Ny mågeart for Danmark set på Århus Havn

mandag 30. november 2009 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
For første gang nogensinde er den gråvingede måge, der stammer fra den nordlige del af Stillehavet, registreret i den danske natur. Det er kun femte gang, at denne sjældne art på afveje er set i Europa og Nordafrika
Jan Skriver
Listen over fuglearter, der er set i den danske natur, har netop fået tilføjet et nyt artsnavn.
Gråvinget måge hedder den på vores breddegrader ekstremt sjældne måge, der på en af novembers sidste dage blev fundet af ornitologen og biologen Rune Sø Neergaard på Århus Havn.

Mågen, der minder om vores hjemlige sølvmåge, blev kun set i ganske få timer, før den i stor højde trak vestpå væk fra havnen og henover centrum af Århus.

- Den gråvingede måge befinder sig måske nu på en mark vest for Århus i selskab med en flok af almindelige sølvmåger. Men det er selvsagt umuligt at sige. Der er dog ingen tvivl om, at Århus Havn den kommende tid vil blive besøgt af ornitologer, der håber, at mågen vender tilbage på den kaj, hvor den stod sammen med sølvmåger og hættemåger, siger Rune Sø Neergaard.

Den gråvingede måge yngler i Alaska, Canada, den nordvestlige del af USA og på kyster i Nordøstasien og det nordlige Japan.

Udover det aktuelle fund fra Århus er arten tidligere i Europa kun set i Storbritannien to gange, mens Marokko og De Kanariske Øer også har haft besøg af den gråvingede måge, der i forhold til en sølvmåge virker tung, kortbenet og kortvinget med mørkere tegninger på brystet. I modsætning til sølvmågen har den grå og ikke sorte håndsvingfjer.

Af gode grunde er der ingen, der præcist ved, hvorfor visse fuglearter pludselig bliver set mange tusinde kilometer fra deres normale opholdssteder og udbredelsesområder i en fremmed verdensdel, som det aktuelt er tilfældet med den gråvingede måge. - Noget kan dog tyde på, at Europa i stigende grad får besøg af flere arter fra Stillehavet, påpeger Rune Sø Neergaard. - Man kan forestille sig, at klimaændringerne i retning af højere temperaturer, der giver mindre is i havet omkring Nordpolen, fører til en friere passage for trækkende arter fra Stillehavet og til vores del af verden, siger biologen.

- Det er i hvert fald påfaldende, at der for eksempel i Storbritannien inden for de seneste fem år er set arter som toplunde, langnæbbet dværgalk, op til fem stillehavslommer og så to eksemplarer af den gråvingede måge, der alle stammer fra den nordlige del af Stillehavet. Og i Letland og Litauen blev der sidste vinter for første gang nogensinde i vores del af verden set en skifermåge, som primært yngler i nærheden af Kamtjatka Halvøen i det allerøstligste hjørne af Rusland.

I Danmark blev der dette efterår på havet ud for Blåvandshuk set en sibirisk fløjlsand, som også burde have befundet sig i Nordøstasien.

Den gråvingede måge er nummer 460 på artslisten over fugle, der er iagttaget i Danmark. Der er tale om mågeart nummer 23 set her i landet.

Yderligere oplysninger:

www.netfugl.dk

Rune Sø Neergaard,
Email: rsn@netfugl.dk