Danmark invaderet af vegetarer med alkohol i blodet
onsdag 24. november 2010 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Silkehaler i tusindvis æder i disse uger bær i danske villahaver, læbælter og småskove. Når bærrene er spist op, kaster de smukke, sultne gæster sig over æblerne. Og det sker, at fuglene fortærer gærede bær og frugter, så de må kaste sig ud i promille-flyvning, oplyser DOF.
Jan Skriver
Ikke siden efteråret 2004 har der været så mange silkehaler i det danske landskab, som det netop nu er tilfældet.
I første uge af november kom et talstærkt rykind af silkehaleflokke fra de store skandinaviske og russiske skove i nordøst, og nu optræder der mange tusinder af silkehaler som spisende gæster i Danmark.
- Det er umuligt at sætte tal på antallet af silkehaler i det danske landskab i øjeblikket, men der er tale om en ganske stor invasion. Det er mangel på føde, der har tvunget millioner af silkehaler, der yngler i øde nåleskove i Sverige, Finland, Rusland og langt mod øst i Sibirien, til at flyve mod Vesteuropa. Der kan sagtens være 10.000'er af silkehaler her i landet i disse uger, siger Henning Heldbjerg, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Foreningens database over dagsaktuelle fugleobservationer, DOFbasen, giver alle en mulighed for at følge forekomsten af silkehaler og invasionens videre forløb.
Silkehalerne er rapporteret i flokke fra stort set hele landet, men der er en klar tendens til, at de hundredtallige flokke optræder i den nordlige og østlige del af Sjælland og Jylland. I Vestjylland er der langt mellem de store flokke. Fælles for vintergæsterne er deres tillidsfuldhed.
- Silkehaler kan give folk en meget fin naturoplevelse, fordi vintergæsterne er ekstremt tillidsfulde i forhold til det, vi normalt oplever med indfødte danske fugle. Mange af silkehalerne har ynglet i helt mennesketomme områder, så måske er en dansk haveejer deres første erfaring med vores art, siger Henning Heldbjerg.
De buttede silkehaler er ikke kun fulde af tillid, de er også småfulde på andre måder. Fuglene har nemlig dagligt alkohol i blodet på grund af de store mængder gærede bær, som de indtager.
En 65 gram tung silkehale kan æde 15 gram bær i ét måltid. Og den indtager adskillige måltider pr. dag.
En særlig stor lever gør dog fuglene i stand til at forbrænde alkoholen meget hurtigt, så de ikke siksakker af sted i spiritusflyvning. Silkehaler har ligesom stære en snorlige flugt, der på ingen måde bærer præg af et højt, dagligt alkoholforbrug.
Når silkehalerne har spist op af de røde rønnebær, der i reglen står først på menuen, kaster de sig ofte over æbler, eller de flyver måske videre mod sydvest og nye fødekilder.
- I øjeblikket har Holland ekstraordinært mange silkehaler på besøg, så den aktuelle invasion rækker et godt stykke mod sydvest. Det kan i sjældne tilfælde ske, at silkehaler når helt til Sydeuropa på deres jagt efter føde. I efteråret 2004 nåede enkelte silkehaler helt til det nordvestlige hjørne af Spanien. Det var første gang, at der med sikkerhed blev konstateret silkehaler i denne del af Europa, og det var med til at understrege, at store mængder af silkehaler det år blev ramt af sult i deres yngleskove, hvorpå de var tvunget til at flakke vidt omkring efter føde, siger Henning Heldbjerg.
Mange silkehaler vil de næste måneder bukke under i løbet af invasionen. Det viser alle erfaringer fra tidligere år med tusinder af silkehaler i terrænet.
En del vil flyve mod ruder i en grad, så silkehalen, der af de fleste bliver opfattet som en meget smuk skabning, endnu en sæson vil blive en af de mest udstoppede fugle i dette land.
Retfærdigvis skal det siges, at kollisionerne intet har med promille-flyvningen på grund af de gærede bær og alkoholen i blodet at gøre.
Ulykkerne handler snarere om, at invasions-silkehalerne færdes i uvant terræn med ukendte farer fjernt fra de øde næsten mennesketomme skove, hvor de hører hjemme.
Yderligere oplysninger:
Dansk Ornitologisk Forening,
tlf. 33 28 38 00.
Henning Heldbjerg,
tlf. 33 28 38 27.