Mindeord for Svend Auken
fredag 7. august 2009 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Formand for Dansk Ornitologisk Forening Christian Hjorths mindeord for Svend Auken
Tirsdag morgen den 4. august 2009 døde Svend Auken.
Indtil 1993 var han ikke en del af DOF’s interessesfære. Han var en markant landspolitiker og partileder, som man kunne forholde sig til på afstand.
Kun fem år senere, i 1998 fik han DOF’s BirdLife-pris, der gives til en politiker, som i særlig grad har ydet en indsats for natur- og fuglebeskyttelse, både på nationalt og internationalt plan. Det synlige tegn på prisen var en smuk keramikfigur af en skarv. Hans glæde over prisen var ikke til at tage fejl af, og hver gang jeg siden mødte ham, fortalte han om, hvor smukt skarven tog sig ud på hans skrivebord.
For DOF var det en stor overraskelse, da Svend Auken blev udnævnt til miljøminister i januar 1993. Miljøministeriet er normalt ikke et af de tunge ministerier, men det blev der vendt grundigt op og ned på i Aukens ’regeringstid’ på Højbro Plads.
Lige fra første dag havde vi i DOF store forventninger til Svend Auken: Med ham ville Danmark få en stærk miljøminister, der med indlevelse og engagement, klart og tydeligt ville tale naturens og miljøets sag. Og vi blev ikke skuffede.
Mindre end en uge efter sin tiltræden fjernede han muligheden for falkejagt i det forslag til ny jagtlov, han overtog fra sin forgænger. For ham en lille sag, men for DOF var det hjerteblod. Utroligt, at han fangede den problematik så hurtigt. Og da jagtloven senere på året var vedtaget, sørgede han for de nødvendige midler til oprettelse af de mange nye reservater, hvor fuglene strømmede til i titusindvis.
Senere sikrede han jagtfred til fuglene i store dele af Vadehavet og på forlandet. Det bliver man ikke populær på i de egne af landet, men han stod fast.
Når miljøministeren går forrest og tager øretæverne, så vokser alle omkring ham. Sådan var Svend Auken. Han ’trådte ikke vande’ og snakkede ikke udenom, men sagde tingene, som de var. Embedsværket i hans store ministerium var trygge ved ham og turde meget mere i de år.
Genskabelse af ny natur blev nærmest en æressag for Svend Auken, og han frydede sig hver eneste gang, han kunne indvi et nyt område. Heldigvis vandt han også den seje kamp for at få genskabt Skjern åens slyngninger trods alle forhalinger op rævestreger undervejs, og han turde afvise lokale protester og vælge den mest naturnære løsning. Ved indvielsen af første etape af projektet i år 2000 holdt han en stærk tale til de ca. 5.000 fremmødte – lokale og tilrejsende, der havde trodset en forrygende kuling. På sådan en dag var han i sit es.
Respekten for den danske miljøindsats var i hans periode til at få øje på – både her i landet og ude i verden. Han stod bag en stærk dansk indsats for at bevare naturen i Østeuropa, og han satte klimaet så højt på dagsordenen, at Danmark blev den førende nation i udviklingen af vindenergi.
På en tur rundt i Vejlerne i en smuk augustdag 1996 oplevede jeg en ny side af ham. Han skulle vises rundt og høre på små foredrag om området. Men han ville hellere låne min kikkert og se på fugle. Han var betaget af de mange fugle og de enorme rørskove.
Ved DOF’s repræsentantskabsmøde i november samme år havde Svend Auken lovet at holde en lille tale til os. Embedsværket havde udstyret ham med et langt talepapir. Det lagde han væk og holdt i stedet sin egen fremragende tale – uden manuskript, hvori han bl.a. havde et smukt afsnit om den sorte skarvs ret til at være her.
Den gensidige respekt og tillid mellem Svend Auken og DOF var der fra første færd, men den blev styrket, som årene gik. Hver gang man senere mødte ham, blev man smittet af hans begejstring og hans engagement i naturens ve og vel.
Da DOF fejrede sit 100 års jubilæum 13. oktober 2006, var Svend Auken selvfølgelig inviteret. Men hans post som formand for Europaudvalget gjorde det usikkert, om han kunne nå frem i tide, inden dronningen ankom. Han ville bare være med og ’sneg’ sig ind sammen med Connie Hedegaard, der havde fået kongehusets tilladelse til at komme senere end dronningen. Svend Auken var den sidste taler og havde vist nået at kradse et par ord ned på et stykke papir.
Hans tale til DOF ’tog os lige på kornet’: ”Det er ingen hemmelighed, at DOF indtager en særlig plads i mit hjerte. Jeg tror ikke, der er nogen organisation, der mere vedholdende, mindre konjunkturbestemt, mere resultatorienteret og mere charmerende end DOF har fremført sine synspunkter i hele forløbet. Der er mange andre, der siger: Er det nu klogt at køre så hårdt på? – Skal vi ikke dæmpe os lidt? – Nu er der måske hul igennem. Nu kan vi tale naturens sag --- uden at komme i vanskeligheder. Den slags overvejelser har aldrig præget DOF.
- Når statsministeren f.eks. siger, at han ikke har hørt en fugl eller en frø eller en fisk brokke sig over alle nedskæringerne på miljø- og naturområdet, så er det selvfølgelig rigtigt. Det er, fordi han ikke er opmærksom på, at fuglene har deres egen fagforening, og de har brokket sig hele vejen igennem.”
Indtil 1993 var han ikke en del af DOF’s interessesfære. Han var en markant landspolitiker og partileder, som man kunne forholde sig til på afstand.
Kun fem år senere, i 1998 fik han DOF’s BirdLife-pris, der gives til en politiker, som i særlig grad har ydet en indsats for natur- og fuglebeskyttelse, både på nationalt og internationalt plan. Det synlige tegn på prisen var en smuk keramikfigur af en skarv. Hans glæde over prisen var ikke til at tage fejl af, og hver gang jeg siden mødte ham, fortalte han om, hvor smukt skarven tog sig ud på hans skrivebord.
For DOF var det en stor overraskelse, da Svend Auken blev udnævnt til miljøminister i januar 1993. Miljøministeriet er normalt ikke et af de tunge ministerier, men det blev der vendt grundigt op og ned på i Aukens ’regeringstid’ på Højbro Plads.
Lige fra første dag havde vi i DOF store forventninger til Svend Auken: Med ham ville Danmark få en stærk miljøminister, der med indlevelse og engagement, klart og tydeligt ville tale naturens og miljøets sag. Og vi blev ikke skuffede.
Mindre end en uge efter sin tiltræden fjernede han muligheden for falkejagt i det forslag til ny jagtlov, han overtog fra sin forgænger. For ham en lille sag, men for DOF var det hjerteblod. Utroligt, at han fangede den problematik så hurtigt. Og da jagtloven senere på året var vedtaget, sørgede han for de nødvendige midler til oprettelse af de mange nye reservater, hvor fuglene strømmede til i titusindvis.
Senere sikrede han jagtfred til fuglene i store dele af Vadehavet og på forlandet. Det bliver man ikke populær på i de egne af landet, men han stod fast.
Når miljøministeren går forrest og tager øretæverne, så vokser alle omkring ham. Sådan var Svend Auken. Han ’trådte ikke vande’ og snakkede ikke udenom, men sagde tingene, som de var. Embedsværket i hans store ministerium var trygge ved ham og turde meget mere i de år.
Genskabelse af ny natur blev nærmest en æressag for Svend Auken, og han frydede sig hver eneste gang, han kunne indvi et nyt område. Heldigvis vandt han også den seje kamp for at få genskabt Skjern åens slyngninger trods alle forhalinger op rævestreger undervejs, og han turde afvise lokale protester og vælge den mest naturnære løsning. Ved indvielsen af første etape af projektet i år 2000 holdt han en stærk tale til de ca. 5.000 fremmødte – lokale og tilrejsende, der havde trodset en forrygende kuling. På sådan en dag var han i sit es.
Respekten for den danske miljøindsats var i hans periode til at få øje på – både her i landet og ude i verden. Han stod bag en stærk dansk indsats for at bevare naturen i Østeuropa, og han satte klimaet så højt på dagsordenen, at Danmark blev den førende nation i udviklingen af vindenergi.
På en tur rundt i Vejlerne i en smuk augustdag 1996 oplevede jeg en ny side af ham. Han skulle vises rundt og høre på små foredrag om området. Men han ville hellere låne min kikkert og se på fugle. Han var betaget af de mange fugle og de enorme rørskove.
Ved DOF’s repræsentantskabsmøde i november samme år havde Svend Auken lovet at holde en lille tale til os. Embedsværket havde udstyret ham med et langt talepapir. Det lagde han væk og holdt i stedet sin egen fremragende tale – uden manuskript, hvori han bl.a. havde et smukt afsnit om den sorte skarvs ret til at være her.
Den gensidige respekt og tillid mellem Svend Auken og DOF var der fra første færd, men den blev styrket, som årene gik. Hver gang man senere mødte ham, blev man smittet af hans begejstring og hans engagement i naturens ve og vel.
Da DOF fejrede sit 100 års jubilæum 13. oktober 2006, var Svend Auken selvfølgelig inviteret. Men hans post som formand for Europaudvalget gjorde det usikkert, om han kunne nå frem i tide, inden dronningen ankom. Han ville bare være med og ’sneg’ sig ind sammen med Connie Hedegaard, der havde fået kongehusets tilladelse til at komme senere end dronningen. Svend Auken var den sidste taler og havde vist nået at kradse et par ord ned på et stykke papir.
Hans tale til DOF ’tog os lige på kornet’: ”Det er ingen hemmelighed, at DOF indtager en særlig plads i mit hjerte. Jeg tror ikke, der er nogen organisation, der mere vedholdende, mindre konjunkturbestemt, mere resultatorienteret og mere charmerende end DOF har fremført sine synspunkter i hele forløbet. Der er mange andre, der siger: Er det nu klogt at køre så hårdt på? – Skal vi ikke dæmpe os lidt? – Nu er der måske hul igennem. Nu kan vi tale naturens sag --- uden at komme i vanskeligheder. Den slags overvejelser har aldrig præget DOF.
- Når statsministeren f.eks. siger, at han ikke har hørt en fugl eller en frø eller en fisk brokke sig over alle nedskæringerne på miljø- og naturområdet, så er det selvfølgelig rigtigt. Det er, fordi han ikke er opmærksom på, at fuglene har deres egen fagforening, og de har brokket sig hele vejen igennem.”
