Dykker med dyngvåd dragt
onsdag 26. september 2007 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Unge skarver kan dykke så ivrigt og blive så våde, at de ikke kan flyve. Som art har skarven ofret en tæt og vandskyende fjerdragt på fiskeri-effektivitetens alter
Jan Skriver
Først til vandmølle-princippet, det var nok dét, som den unge skarv benyttede sig af.
Der var masser af små fisk i bækken nær vandmøllen, hvor end ikke fiskehejren kommer, for fiskepladsen er alt for tæt på folk og færdsel.
Men den unge, urutinerede skarv tog chancen og begyndte sit strømlinede fiskeri.
Da var det, at den blev forstyrret af besøgende, der skulle se møllen løbe rundt og rundt.
Og skarven kunne ikke komme op af vandet og få tørret sine vinger, så den kunne flygte, som skarver har for vane, fordi de ved, at vores art er den farligste på hele kloden.
Den dykkede og dykkede og blev så dyngvåd, at den til sidst var på nippet til at blive nede hos sit bytte.
Men pludselig svømmede den væk fra vandmøllen og kravlede op på bækkens bred. Med sine sidste kræfter spadserede den hen til bygningerne, hvor der var en sjælden stribe efterårssol, som den kunne tørre sig i.
Den lagde sit hoved ned ad ryggen og sit næb ind under skulderfjerene, for sådan gør skarver, når de er stressede og helt derude, hvor der i reglen kun udstedes enkeltbilletter.
Men hvorfor bliver de dog så våde, disse skarver, der har tilpasset sig et liv som dykkende fiskeædere?
Vi har ladet spørgsmålet gå videre til biolog Poul Hald-Mortensen, der har forsket i fuglen, som han kender bedre end de fleste fagfolk.
- Skarver har i modsætning til andre vandfugle ikke nogen vandskyende, ydre fjerdragt, men et indre lag dun, der sikrer dem mod at blive våde til skindet. Det gør skarver til enormt effektive fiskere, der skal bruge minimal energi på at holde sig nede i vandet. Skarver er stort set lydløse, når de fisker, fordi den dyngvåde ydre fjerdragt ikke afgiver ret mange luftbobler, forklarer biologen.
- Prisen eller ulempen for denne tilpasning gennem millioner af år er, at skarverne bliver både tunge og relativt kolde efter en dykning. Derfor tørrer de hurtigst muligt vinger og så vidt muligt også resten af de ydre kropsfjer, hver gang de har dykket. Jeg har mange gange set skarver langt til havs, hvor der ikke er tørrepladser, tørre vinger oppe i luften, inden de letter og flyver.
- Skarvens fænomenale tilpasning til et liv som en effektiv dykker og fisker har medført det paradoksale, at skarven praktisk talt aldrig ligger på vandet og hviler, men hurtigst muligt vender tilbage til steder i luften, altså sætter sig på land, hvor den kan blive tør igen.
- Det forklarer også, hvorfor skarver kun i meget ringe omfang bliver ramt af olieforureninger til havs i modsætning til dykænder, alkefugle og lappedykkere, der altid er repræsenteret i store antal, når der laves analyser af døde oliefugle, siger Poul Hald-Mortensen.
Skarveksperten har aldrig oplevet, at voksne skarver i god kondition har været ude af stand til at lette og flyve efter endt dykning. Men han har flere gange set unge skarver have svært ved det.
- Det hænger sikkert sammen med, at de unge fugles muskulatur ikke er så veludviklet som de voksnes, siger biologen.
Det lykkedes den unge skarv fra vandmøllen at blive tør og få bugt med sin stress. Dagen efter dens vandgang lå den og fiskede i mølledammen. I hvert fald én erfaring rigere.
Der var masser af små fisk i bækken nær vandmøllen, hvor end ikke fiskehejren kommer, for fiskepladsen er alt for tæt på folk og færdsel.
Men den unge, urutinerede skarv tog chancen og begyndte sit strømlinede fiskeri.
Da var det, at den blev forstyrret af besøgende, der skulle se møllen løbe rundt og rundt.
Og skarven kunne ikke komme op af vandet og få tørret sine vinger, så den kunne flygte, som skarver har for vane, fordi de ved, at vores art er den farligste på hele kloden.
Den dykkede og dykkede og blev så dyngvåd, at den til sidst var på nippet til at blive nede hos sit bytte.
Men pludselig svømmede den væk fra vandmøllen og kravlede op på bækkens bred. Med sine sidste kræfter spadserede den hen til bygningerne, hvor der var en sjælden stribe efterårssol, som den kunne tørre sig i.
Den lagde sit hoved ned ad ryggen og sit næb ind under skulderfjerene, for sådan gør skarver, når de er stressede og helt derude, hvor der i reglen kun udstedes enkeltbilletter.
Men hvorfor bliver de dog så våde, disse skarver, der har tilpasset sig et liv som dykkende fiskeædere?
Vi har ladet spørgsmålet gå videre til biolog Poul Hald-Mortensen, der har forsket i fuglen, som han kender bedre end de fleste fagfolk.
- Skarver har i modsætning til andre vandfugle ikke nogen vandskyende, ydre fjerdragt, men et indre lag dun, der sikrer dem mod at blive våde til skindet. Det gør skarver til enormt effektive fiskere, der skal bruge minimal energi på at holde sig nede i vandet. Skarver er stort set lydløse, når de fisker, fordi den dyngvåde ydre fjerdragt ikke afgiver ret mange luftbobler, forklarer biologen.
- Prisen eller ulempen for denne tilpasning gennem millioner af år er, at skarverne bliver både tunge og relativt kolde efter en dykning. Derfor tørrer de hurtigst muligt vinger og så vidt muligt også resten af de ydre kropsfjer, hver gang de har dykket. Jeg har mange gange set skarver langt til havs, hvor der ikke er tørrepladser, tørre vinger oppe i luften, inden de letter og flyver.
- Skarvens fænomenale tilpasning til et liv som en effektiv dykker og fisker har medført det paradoksale, at skarven praktisk talt aldrig ligger på vandet og hviler, men hurtigst muligt vender tilbage til steder i luften, altså sætter sig på land, hvor den kan blive tør igen.
- Det forklarer også, hvorfor skarver kun i meget ringe omfang bliver ramt af olieforureninger til havs i modsætning til dykænder, alkefugle og lappedykkere, der altid er repræsenteret i store antal, når der laves analyser af døde oliefugle, siger Poul Hald-Mortensen.
Skarveksperten har aldrig oplevet, at voksne skarver i god kondition har været ude af stand til at lette og flyve efter endt dykning. Men han har flere gange set unge skarver have svært ved det.
- Det hænger sikkert sammen med, at de unge fugles muskulatur ikke er så veludviklet som de voksnes, siger biologen.
Det lykkedes den unge skarv fra vandmøllen at blive tør og få bugt med sin stress. Dagen efter dens vandgang lå den og fiskede i mølledammen. I hvert fald én erfaring rigere.
