På optur med bramgåsen
tirsdag 13. marts 2012 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Den lille, elegante gås er en af de senere årtiers største succeser i Danmarks og Europas natur. Den blev jagtfredet i 1972, og har siden kvitteret med fremgang overalt i dens udbredelsesområde
Jan Skriver
Tidligere anså man det som en slags naturlov, at de fleste gæs kun ynglede i Arktis eller i hvert fald meget højt mod nord og så søgte til mildere egne om vinteren.
I dag ved vi, at gæs, som vi troede udelukkende var arktiske, sagtens kan yngle i tempererede egne. Bramgåsen er de seneste årtier begyndt at yngle i lande langt mod syd i Østersøen.
Sverige har en tusindtallig ynglebestand af bramgæs, og Saltholm i Øresund huser flere end 1.000 bramgåsepar. Også Holland, Belgien og Tyskland har faste ynglebestande af de gæs, der engang blev betragtet som inkarnerede arktiske fugle.
I løbet af få årtier er den russiske bestand af bramgæs, der holder vinter i Holland, Tyskland og Danmark, mangedoblet fra cirka 50.000 til flere end 700.000 individer.
I træktiderne er besøgstallet på de danske lokaliteter for gæs nærmest eksploderet. Nu om dage kan man vinter og forår alt efter vejrliget støde på bramgæs næsten overalt i Danmarks kystnatur, hvor der er grønne enge.
Flere faktorer skal i spil for at forklare bramgåsens fremgang. Den brogede gås har siden 1972 været jagtfredet overalt i Europa, og et fintmasket netværk af reservater med fred og ro til fødesøgning er de senere år etableret i Nordvesteuropa.
Også mildere vintre har gjort det lettere at være gås, og landbrugets vintergrønne marker har sikret mange gæs en pålidelig fødekilde i en grad, så færre gæs bukker under om vinteren.
Måske har bramgåsen tidligere i historien ynglet på vores himmelstrøg, men er så blevet presset nordpå på grund af efterstræbelse.
Men hvis gæs får fred og ro på deres ynglepladser og i deres vigtige vinterkvarterer, er de i stand til at kolonisere helt nye områder.
Madro i landskabet spiller en afgørende rolle for bramgæs. Det hænger sammen med, at gæs æder en god del af livet. Om vinteren, når dagene er korte, kan gæs bruge 90 procent af deres tid i de lyse timer på at søge føde.
Forklaringen på den store appetit skal søges i gæssenes fordøjelse. Mens en ko i kraft af sine fire maver og en effektiv bakterieflora kan optage op imod 80 procent af sin planteføde, er gæs kun i stand til at optage 25-30 procent af næringsstofferne i føden.
Derfor skal gæs æde dagen lang. I løbet af bare en time passerer alt godt fra engen eller marken gennem gåsen og efterlader en fiberrig klat for enden af gåsegangen.
Særligt føden i april og maj spiller en vigtig rolle for bramgæs, for det er på denne årstid, at fuglene grundlægger den kondition, der skal bringe dem sikkert mod deres fjerne ynglepladser i nordøst og give dem en frugtbar sæson.
Når græs og afgrøder på vores breddegrader eksploderer i et orgie af næring, er gæs i stand til at øge deres kropsvægt med op imod 40 procent. Og det er livsnødvendigt at have reserver at tære af, for gåsen, der er alene om udrugningen, ligger så vidt muligt på reden alle de 22-28 dage, det varer at ruge gæslingerne ud.
Den sulter og tærer af det fedtlag, den har bygget op på sine danske, tyske eller hollandske rastepladser.
Vores velfærd, tolerance og overskud af næring i landskabet vil i sidste ende afgøre, om bramgåsen skal have endnu mere frugtbarhed og fremgang de kommende år.
I dag ved vi, at gæs, som vi troede udelukkende var arktiske, sagtens kan yngle i tempererede egne. Bramgåsen er de seneste årtier begyndt at yngle i lande langt mod syd i Østersøen.
Sverige har en tusindtallig ynglebestand af bramgæs, og Saltholm i Øresund huser flere end 1.000 bramgåsepar. Også Holland, Belgien og Tyskland har faste ynglebestande af de gæs, der engang blev betragtet som inkarnerede arktiske fugle.
I løbet af få årtier er den russiske bestand af bramgæs, der holder vinter i Holland, Tyskland og Danmark, mangedoblet fra cirka 50.000 til flere end 700.000 individer.
I træktiderne er besøgstallet på de danske lokaliteter for gæs nærmest eksploderet. Nu om dage kan man vinter og forår alt efter vejrliget støde på bramgæs næsten overalt i Danmarks kystnatur, hvor der er grønne enge.
Flere faktorer skal i spil for at forklare bramgåsens fremgang. Den brogede gås har siden 1972 været jagtfredet overalt i Europa, og et fintmasket netværk af reservater med fred og ro til fødesøgning er de senere år etableret i Nordvesteuropa.
Også mildere vintre har gjort det lettere at være gås, og landbrugets vintergrønne marker har sikret mange gæs en pålidelig fødekilde i en grad, så færre gæs bukker under om vinteren.
Måske har bramgåsen tidligere i historien ynglet på vores himmelstrøg, men er så blevet presset nordpå på grund af efterstræbelse.
Men hvis gæs får fred og ro på deres ynglepladser og i deres vigtige vinterkvarterer, er de i stand til at kolonisere helt nye områder.
Madro i landskabet spiller en afgørende rolle for bramgæs. Det hænger sammen med, at gæs æder en god del af livet. Om vinteren, når dagene er korte, kan gæs bruge 90 procent af deres tid i de lyse timer på at søge føde.
Forklaringen på den store appetit skal søges i gæssenes fordøjelse. Mens en ko i kraft af sine fire maver og en effektiv bakterieflora kan optage op imod 80 procent af sin planteføde, er gæs kun i stand til at optage 25-30 procent af næringsstofferne i føden.
Derfor skal gæs æde dagen lang. I løbet af bare en time passerer alt godt fra engen eller marken gennem gåsen og efterlader en fiberrig klat for enden af gåsegangen.
Særligt føden i april og maj spiller en vigtig rolle for bramgæs, for det er på denne årstid, at fuglene grundlægger den kondition, der skal bringe dem sikkert mod deres fjerne ynglepladser i nordøst og give dem en frugtbar sæson.
Når græs og afgrøder på vores breddegrader eksploderer i et orgie af næring, er gæs i stand til at øge deres kropsvægt med op imod 40 procent. Og det er livsnødvendigt at have reserver at tære af, for gåsen, der er alene om udrugningen, ligger så vidt muligt på reden alle de 22-28 dage, det varer at ruge gæslingerne ud.
Den sulter og tærer af det fedtlag, den har bygget op på sine danske, tyske eller hollandske rastepladser.
Vores velfærd, tolerance og overskud af næring i landskabet vil i sidste ende afgøre, om bramgåsen skal have endnu mere frugtbarhed og fremgang de kommende år.
