Europas mindste svane skal tælles i Danmark
tirsdag 3. november 2009 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Pibesvaner fra Ruslands vestlige tundra holder vinter i Nordvesteuropa. Danmarks efterårsbestand af de små svaner er i tilbagegang, og flere danske lokaliteter, der tidligere var klassiske om efteråret, er stort set blevet forladt af pibesvanerne
Jan Skriver
For år tilbage rastede op imod 5.000 pibesvaner i det danske efterårslandskab, og i løbet af sæsonen passerede skønsmæssigt op imod 12.000 pibesvaner gennem Danmark.
Nu er kun en lille del af de små arktiske svaner med de lyse, trompeterende stemmer tilbage på de engang så klassiske danske lokaliteter for arten.
Det lader til, at pibesvanen er ved at droppe Danmark på sit efterårstræk.
Sådan tegner situationen sig for Europas mindste svaneart forud for den landsdækkende tælling i weekenden 7/8. november.
Tællingen af pibesvaner bliver koordineret af Stefan Pihl, Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Århus Universitet, i et tæt samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
En samarbejdsaftale giver overvågningsmyndighedens konsulent, DMU, adgang til aktuelle oplysninger i DOFbasen, der er Dansk Ornitologisk Forenings database med dagsaktuelle fugleobservationer fra hele landet.
- Det er vigtigt, at så mange fugletællere så muligt kommer ud og kigger efter pibesvaner i løbet af novembers første weekend, hvor vi har en formodning om, at der er de største chancer for at finde flest af de små svaner her i landet. Der kan sagtens putte sig flokke af pibesvaner på lokaliteter, vi ikke umiddelbart kender som rastepladser for arten. I den sammenhæng er DOF’s caretakere, som holder øje med fuglelokaliteter overalt i landet, vigtige på vores vej mod et nationalt overblik, siger Stefan Pihl.
I ”gamle dage”, hvilket vil sige for bare 10-15 år siden, var Ringkøbing Fjord, Fiilsø i Vestjylland, Limfjorden og Store Vildmose i Vendsyssel betydningsfulde efterårsrastepladser for tusinder af pibesvaner.
I begyndelsen af 1990’erne kunne der raste rundt regnet 5.000 pibesvaner på samme tid i Danmark i november.
I 2005 blev der ved den nationale tælling kun set 1.200 pibesvaner her i landet, mens tallet dumpede helt ned på bare 600 fugle i november 2007.
- Pibesvanen er den af vores svane-arter, som generelt er mest knyttet til vandplanter som ålegræs, vandaks og havgræs, der synes at være ved at forsvinde fra næsten alle danske fjorde og kystnære lavvandede områder. Det er formentlig en del af forklaringen på, at pibesvanen har forladt sine tidligere rastepladser i de vestjyske fjordområder og Limfjorden. Vi har dog også oplevet, at pibesvaner i stil med sangsvaner kan søge til dyrkede marker med rester af afgrøder, så i princippet kan der dukke småflokke af pibesvaner op hvor som helst, siger Stefan Pihl.
Det er primært nord for Limfjorden fra Store Vildmose og mod sydvest over Ulvedybet, Vejlerne og ned langs Jyllands vestkyst, at der er de største chancer for at registrere pibesvaner.
Tissø i Vestsjælland har også været en klassisk efterårsrasteplads for mindre flokke af pibesvaner, mens der i reglen kun drypvis indfinder sig pibesvaner i den sydøstlige del af Danmark.
Men regler er ikke, hvad de har været, og tendensen de senere år har bevæget sig i retning af, at et stigende antal pibesvaner benytter Østersøens sydkyst mod deres vinterkvarterer i Holland, Storbritannien og Tyskland.
Det fortæller biolog Erling Krabbe, der på vegne af Skov- og Naturstyrelsen netop har deltaget i en international konference i Skt. Petersborg i Rusland med pibesvanen i hovedrollen.
- Nye tendenser i pibesvanens træk får formentlig et stigende antal fugle til at flyve uden om Danmark. For eksempel er der konstateret nye rastepladser i Polen og en koncentration på op imod 5.000 pibesvaner nær Bergenhuusen i Nordtyskland. Men generelt er den bestand, som yngler i den vestlige del af Ruslands tundra, og som har sine vinterkvarterer i Nordvesteuropa i dramatisk tilbagegang. I begyndelsen af 1990’erne talte denne vestsibiriske bestand omkring 30.000 individer, men nu er den formentlig kun på cirka 20.000 fugle, og den nedadgående tendens synes desværre at fortsætte, fortæller Erling Krabbe.
På konferencen i Skt. Petersborg, som fandt sted i regi af Wetlands International, der siden 1954 har arbejdet på at beskytte verdens vådområder, blev der udarbejdet et udkast til en fælles forvaltningsplan for pibesvanen.
Gennem en analyse af alle trusler opridser planen en række faktorer til mulige forklaringer på pibesvanens aktuelle nedtur. Det er vanskeligt at pege på en enkelt afgørende faktor, men en vedvarende dårlig ynglesucces er en af dem, understreger Erling Krabbe.
- Vi skal fortsat sikre en god naturtilstand i de danske rastepladser for pibesvaner, men derudover er det umiddelbart svært at se, hvordan vi forvaltningsmæssigt kan gøre mere for arten, der er jagtfredet overalt, og som i for eksempel
Holland har været optimalt beskyttet i årtier.
Selv her i Vadehavslandet, som huser 70 procent af den overvintrende bestand, går pibesvanen tilbage på sine rastepladser. Det er dog chokerende, at der i Storbritannien ved hjælp af røntgenfotografering er konstateret, at 23 procent af alle pibesvaner i 2008 fløj omkring med skudhagl i kroppen, siger Erling Krabbe.
De russiske eksperter i pibesvanen kunne på konferencen ikke pege på afgørende trusler for pibesvanen på hjemmefronten, der kan forklare, hvorfor bestanden i den vestlige del af yngleområdet er reduceret med en tredjedel i løbet af godt et tiår.
- Der er altid en vis prædation på svanernes reder fra blandt andet polarræv, jærv og måger, men nu også i stigende grad fra den røde ræv, som breder sig mod nord i takt med klimaændringerne, siger biologen.
- Det lokale folkeslag spiller også en negativ rolle, når de driver deres flokke af rener igennem områder, hvor pibesvanerne yngler. Desuden har der været forstyrrelser i svanernes yngleområder på grund af efterforskning efter olie og gas, men det er alt sammen punktvise problematikker, som ikke kan forklare den generelle og voldsomme nedgang i antallet. Pibesvanens vestsibiriske bestand har tidligere været nede på 15.000 individer, og det er måske det bestandsniveau, vi er på vej mod igen efter en række ualmindeligt frugtbare år, siger Erling Krabbe.
Bestanden af pibesvaner, der yngler i den østlige del af den sibiriske tundra, og som tæller cirka 80.000 individer, flyver til Kina, Japan og Korea for at holde vinter.
Nu er kun en lille del af de små arktiske svaner med de lyse, trompeterende stemmer tilbage på de engang så klassiske danske lokaliteter for arten.
Det lader til, at pibesvanen er ved at droppe Danmark på sit efterårstræk.
Sådan tegner situationen sig for Europas mindste svaneart forud for den landsdækkende tælling i weekenden 7/8. november.
Tællingen af pibesvaner bliver koordineret af Stefan Pihl, Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Århus Universitet, i et tæt samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
En samarbejdsaftale giver overvågningsmyndighedens konsulent, DMU, adgang til aktuelle oplysninger i DOFbasen, der er Dansk Ornitologisk Forenings database med dagsaktuelle fugleobservationer fra hele landet.
- Det er vigtigt, at så mange fugletællere så muligt kommer ud og kigger efter pibesvaner i løbet af novembers første weekend, hvor vi har en formodning om, at der er de største chancer for at finde flest af de små svaner her i landet. Der kan sagtens putte sig flokke af pibesvaner på lokaliteter, vi ikke umiddelbart kender som rastepladser for arten. I den sammenhæng er DOF’s caretakere, som holder øje med fuglelokaliteter overalt i landet, vigtige på vores vej mod et nationalt overblik, siger Stefan Pihl.
I ”gamle dage”, hvilket vil sige for bare 10-15 år siden, var Ringkøbing Fjord, Fiilsø i Vestjylland, Limfjorden og Store Vildmose i Vendsyssel betydningsfulde efterårsrastepladser for tusinder af pibesvaner.
I begyndelsen af 1990’erne kunne der raste rundt regnet 5.000 pibesvaner på samme tid i Danmark i november.
I 2005 blev der ved den nationale tælling kun set 1.200 pibesvaner her i landet, mens tallet dumpede helt ned på bare 600 fugle i november 2007.
- Pibesvanen er den af vores svane-arter, som generelt er mest knyttet til vandplanter som ålegræs, vandaks og havgræs, der synes at være ved at forsvinde fra næsten alle danske fjorde og kystnære lavvandede områder. Det er formentlig en del af forklaringen på, at pibesvanen har forladt sine tidligere rastepladser i de vestjyske fjordområder og Limfjorden. Vi har dog også oplevet, at pibesvaner i stil med sangsvaner kan søge til dyrkede marker med rester af afgrøder, så i princippet kan der dukke småflokke af pibesvaner op hvor som helst, siger Stefan Pihl.
Det er primært nord for Limfjorden fra Store Vildmose og mod sydvest over Ulvedybet, Vejlerne og ned langs Jyllands vestkyst, at der er de største chancer for at registrere pibesvaner.
Tissø i Vestsjælland har også været en klassisk efterårsrasteplads for mindre flokke af pibesvaner, mens der i reglen kun drypvis indfinder sig pibesvaner i den sydøstlige del af Danmark.
Men regler er ikke, hvad de har været, og tendensen de senere år har bevæget sig i retning af, at et stigende antal pibesvaner benytter Østersøens sydkyst mod deres vinterkvarterer i Holland, Storbritannien og Tyskland.
Det fortæller biolog Erling Krabbe, der på vegne af Skov- og Naturstyrelsen netop har deltaget i en international konference i Skt. Petersborg i Rusland med pibesvanen i hovedrollen.
- Nye tendenser i pibesvanens træk får formentlig et stigende antal fugle til at flyve uden om Danmark. For eksempel er der konstateret nye rastepladser i Polen og en koncentration på op imod 5.000 pibesvaner nær Bergenhuusen i Nordtyskland. Men generelt er den bestand, som yngler i den vestlige del af Ruslands tundra, og som har sine vinterkvarterer i Nordvesteuropa i dramatisk tilbagegang. I begyndelsen af 1990’erne talte denne vestsibiriske bestand omkring 30.000 individer, men nu er den formentlig kun på cirka 20.000 fugle, og den nedadgående tendens synes desværre at fortsætte, fortæller Erling Krabbe.
På konferencen i Skt. Petersborg, som fandt sted i regi af Wetlands International, der siden 1954 har arbejdet på at beskytte verdens vådområder, blev der udarbejdet et udkast til en fælles forvaltningsplan for pibesvanen.
Gennem en analyse af alle trusler opridser planen en række faktorer til mulige forklaringer på pibesvanens aktuelle nedtur. Det er vanskeligt at pege på en enkelt afgørende faktor, men en vedvarende dårlig ynglesucces er en af dem, understreger Erling Krabbe.
- Vi skal fortsat sikre en god naturtilstand i de danske rastepladser for pibesvaner, men derudover er det umiddelbart svært at se, hvordan vi forvaltningsmæssigt kan gøre mere for arten, der er jagtfredet overalt, og som i for eksempel
Holland har været optimalt beskyttet i årtier.
Selv her i Vadehavslandet, som huser 70 procent af den overvintrende bestand, går pibesvanen tilbage på sine rastepladser. Det er dog chokerende, at der i Storbritannien ved hjælp af røntgenfotografering er konstateret, at 23 procent af alle pibesvaner i 2008 fløj omkring med skudhagl i kroppen, siger Erling Krabbe.
De russiske eksperter i pibesvanen kunne på konferencen ikke pege på afgørende trusler for pibesvanen på hjemmefronten, der kan forklare, hvorfor bestanden i den vestlige del af yngleområdet er reduceret med en tredjedel i løbet af godt et tiår.
- Der er altid en vis prædation på svanernes reder fra blandt andet polarræv, jærv og måger, men nu også i stigende grad fra den røde ræv, som breder sig mod nord i takt med klimaændringerne, siger biologen.
- Det lokale folkeslag spiller også en negativ rolle, når de driver deres flokke af rener igennem områder, hvor pibesvanerne yngler. Desuden har der været forstyrrelser i svanernes yngleområder på grund af efterforskning efter olie og gas, men det er alt sammen punktvise problematikker, som ikke kan forklare den generelle og voldsomme nedgang i antallet. Pibesvanens vestsibiriske bestand har tidligere været nede på 15.000 individer, og det er måske det bestandsniveau, vi er på vej mod igen efter en række ualmindeligt frugtbare år, siger Erling Krabbe.
Bestanden af pibesvaner, der yngler i den østlige del af den sibiriske tundra, og som tæller cirka 80.000 individer, flyver til Kina, Japan og Korea for at holde vinter.
