Sumpmejsen har en superhukommelse
onsdag 23. januar 2008 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Glemmer du, så husker jeg. Sådan kunne det snildt lyde, når sumpmejsen synger for sine nære slægtninge, blåmejserne, der synes sorgløse og glemsomme sammenlignet med sumpmejserne
Jan Skriver
Bare fordi man syner som en lille grå eksistens i de danske løvskove, kan man godt være speciel.
Og det er sumpmejsen, som målt med menneskelige værdier er en fornuftig lille mejse, der i god tid tænker på vinteren og de mørke måneders knappe tider.
Den grå mejse med den sorte hat, der går helt ned i øjnene, kan allerede i oktober så småt begynde at stikke små frø eller bog ind under barken på de gamle træer, hvor den ynder at færdes.
Mens musvitter og blåmejser tilsyneladende strejfer sorgløse omkring og næppe skænker morgendagen en mejsetanke, så begynder sumpmejsen om efteråret at spare op.
Den er nemlig en udpræget standfugl, og når man bliver på de fædrene kvadratkilometer skov uanset vejr og vind, er det godt at have en smule i gemmerne, ikke at forveksle med ”glemmerne”.
Det er faktisk sjældent, at sumpmejsen glemmer sine depoter, for den lille grå mejse har den mest veludviklede hukommelse af alle havens og skovens små mejser. I kraft af et veludviklet hukommelsescenter i hjernen er den i stand til at huske, hvor den anbragte sine madpakker.
Også på boligfronten er sumpmejsen mere selvhjulpen end de fleste af sin størrelse. Bare træet er mørt nok, er den i stand til at hakke et redehul næsten i stil med en spætte.
Selv om sumpmejsen tilsyneladende tænker på både pension og selvbyggeri, har den stort set overalt i Nordvesteuropa oplevet tilbagegange i bestandene de seneste årtier, om end den danske nedtur tilsyneladende er vendt til en beskeden fremgang.
I England og Frankrig peger tendensen fortsat på færre sumpmejser i skovene.
Og det er sumpmejsen, som målt med menneskelige værdier er en fornuftig lille mejse, der i god tid tænker på vinteren og de mørke måneders knappe tider.
Den grå mejse med den sorte hat, der går helt ned i øjnene, kan allerede i oktober så småt begynde at stikke små frø eller bog ind under barken på de gamle træer, hvor den ynder at færdes.
Mens musvitter og blåmejser tilsyneladende strejfer sorgløse omkring og næppe skænker morgendagen en mejsetanke, så begynder sumpmejsen om efteråret at spare op.
Den er nemlig en udpræget standfugl, og når man bliver på de fædrene kvadratkilometer skov uanset vejr og vind, er det godt at have en smule i gemmerne, ikke at forveksle med ”glemmerne”.
Det er faktisk sjældent, at sumpmejsen glemmer sine depoter, for den lille grå mejse har den mest veludviklede hukommelse af alle havens og skovens små mejser. I kraft af et veludviklet hukommelsescenter i hjernen er den i stand til at huske, hvor den anbragte sine madpakker.
Også på boligfronten er sumpmejsen mere selvhjulpen end de fleste af sin størrelse. Bare træet er mørt nok, er den i stand til at hakke et redehul næsten i stil med en spætte.
Selv om sumpmejsen tilsyneladende tænker på både pension og selvbyggeri, har den stort set overalt i Nordvesteuropa oplevet tilbagegange i bestandene de seneste årtier, om end den danske nedtur tilsyneladende er vendt til en beskeden fremgang.
I England og Frankrig peger tendensen fortsat på færre sumpmejser i skovene.
