Satellitsendere fortæller nyt om sneuglen – nomaden i Arktis
onsdag 24. februar 2010 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Alt tyder på, at norske, svenske, finske og russiske sneugler tilhører samme bestand af fugle, der kan foretage lange flyvninger i det store øde syd for Det nordlige Ishav. Norske forskere fortæller nyt fra uglernes vide, hvide verden i det kommende nummer af Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift.
Jan Skriver
I kraft af tre voksne sneugler, der i sommeren 2007 blev fanget i Finmark i det nordlige Skandinavien og fik påmonteret hver sin lette satellitsender på ryggen, er der kommet nye oplysninger for dagen om disse arktiske uglers vandringer i Polaregnene.
En af konklusionerne i projektet med satellitmærkning af skandinaviske sneugler, som de norske forskere Roar Solheim, Karl-Otto Jacobsen og Ingar Jostein Øien står bag, lyder:
- Alt tyder på, at sneuglerne i Norge, Sverige, Finland og Rusland tilhører den samme bestand.
Også i Nordamerika er der lavet satellitstudier med sneugler i hovedrollerne. De har vist bevægelser af sneugler fra Alaska til langt ind i Sibirien, og DNA-analyser tyder på, at alle sneuglerne i Arktis hører til en og samme bestand, der bogstaveligt talt lever i de kolde egne hele kloden rundt fra Skandinavien, Rusland, Sibirien, Alaska, Canada og Grønland.
Traditionel ringmærkning af skandinaviske sneugler har tidligere givet genfund så langt østfra som 2.500 kilometer fra ringmærkningsstedet.
Og de norske satellitsendere på ryggen af de tre sneugler, der blev døbt Yngvar, Høst og Albertine, har sat en streg under sneuglens legendariske ry som den arktiske nomade, der kan tilbagelægge store afstande i løbet af kort tid i sin jagt primært på smågnavere.
For eksempel fortæller de norske forskere, at hunnen Albertine fløj fra Nordøstfinmark til Kolahalvøen, en strækning på 585 kilometer, i løbet af en uges tid i april.
Og hun fortsatte til halvøen ud for Pechoradeltaet, hvor hun på sidste etape tilbagelagde 318 kilometer i løbet af blot 33 timer.
Den anden hun, Høst, fløj over islagte havområder til øen Novaya Zemlya, hvor hun holdt sommer.
Hannen Yngvar blev langdistancenomaden over dem alle i trekløveret, da han fløj til Taymyrhalvøen mere end 1.000 kilometer øst for det sted, hvor han fik sin satellitsender sat på ryggen.
De tre norske forskere fortæller i Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift, der udkommer i marts, at deres data har givet anledning til et mindre optimistisk syn på sneuglebestandens globale status.
Noget tyder på, at sneugler, som bliver talt i forskellige dele af Arktis, i betydelig udstrækning kan være de samme fugle. Med andre ord en slags ”Tordenskjold soldater” i skikkelse af yderst mobile sneugler.
Derfor kan den anslåede verdensbestand på 290.000 sneugler være alt for optimistisk, påpeger Roar Solheim, Karl-Otto Jacobsen og Ingar Jostein Øien, der skønner, at verdens bestand af de hvide arktiske ugler ligger et sted mellem 50.000 og 290.000 individer.
De norske ugleforskere fortæller, at bestanden af sneugler i Norge ser ud til at være gået tilbage i antal og udbredelse i løbet af 1900-tallet. I Sydnorge var Hardangervidda vest for Oslo tidligere en velkendt yngleplads med 7-8 par i 1963, men sneuglen har ikke ynglet i dette område siden 1974.
I de nordlige dele af Norge, Sverige og Finland yngler sneuglen fortsat regelmæssigt, men de fleste år er antallet af ynglefugle lavt, og i nogle år yngler arten slet ikke, fortæller forskerne.
Gennem tiderne er der i Danmark rapporteret sneugler som vintergæster primært fra december til udgangen af april. Der er stort set altid tale om enlige individer.
Med års mellemrum optræder sneugler i invasioner mod syd. Den største danske invasion, man har kendskab til, fandt sted i vinteren 1888/89, da hele 30 sneugler blev skudt her i landet. Det var dengang, man skød sjældne fugle. Der har sikkert været endnu flere sneugler end de 30 nedlagte, som vi kender fra denne store invasion for godt 100 år siden.
Det menes generelt at være mangel på føde, der får uglerne til at udvandre fra deres yngleområder. Stort set alle de sneugler, der optræder sydpå, er ungfugle. Og de fleste er hanner, der vejer mindre end hunnerne. Det vil sige, at unge hanner, der ligger nederst i hierarkiet hos uglerne, sandsynligvis bliver tvunget til at søge mod nye sydlige fødeområder, hvis mængden af gnavere svigter nordpå.
En af konklusionerne i projektet med satellitmærkning af skandinaviske sneugler, som de norske forskere Roar Solheim, Karl-Otto Jacobsen og Ingar Jostein Øien står bag, lyder:
- Alt tyder på, at sneuglerne i Norge, Sverige, Finland og Rusland tilhører den samme bestand.
Også i Nordamerika er der lavet satellitstudier med sneugler i hovedrollerne. De har vist bevægelser af sneugler fra Alaska til langt ind i Sibirien, og DNA-analyser tyder på, at alle sneuglerne i Arktis hører til en og samme bestand, der bogstaveligt talt lever i de kolde egne hele kloden rundt fra Skandinavien, Rusland, Sibirien, Alaska, Canada og Grønland.
Traditionel ringmærkning af skandinaviske sneugler har tidligere givet genfund så langt østfra som 2.500 kilometer fra ringmærkningsstedet.
Og de norske satellitsendere på ryggen af de tre sneugler, der blev døbt Yngvar, Høst og Albertine, har sat en streg under sneuglens legendariske ry som den arktiske nomade, der kan tilbagelægge store afstande i løbet af kort tid i sin jagt primært på smågnavere.
For eksempel fortæller de norske forskere, at hunnen Albertine fløj fra Nordøstfinmark til Kolahalvøen, en strækning på 585 kilometer, i løbet af en uges tid i april.
Og hun fortsatte til halvøen ud for Pechoradeltaet, hvor hun på sidste etape tilbagelagde 318 kilometer i løbet af blot 33 timer.
Den anden hun, Høst, fløj over islagte havområder til øen Novaya Zemlya, hvor hun holdt sommer.
Hannen Yngvar blev langdistancenomaden over dem alle i trekløveret, da han fløj til Taymyrhalvøen mere end 1.000 kilometer øst for det sted, hvor han fik sin satellitsender sat på ryggen.
De tre norske forskere fortæller i Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift, der udkommer i marts, at deres data har givet anledning til et mindre optimistisk syn på sneuglebestandens globale status.
Noget tyder på, at sneugler, som bliver talt i forskellige dele af Arktis, i betydelig udstrækning kan være de samme fugle. Med andre ord en slags ”Tordenskjold soldater” i skikkelse af yderst mobile sneugler.
Derfor kan den anslåede verdensbestand på 290.000 sneugler være alt for optimistisk, påpeger Roar Solheim, Karl-Otto Jacobsen og Ingar Jostein Øien, der skønner, at verdens bestand af de hvide arktiske ugler ligger et sted mellem 50.000 og 290.000 individer.
De norske ugleforskere fortæller, at bestanden af sneugler i Norge ser ud til at være gået tilbage i antal og udbredelse i løbet af 1900-tallet. I Sydnorge var Hardangervidda vest for Oslo tidligere en velkendt yngleplads med 7-8 par i 1963, men sneuglen har ikke ynglet i dette område siden 1974.
I de nordlige dele af Norge, Sverige og Finland yngler sneuglen fortsat regelmæssigt, men de fleste år er antallet af ynglefugle lavt, og i nogle år yngler arten slet ikke, fortæller forskerne.
Gennem tiderne er der i Danmark rapporteret sneugler som vintergæster primært fra december til udgangen af april. Der er stort set altid tale om enlige individer.
Med års mellemrum optræder sneugler i invasioner mod syd. Den største danske invasion, man har kendskab til, fandt sted i vinteren 1888/89, da hele 30 sneugler blev skudt her i landet. Det var dengang, man skød sjældne fugle. Der har sikkert været endnu flere sneugler end de 30 nedlagte, som vi kender fra denne store invasion for godt 100 år siden.
Det menes generelt at være mangel på føde, der får uglerne til at udvandre fra deres yngleområder. Stort set alle de sneugler, der optræder sydpå, er ungfugle. Og de fleste er hanner, der vejer mindre end hunnerne. Det vil sige, at unge hanner, der ligger nederst i hierarkiet hos uglerne, sandsynligvis bliver tvunget til at søge mod nye sydlige fødeområder, hvis mængden af gnavere svigter nordpå.
