Riderne på Bulbjerg dør unge eller emigrerer tidligt
torsdag 15. december 2011 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Forskning i de havlevende måger på Danmarks fuglefjeld Bulbjerg viser, at de ynglende rider på kalkklinten i gennemsnit kun oplever fem ynglesæsoner. Til sammenligning lever deres skotske artsfæller i gennemsnit 13 år. De stigende temperaturer i havet betyder tilsyneladende ikke noget nationalt for den fåtallige danske bestand af rider, hvor arten ellers er dramatisk påvirket længere mod nord
Jan Skriver
Danske rider er tilsyneladende ikke så sejlivede som deres artsfæller længere mod nord i Nordsøen og Atlanterhavet.
Til gengæld har de stigende temperaturer i havet ikke umiddelbart den store betydning for den beskedne danske ynglebestand på rundt regnet 500 par rider.
Sådan lyder et par af konklusionerne i et forskningsprojekt, som specialestuderende i biologi Mathilde Lerche-Jørgensen, Københavns Universitet, har lavet i et samarbejde med seniorforsker Morten Frederiksen fra Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, der i en årrække har forsket i udviklingen i ridens bestande i Nordatlanten.
- Det er en kendsgerning, at de stigende havtemperaturer har bidraget til at halvere bestandene af rider på mange fuglefjelde omkring Nordatlanten, fordi fuglenes fødegrundlag primært af stimefisken tobis i stigende grad forsvinder.
De danske rider på Bulbjerg er formentlig ikke i samme grad afhængige af tobis, hvorfor de ikke går tilbage i kolonien i Nordvestjylland, som det er tilfældet hos artsfællerne i Storbritannien og længere nordpå. Det kan skyldes, at Bulbjergs rider har en anden hovedfødekilde, det kan være affald fra fiskeriet, som de blandt andet ville kunne hente omkring havnen i Hanstholm. Det gør dem formentlig mere uafhængige af de negative effekter i forbindelse med de stigende temperaturer i havet, siger Mathilde Lerche-Jørgensen.
Hun påpeger, at den danske ynglebestand af rider på under 500 par udgør en meget beskeden andel af den samlede bestand. Der kan dog sagtens trækkes tendenser ud af materialet.
Og materialet af data om de danske rider skyldes blandt andet aflæsninger af ringmærkede rider hvert år fra 1992 til 2010 i perioden april til august, som ornitologen Johnny Pedersen har foretaget.
152 ringmærkede rider på Bulbjerg er aflæst gennem årene, så det har været muligt at følge fuglenes overlevelse. Og her har det så vist sig, at de danske måger tilsyneladende bukker under i en væsentligt lavere alder end deres skotske artsfæller, hvis overlevelse, der også er forsket i.
De nordvestjyske rider yngler i gennemsnit kun 5 år, mens skotske rider i snit oplever 13
ynglesæsoner.
- Den lave danske gennemsnitsalder kan hænge sammen med den kendsgerning, at kolonien er så lille, og at nogle af ynglefuglene flytter til større kolonier i andre lande. Fugle, som udvandrer, optræder nemlig som døde i statistikken. Der er således formentlig en stor udskiftning blandt riderne på Bulbjerg, hvilket også kan være med til at sænke gennemsnitsalderen for fuglene på lokaliteten, siger Mathilde Lerche-
Jørgensen.
Om det er udvandring eller en høj dødelighed der gør, at riderne forsvinder så hurtigt fra Bulbjerg, vil farveringmærkningen, som er påbegyndt i 2009, forhåbentlig vise.
I disse år forskes der i riden i Grønland, Canada, Storbritannien, Irland, Island, Færøerne, Norge, Rusland, Frankrig og så altså i den beskedne danske bestand. Riden er en af de mest udbredte og talrige havfugle i Nordatlanten, hvor bestanden tæller millioner af par på fuglefjeldene.
Noget har dog været rivende galt de senere år, hvor riden er gået dramatisk tilbage i antal særligt på Island og Færøerne samt i Norge og Storbritannien.
I Skotland er det dokumenteret, at 85 procent af riderne i løbet af få år er forsvundet fra visse fuglefjelde. Og ved Nordsøens kyster som helhed skønnes det generelt, at nedgangen har været på mere end 50 procent.
Riden er i Danmark en såkaldt rødlistet art, der er ”næsten truet”. I Grønland og på Færøerne, hvor der yngler 100.000’er af rider bliver bestanden betegnet som ”sårbar”.
Yderligere oplysninger:
Mathilde Lerche-Jørgensen,
biolog Københavns Universitet.
Tlf. 31 32 08 11.
Til gengæld har de stigende temperaturer i havet ikke umiddelbart den store betydning for den beskedne danske ynglebestand på rundt regnet 500 par rider.
Sådan lyder et par af konklusionerne i et forskningsprojekt, som specialestuderende i biologi Mathilde Lerche-Jørgensen, Københavns Universitet, har lavet i et samarbejde med seniorforsker Morten Frederiksen fra Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, der i en årrække har forsket i udviklingen i ridens bestande i Nordatlanten.
- Det er en kendsgerning, at de stigende havtemperaturer har bidraget til at halvere bestandene af rider på mange fuglefjelde omkring Nordatlanten, fordi fuglenes fødegrundlag primært af stimefisken tobis i stigende grad forsvinder.
De danske rider på Bulbjerg er formentlig ikke i samme grad afhængige af tobis, hvorfor de ikke går tilbage i kolonien i Nordvestjylland, som det er tilfældet hos artsfællerne i Storbritannien og længere nordpå. Det kan skyldes, at Bulbjergs rider har en anden hovedfødekilde, det kan være affald fra fiskeriet, som de blandt andet ville kunne hente omkring havnen i Hanstholm. Det gør dem formentlig mere uafhængige af de negative effekter i forbindelse med de stigende temperaturer i havet, siger Mathilde Lerche-Jørgensen.
Hun påpeger, at den danske ynglebestand af rider på under 500 par udgør en meget beskeden andel af den samlede bestand. Der kan dog sagtens trækkes tendenser ud af materialet.
Og materialet af data om de danske rider skyldes blandt andet aflæsninger af ringmærkede rider hvert år fra 1992 til 2010 i perioden april til august, som ornitologen Johnny Pedersen har foretaget.
152 ringmærkede rider på Bulbjerg er aflæst gennem årene, så det har været muligt at følge fuglenes overlevelse. Og her har det så vist sig, at de danske måger tilsyneladende bukker under i en væsentligt lavere alder end deres skotske artsfæller, hvis overlevelse, der også er forsket i.
De nordvestjyske rider yngler i gennemsnit kun 5 år, mens skotske rider i snit oplever 13
ynglesæsoner.
- Den lave danske gennemsnitsalder kan hænge sammen med den kendsgerning, at kolonien er så lille, og at nogle af ynglefuglene flytter til større kolonier i andre lande. Fugle, som udvandrer, optræder nemlig som døde i statistikken. Der er således formentlig en stor udskiftning blandt riderne på Bulbjerg, hvilket også kan være med til at sænke gennemsnitsalderen for fuglene på lokaliteten, siger Mathilde Lerche-
Jørgensen.
Om det er udvandring eller en høj dødelighed der gør, at riderne forsvinder så hurtigt fra Bulbjerg, vil farveringmærkningen, som er påbegyndt i 2009, forhåbentlig vise.
I disse år forskes der i riden i Grønland, Canada, Storbritannien, Irland, Island, Færøerne, Norge, Rusland, Frankrig og så altså i den beskedne danske bestand. Riden er en af de mest udbredte og talrige havfugle i Nordatlanten, hvor bestanden tæller millioner af par på fuglefjeldene.
Noget har dog været rivende galt de senere år, hvor riden er gået dramatisk tilbage i antal særligt på Island og Færøerne samt i Norge og Storbritannien.
I Skotland er det dokumenteret, at 85 procent af riderne i løbet af få år er forsvundet fra visse fuglefjelde. Og ved Nordsøens kyster som helhed skønnes det generelt, at nedgangen har været på mere end 50 procent.
Riden er i Danmark en såkaldt rødlistet art, der er ”næsten truet”. I Grønland og på Færøerne, hvor der yngler 100.000’er af rider bliver bestanden betegnet som ”sårbar”.
Yderligere oplysninger:
Mathilde Lerche-Jørgensen,
biolog Københavns Universitet.
Tlf. 31 32 08 11.
