Når det solsortner for øjnene
tirsdag 19. februar 2008 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
En cykeltur i et villakvarter kan være en risikabel affære i begyndelsen af solsortens parringstid. Når lidenskaben går op, drosler hensynet til trafiksikkerheden i reglen ned, så pas på derude i solsorte-terrænerne
Jan Skriver
En tidlig morgen kom jeg cyklende gennem et villakvarter i mine egne tanker, for de var lige ved hånden og slet ikke de værste, da jeg blev ramt i hovedet af noget, der var både blødt og hårdt.
Mine briller var på et splitsekund forsvundet og mit nærsyn sat på fri fod. Fra en lille rift under mit ene øje piblede blodet frem.
Mens jeg groggy ravede omkring og ledte efter brillerne, gik det op for mig, at jeg var blevet ramt af en solsort, hvis næb må have prikket hul på min kind.
Fuglen havde overlevet kollisionen med mit forslåede ansigt og var fortsat ind i en have, hvor den skældte ud på en rival. Dens skingre stemme skar striber i den friske forårsluft.
Det var på den tid af året, hvor forårets fornemmelser får overtaget. Solsorten var godt i gang med sine forberedelser til en ny ynglesæson.
Da er det, at hannerne kæmper om de bedste haver, hvor de kan rede op til en frugtbar fremtid i selskab med en hun, der i grunden burde hedde ”solbrun”, for hunnerne er brune, hvor hannerne er sorte.
Dér midt i drosselgiganternes kamp om de villige hunner risikerer man som cyklist at blive fanget i en ornitologisk skærsild.
Solsortene lever også selv et risikabelt liv, når iveren efter at parre sig tager styringen, så de glemmer at passe på både katte og køretøjer.
Hvert forår bliver hanner ofre på lidenskabens alter.
Fra gråspurvenes verden er det kendt, at hannernes bittesmå testikler kan vokse op til 500 gange normal størrelse i det gryende forår, når parringerne begynder.
Noget tilsvarende gør sig formentlig gældende hos solsorten. Derfor havde jeg fuld forståelse for, at droslen, der uden videre varsel detonerede i ansigtet på mig, sikkert havde pådraget sig en smule uro i forplantningsregionen, hvorfor den glemte at se sig for.
Jeg overlevede mødet med den virile solsort, og jeg fandt mine briller, så jeg kunne fortsætte min kurs her i livet.
Jeg vil ikke ligefrem påstå, at sammenstødet den morgen ændrede min tilværelse. Det er dog en kendsgerning, at jeg i dag har kontaktlinser og kører bil, så jeg for min del kan føle mig helt sikker, når jeg befinder mig i solsortenes kvarter.
Mine briller var på et splitsekund forsvundet og mit nærsyn sat på fri fod. Fra en lille rift under mit ene øje piblede blodet frem.
Mens jeg groggy ravede omkring og ledte efter brillerne, gik det op for mig, at jeg var blevet ramt af en solsort, hvis næb må have prikket hul på min kind.
Fuglen havde overlevet kollisionen med mit forslåede ansigt og var fortsat ind i en have, hvor den skældte ud på en rival. Dens skingre stemme skar striber i den friske forårsluft.
Det var på den tid af året, hvor forårets fornemmelser får overtaget. Solsorten var godt i gang med sine forberedelser til en ny ynglesæson.
Da er det, at hannerne kæmper om de bedste haver, hvor de kan rede op til en frugtbar fremtid i selskab med en hun, der i grunden burde hedde ”solbrun”, for hunnerne er brune, hvor hannerne er sorte.
Dér midt i drosselgiganternes kamp om de villige hunner risikerer man som cyklist at blive fanget i en ornitologisk skærsild.
Solsortene lever også selv et risikabelt liv, når iveren efter at parre sig tager styringen, så de glemmer at passe på både katte og køretøjer.
Hvert forår bliver hanner ofre på lidenskabens alter.
Fra gråspurvenes verden er det kendt, at hannernes bittesmå testikler kan vokse op til 500 gange normal størrelse i det gryende forår, når parringerne begynder.
Noget tilsvarende gør sig formentlig gældende hos solsorten. Derfor havde jeg fuld forståelse for, at droslen, der uden videre varsel detonerede i ansigtet på mig, sikkert havde pådraget sig en smule uro i forplantningsregionen, hvorfor den glemte at se sig for.
Jeg overlevede mødet med den virile solsort, og jeg fandt mine briller, så jeg kunne fortsætte min kurs her i livet.
Jeg vil ikke ligefrem påstå, at sammenstødet den morgen ændrede min tilværelse. Det er dog en kendsgerning, at jeg i dag har kontaktlinser og kører bil, så jeg for min del kan føle mig helt sikker, når jeg befinder mig i solsortenes kvarter.
