Vandrefalk versus stormmåge
torsdag 15. november 2007 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
En fotohistorie om en stormmåge, der kom i sit livs stormvejr, da en vandrefalk slog til. Mågen slap for at blive ædt, men den endte uden en fjer på halsen, og da naturfotografen Christine Raaschou-Nielsen kom forbi, blev den til et glimt af grusomheden i naturen
Jan Skriver
Det var en dag, da hun kørte omkring på må og få og ledte efter mågemotiver i terrænet omkring Hørup Hav og Mommark på Sydals. Pludselig fik hun øje på bevægelser et stykke inde på en mark med vintersæd.
Det viste sig at være en vandrefalk, der sad ved sit bytte, en stormmåge. Christine Raaschou-Nielsen standsede sin bil, og steg ud i rabatten for at sætte sit kamera med den lange telelinse på stativ.
Hun troede, at mågen var død, og hun satsede på, at den ellers sky vandrefalk var så sulten, at den ville blive ved sit bytte.
Falken blev, men der var ikke serveret endnu, for mågen var ikke død. Og så begyndte en næsten halv time lang kamp, hvor verdens måske hurtigste rovfugl, vandrefalken, baksede med at dræbe en stormmåge, som den sandsynligvis i et styrtdyk havde tvunget til jorden.
- Falken gik direkte efter mågens strube, og ryk for ryk pillede den fjer af halsen og struben.
Rovfuglen og byttet kiggede flere gange i øjnene på hinanden, og jeg skal gerne indrømme, at det rislede mig koldt ned ad ryggen, så stærkt virkede kampen på mig, fortæller Christine Raaschou-Nielsen, der bor i Lambjerg på Sydals.
Hun har fotograferet natur, mennesker og miljø siden sin gymnasietid, men særligt de seneste 10 år har fuglefotografering fået overtaget.
For Christine handler det om at finde æstetiske motiver med fart og flugt over feltet, og helst skal der være handling i billederne.
- Pludselig stak vandrefalken af, og så dukkede en musvåge op. Nu troede jeg, at musvågen ville tage over, men det gjorde den ikke. Den fløj hen og satte sig i et læbælte, mens falken kredsede og snart forsvandt. Da var det, at mågen som jeg for længst troede var død, rejste sig og vaklede af sted på marken. Den gylpede og havde vejrtrækningsproblemer, men den levede altså, fortæller Christine Raaschou-Nielsen.
- Jeg havde fulgt dramaet i mere end en time, og nu kom jeg i vildrede. Skulle jeg tage min kniv og aflive mågen? Burde jeg ringe efter en jæger. Eller skulle naturen have lov til at gå sin gang?
- Jeg besluttede at lade naturen udspille sig i al sin grusomhed velvidende at sådan et sceneri forekommer hver dag. Vi ser det bare ikke, siger Christine Raaschou-Nielsen, der fik sig en vegetarisk ret til aftensmad efter nærkontakten med vandrefalken. Hun havde set kød nok den dag, siger hun.
Det viste sig at være en vandrefalk, der sad ved sit bytte, en stormmåge. Christine Raaschou-Nielsen standsede sin bil, og steg ud i rabatten for at sætte sit kamera med den lange telelinse på stativ.
Hun troede, at mågen var død, og hun satsede på, at den ellers sky vandrefalk var så sulten, at den ville blive ved sit bytte.
Falken blev, men der var ikke serveret endnu, for mågen var ikke død. Og så begyndte en næsten halv time lang kamp, hvor verdens måske hurtigste rovfugl, vandrefalken, baksede med at dræbe en stormmåge, som den sandsynligvis i et styrtdyk havde tvunget til jorden.
- Falken gik direkte efter mågens strube, og ryk for ryk pillede den fjer af halsen og struben.
Rovfuglen og byttet kiggede flere gange i øjnene på hinanden, og jeg skal gerne indrømme, at det rislede mig koldt ned ad ryggen, så stærkt virkede kampen på mig, fortæller Christine Raaschou-Nielsen, der bor i Lambjerg på Sydals.
Hun har fotograferet natur, mennesker og miljø siden sin gymnasietid, men særligt de seneste 10 år har fuglefotografering fået overtaget.
For Christine handler det om at finde æstetiske motiver med fart og flugt over feltet, og helst skal der være handling i billederne.
- Pludselig stak vandrefalken af, og så dukkede en musvåge op. Nu troede jeg, at musvågen ville tage over, men det gjorde den ikke. Den fløj hen og satte sig i et læbælte, mens falken kredsede og snart forsvandt. Da var det, at mågen som jeg for længst troede var død, rejste sig og vaklede af sted på marken. Den gylpede og havde vejrtrækningsproblemer, men den levede altså, fortæller Christine Raaschou-Nielsen.
- Jeg havde fulgt dramaet i mere end en time, og nu kom jeg i vildrede. Skulle jeg tage min kniv og aflive mågen? Burde jeg ringe efter en jæger. Eller skulle naturen have lov til at gå sin gang?
- Jeg besluttede at lade naturen udspille sig i al sin grusomhed velvidende at sådan et sceneri forekommer hver dag. Vi ser det bare ikke, siger Christine Raaschou-Nielsen, der fik sig en vegetarisk ret til aftensmad efter nærkontakten med vandrefalken. Hun havde set kød nok den dag, siger hun.
