod træet og satte sig midt i kronen for at lave strækøvelser og få fuld figur.
Sikken en luksus at have en hel jordklode til sin rådighed.
Så kom den næste. Den fløj op på taget.
Og den næste igen smuttede ud og klinede sig straks til væggen.
Jeg kom til at tænke på en gammel Monty Python sketch, hvor man ser et felt af løbere stå klar til at afvikle "VM i 100-meter for folk uden retningssans".
Da starteren skyder løbet i gang, spurter løberne naturligvis i vidt forskellige retninger.
Sådan var det også i mejsefeltet.
Den fjerde fór vild i en udestue, hvor den opdagede sit eget spejlbillede og blev forskrækket.
En femte fandt straks over til forældrene i grantræet.
Var det kuldets bedst begavede, der med tiden vil udvikle sig til en elite-mejse, eller bare en tilfældighed?
Den sjette satte sig i en vinranke og virkede mut med sine gule mundvige, der krængede ned ad.
I en halv time fulgte jeg mejsekuldets første favntag med friheden.
Fire af de seks fandt kursen forholdsvis hurtigt. Men to af dem virkede lidt tunge i mejsemåsen.
Jeg tror dog, at alle klarede sig. I hvert fald det første døgn. Jeg så, at katten slikkede sig om munden i går.
