Havfugl nødlandede i Furesø
torsdag 25. november 2010 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
En ung sule var kommet grundigt ud af kurs, da den slog sig ned i Furesø og af en grundejer blev fundet træt og forkommen på søbredden. Suler er havfugle og ikke havefugle, så fuglen var i nød
Jan Skriver
Med sin dybde på 37,7 meter, der gør Furesø til Danmarks dybeste sø, smagte det måske en smule af havområde, da en ung sule forleden slog sig ned ved søens ferske vande.
Men sulen, der var en ganske ung sule i en brun fjerdragt, må have landet af bitter nød. Det er nemlig yderst sjældent, at så specialiserede havfugle som suler, der i reglen styrtdykker efter fisk i stimer, bliver set ved søer inde i landet.
- Vi troede først, at der var tale om en islom, men så kontaktede vi Dansk Ornitologisk Forening, hvor vi efter at have mailet et foto fik at vide, at det var en ung sule, vi havde besøg af, fortæller Carsten Schmidt, Dybensø 10, Virum.
Det var på hans søbred, at havfuglen lå og virkede afkræftet.
- Vi fandt den en eftermiddag, og næste morgen var sulen væk. Der var ingen spor efter den, så jeg tror ikke, at ræven har taget den, siger Carsten Schmidt.
De fleste suler bliver i Danmark set langs Den jyske Vestkyst og ved Skagen, men mange flyver langt ind i Kattegat for at fiske. Særligt efter hårde vinde fra nordvest er der mange suler i de indre danske farvande.
I november er der set en del suler langs Nordsjællands kyster, så meget taler for, at den unge sule fra Furesø er blæst ind over land efter at have fisket i den sydøstlige del af Kattegat.
Når suler bliver fundet på land eller i søer langt fra havet, virker de ofte desillusionerede og apatiske.
I gamle dage kaldte søfolk sulen for tossefuglen, fordi den er så lidt sky, at den lader sig gribe på reden, som søens folk sagde.
Søfolkene mente også, at sulen var sorgløs, når den på havet svømmede med sit hoved under en vinge, så man kunne komme den ganske nær. Jo, sulen var en tosset fugl.
Ved Vestkysten af Jylland kaldte folk en sule for en ”basserok”. Forklaringen på dét øgenavn skal findes i Nordsøens største koloni af suler, der ligger på den stejle ubeboede klippeø Bass Rock ved Skotlands østkyst. Her yngler i disse år flere end 50.000 par suler.
I Vendsyssel vidste man nok, hvor sulen kom fra. Her kaldte man den store fugl, der har et vingefang på halvanden meter og hvis voksne individer er smukt hvide med sorte vingespidser, for en ”grønlænderstork”. I Hvide Sande sagde man ”engelsk stork” om sulen.
Nogle steder var der overtro forbundet med sulerne. Hvis en havsule fløj ind over et skib, betød det et snarligt uvejr, og så var det ellers med at komme i havn.
Men sulen, der var en ganske ung sule i en brun fjerdragt, må have landet af bitter nød. Det er nemlig yderst sjældent, at så specialiserede havfugle som suler, der i reglen styrtdykker efter fisk i stimer, bliver set ved søer inde i landet.
- Vi troede først, at der var tale om en islom, men så kontaktede vi Dansk Ornitologisk Forening, hvor vi efter at have mailet et foto fik at vide, at det var en ung sule, vi havde besøg af, fortæller Carsten Schmidt, Dybensø 10, Virum.
Det var på hans søbred, at havfuglen lå og virkede afkræftet.
- Vi fandt den en eftermiddag, og næste morgen var sulen væk. Der var ingen spor efter den, så jeg tror ikke, at ræven har taget den, siger Carsten Schmidt.
De fleste suler bliver i Danmark set langs Den jyske Vestkyst og ved Skagen, men mange flyver langt ind i Kattegat for at fiske. Særligt efter hårde vinde fra nordvest er der mange suler i de indre danske farvande.
I november er der set en del suler langs Nordsjællands kyster, så meget taler for, at den unge sule fra Furesø er blæst ind over land efter at have fisket i den sydøstlige del af Kattegat.
Når suler bliver fundet på land eller i søer langt fra havet, virker de ofte desillusionerede og apatiske.
I gamle dage kaldte søfolk sulen for tossefuglen, fordi den er så lidt sky, at den lader sig gribe på reden, som søens folk sagde.
Søfolkene mente også, at sulen var sorgløs, når den på havet svømmede med sit hoved under en vinge, så man kunne komme den ganske nær. Jo, sulen var en tosset fugl.
Ved Vestkysten af Jylland kaldte folk en sule for en ”basserok”. Forklaringen på dét øgenavn skal findes i Nordsøens største koloni af suler, der ligger på den stejle ubeboede klippeø Bass Rock ved Skotlands østkyst. Her yngler i disse år flere end 50.000 par suler.
I Vendsyssel vidste man nok, hvor sulen kom fra. Her kaldte man den store fugl, der har et vingefang på halvanden meter og hvis voksne individer er smukt hvide med sorte vingespidser, for en ”grønlænderstork”. I Hvide Sande sagde man ”engelsk stork” om sulen.
Nogle steder var der overtro forbundet med sulerne. Hvis en havsule fløj ind over et skib, betød det et snarligt uvejr, og så var det ellers med at komme i havn.
