Magre år for arktiske knortegæs
torsdag 1. oktober 2009 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
I den kommende weekend vil alle unge lysbugede knortegæs blive talt meget nøje, så biologerne kan få et fingerpeg om frugtbarheden hos ”Danmarks vigtigste fugl”, der fra september til slutningen af maj er på dansk vinterophold fra Arktis
Jan Skriver
Indien har et globalt ansvar for at passe på tigeren, al den stund stort set hele verdens bestand af dette sjældne rovdyr lever i landet.
Danmark har et tilsvarende ansvar over for den lysbugede knortegås, der yngler i Nordøstgrønland og på Svalbard, cirka 1.000 kilometer fra Nordpolen.
De danske kystområder huser nemlig i størsteparten af vinterhalvåret hele bestanden, der skønnes at være på blot 7.000 individer eller med andre ord en af verdens mindste gåsebestande.
Men nu ser det ud til, at den arktiske gås er på vej ind i en periode med magre år, efter at bestanden i en årrække har været svagt stigende.
- Situationen de seneste ti år har været bekymrende, for da har andelen af unge gæs i gennemsnit kun været 9 procent af bestanden, hvilket er i underkanten, hvis de unge gæs talmæssigt skal erstatte de voksne fugle, som dør i løbet af året. Med andre ord kan bestanden være på vej mod en tilbagegang, siger gåseforskeren Preben Clausen fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet.
Omkring år 1900 blev bestanden på Svalbard skønnet til at tælle måske 50.000 individer, men i 1960’erne balancerede den på randen af udryddelse, da kun 1.600 fugle var tilbage.
I 1972 blev alle knortegæs totalfredet i Danmark, og det lagde kimen til bedre tider for arten, der nu igen måske er omgivet af alarmklokker, som begynder at ringe.
- Før vi de senere år er begyndt at registrere en faldende andel af unge gæs, var Svalbards og Nordøstgrønlands lysbugede knortegæs i en gunstig udvikling. I et par årtier registrerede vi i gennemsnit en andel af ungfugle på 14-16 procent, hvilket fik bestanden til at stige svagt, siger gåseforskeren.
Der er primært tre teorier bag den mulige forklaring på knortegæssenes aktuelle situation med i bedste fald en stagnerende bestand og en værste fald en truet.
- Det er en kendsgerning, at ålegræsset, der er knortegæssenes vigtigste føde, er forsvundet i mange danske fjordområder. Det betyder, at gæssene risikerer at være i ringere foderstand og kondition, når de i slutningen af foråret forlader Danmark for at trække mod deres ynglepladser i Arktis. Det er velkendt, at gæs i dårlig form og foderstand fostrer færre gæslinger end velnærede artsfæller, siger Preben Clausen.
- Det spiller sandsynligvis også en negativ rolle for den lysbugede knortegås på Svalbard, at øgruppens bramgæs i mange år har været i kraftig fremgang. Den større bramgås kan udkonkurrere knortegåsen i kampen om redepladserne og føden, siger gåseforskeren.
- Sidst, men ikke mindst, kan vi ikke udelukke, at en stigende bestand af isbjørne tager en større andel af gæssenes æg i det arktiske forår, påpeger Preben Clausen.
Weekendens tælling af unge lysbugede knortegæs koncentrerer sig om en halv snes lokaliteter, der er mere eller mindre klassiske rastepladser for arten i Danmark.
Størsteparten af bestanden befinder sig om efteråret en håndfuld steder i Limfjordens lavvandede bredninger, i Mariager og Randers Fjorde, på Østkysten af Vendsyssel og Himmerland, og som noget nyt på nordkysten af Djursland og på dele af Nordfyns kyster.
- Der er en tendens til, at de lysbugede knortegæs spreder sig mere i kystlandet, sandsynligvis fordi de er tvunget til at lede efter nye områder med ålegræs, siger Preben Clausen.
De unge knortegæs, der blev klækket i den arktiske sommer, og som nu er på deres første efterårstræk og vinterophold i Danmark, kan kendes på deres lyse bræmmer på fjerene.
Fjerbræmmerne kan ses som streger på ryggen og vingerne, når fuglene befinder sig på vandet eller går på engene.
Yderligere oplysninger fås hos seniorforsker Preben Clausen, Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet.
Tlf. 89 20 15 19 – mobil: 23 34 47 67.
e-mail pc@dmu.dk
Danmark har et tilsvarende ansvar over for den lysbugede knortegås, der yngler i Nordøstgrønland og på Svalbard, cirka 1.000 kilometer fra Nordpolen.
De danske kystområder huser nemlig i størsteparten af vinterhalvåret hele bestanden, der skønnes at være på blot 7.000 individer eller med andre ord en af verdens mindste gåsebestande.
Men nu ser det ud til, at den arktiske gås er på vej ind i en periode med magre år, efter at bestanden i en årrække har været svagt stigende.
- Situationen de seneste ti år har været bekymrende, for da har andelen af unge gæs i gennemsnit kun været 9 procent af bestanden, hvilket er i underkanten, hvis de unge gæs talmæssigt skal erstatte de voksne fugle, som dør i løbet af året. Med andre ord kan bestanden være på vej mod en tilbagegang, siger gåseforskeren Preben Clausen fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet.
Omkring år 1900 blev bestanden på Svalbard skønnet til at tælle måske 50.000 individer, men i 1960’erne balancerede den på randen af udryddelse, da kun 1.600 fugle var tilbage.
I 1972 blev alle knortegæs totalfredet i Danmark, og det lagde kimen til bedre tider for arten, der nu igen måske er omgivet af alarmklokker, som begynder at ringe.
- Før vi de senere år er begyndt at registrere en faldende andel af unge gæs, var Svalbards og Nordøstgrønlands lysbugede knortegæs i en gunstig udvikling. I et par årtier registrerede vi i gennemsnit en andel af ungfugle på 14-16 procent, hvilket fik bestanden til at stige svagt, siger gåseforskeren.
Der er primært tre teorier bag den mulige forklaring på knortegæssenes aktuelle situation med i bedste fald en stagnerende bestand og en værste fald en truet.
- Det er en kendsgerning, at ålegræsset, der er knortegæssenes vigtigste føde, er forsvundet i mange danske fjordområder. Det betyder, at gæssene risikerer at være i ringere foderstand og kondition, når de i slutningen af foråret forlader Danmark for at trække mod deres ynglepladser i Arktis. Det er velkendt, at gæs i dårlig form og foderstand fostrer færre gæslinger end velnærede artsfæller, siger Preben Clausen.
- Det spiller sandsynligvis også en negativ rolle for den lysbugede knortegås på Svalbard, at øgruppens bramgæs i mange år har været i kraftig fremgang. Den større bramgås kan udkonkurrere knortegåsen i kampen om redepladserne og føden, siger gåseforskeren.
- Sidst, men ikke mindst, kan vi ikke udelukke, at en stigende bestand af isbjørne tager en større andel af gæssenes æg i det arktiske forår, påpeger Preben Clausen.
Weekendens tælling af unge lysbugede knortegæs koncentrerer sig om en halv snes lokaliteter, der er mere eller mindre klassiske rastepladser for arten i Danmark.
Størsteparten af bestanden befinder sig om efteråret en håndfuld steder i Limfjordens lavvandede bredninger, i Mariager og Randers Fjorde, på Østkysten af Vendsyssel og Himmerland, og som noget nyt på nordkysten af Djursland og på dele af Nordfyns kyster.
- Der er en tendens til, at de lysbugede knortegæs spreder sig mere i kystlandet, sandsynligvis fordi de er tvunget til at lede efter nye områder med ålegræs, siger Preben Clausen.
De unge knortegæs, der blev klækket i den arktiske sommer, og som nu er på deres første efterårstræk og vinterophold i Danmark, kan kendes på deres lyse bræmmer på fjerene.
Fjerbræmmerne kan ses som streger på ryggen og vingerne, når fuglene befinder sig på vandet eller går på engene.
Yderligere oplysninger fås hos seniorforsker Preben Clausen, Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet.
Tlf. 89 20 15 19 – mobil: 23 34 47 67.
e-mail pc@dmu.dk
