Tornsanger ædt levende af gedehams
tirsdag 26. august 2008 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Lige inden sit første træk mod Afrika gik det galt for en ung sangfugl. Den endte sit få uger lange liv i et brombærkrat
Jan Skriver
Politik er grusom, men naturen er lige godt værre.
Hvis man ikke selv æder nogen, så æder de andre bare en. I denne uge fik jeg et glimt af den grusomhed, der med garanti dagligt udspiller sig i det fri.
En tornsanger-unge var formentlig under sin første flyve- eller kravletur i terrænet forulykket i et tæt krat af brombær.
På forunderlig og ulykkelig vis havde den lille unge fået viklet sit ene ben omkring en tornet og stikkende kvist af brombærbusken.
Der hang den så som en vredladen drue med lidt gult i mundvigen, der var et tegn på dens ringe alder og erfaring.
Den ene af forældrefuglene var hele tiden lige i nærheden og varslede ustandseligt. Eller også kaldte den på ungen, der bare blev hængende. Det hedder sig, at én ulykke aldrig kommer alene og ganske rigtigt.
Med et fik den første ulykke selskab af en anden.
En gedehams indfandt sig. Dovent og djævelsk. Som de er på denne årstid, da livets løb er ved at være kørt.
Den satte sig på vingen af den unge tornsanger, og snart gik insektet målrettet til værks. Gedehamsen kunne lugte blod og den begyndte at æde af tornsangerens blodige ben. Den unge fugl sprællede, men gedehamsen sad fast og den blev ved med at æde af tornsangeren.
Og i næste uge er det efterår, og tornsangerne vil forlade os i løbet af nogle uger for at flyve syd for Sahara, hvor de holder vinter. Den kunne have været med på trækket, den unge fra brombærkrattet.
Men et fatalt fejltrin kom i vejen.
Hvis man ikke selv æder nogen, så æder de andre bare en. I denne uge fik jeg et glimt af den grusomhed, der med garanti dagligt udspiller sig i det fri.
En tornsanger-unge var formentlig under sin første flyve- eller kravletur i terrænet forulykket i et tæt krat af brombær.
På forunderlig og ulykkelig vis havde den lille unge fået viklet sit ene ben omkring en tornet og stikkende kvist af brombærbusken.
Der hang den så som en vredladen drue med lidt gult i mundvigen, der var et tegn på dens ringe alder og erfaring.
Den ene af forældrefuglene var hele tiden lige i nærheden og varslede ustandseligt. Eller også kaldte den på ungen, der bare blev hængende. Det hedder sig, at én ulykke aldrig kommer alene og ganske rigtigt.
Med et fik den første ulykke selskab af en anden.
En gedehams indfandt sig. Dovent og djævelsk. Som de er på denne årstid, da livets løb er ved at være kørt.
Den satte sig på vingen af den unge tornsanger, og snart gik insektet målrettet til værks. Gedehamsen kunne lugte blod og den begyndte at æde af tornsangerens blodige ben. Den unge fugl sprællede, men gedehamsen sad fast og den blev ved med at æde af tornsangeren.
Og i næste uge er det efterår, og tornsangerne vil forlade os i løbet af nogle uger for at flyve syd for Sahara, hvor de holder vinter. Den kunne have været med på trækket, den unge fra brombærkrattet.
Men et fatalt fejltrin kom i vejen.
