Stellersanden truet af udryddelse
mandag 21. marts 2005 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Om 100 år kan den arktiske Stellersand være uddød. Det frygter Stefan Pihl, koordinator for overvågning af fugle hos Danmarks Miljøundersøgelser (DMU).
Jan Skriver
Nedturen er indledt. I 1940'erne og 50'erne talte verdens bestand af Stellersænder skønsmæssigt 500.000 fugle. Midt i 1990'erne blev bestanden anslået til 220.000 individer.
De seneste vurderinger fortæller om en bestand, der er dalet til cirka 110.000 fugle.
Udsigterne er yderst dystre for Stellersanden, der dog aldrig ligefrem har været et almindeligt indslag i Østersøens vinterfuglefauna.
- Stellersanden yngler primært i Arktis i den østlige del af Sibirien, hvor de store floder som for eksempel Lena løber ud i Ishavet. Hvis klimaet de næste årtier bliver varmere, som klimatologer spår, vil Stellersandens yngleområder ændre sig så radikalt, at arten næppe vil kunne overleve. Jeg tror, at Stellersanden risikerer at uddø inden for de næste 100 år, siger Stefan Pihl, Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Kalø, der er formand for den internationale specialistgruppe, som tager sig af havdykænder - gruppen som Stellersanden hører til.
Størsteparten af Stellersænderne holder vinter ved nordlige kyster. Varangerfjorden i det allernordligste Norge på grænsen til Rusland hører sammen med områder i Litauen og Estland til artens faste opholdssteder i Europa.
Stellersanden er i yngletiden knyttet til de såkaldte pylogon-søer, der er karakteristiske for tundra-områder med permafrost. Søerne er mangekantede. De er fyldte med myg og småinsekter i den arktiske sommer, og det er dem, som Stellersællingerne lever af.
Hvis klimaet bliver varmere, vil den permanente frost i jordbunden forsvinde og Stellersandens særlige søer vil udvikle sig til sumpe.
- Arten er sårbar på flere måder. Ikke alene er den knyttet til de lavvandede polygon-søer, som helt vil forsvinde med en temperaturstigning, den er også afhængig af mellemkjoven. Denne kjoveart, som lever af lemminger, forsvarer med sin aggressivitet over for polarræve, der trænger ind i yngleområdet, også Stellersanden, som næsten udelukkende bygger rede i tæt naboskab med kjoverne. I sæsoner med mange lemminger får kjoverne mange unger. Det samme gør Stellersænderne. Er der ingen lemminger, opgiver kjoverne måske at yngle. Og så får Stellersænderne heller ingen unger ud at flyve, fordi de mangler kjoverne til at forsvare sig mod ræve, fortæller Stefan Pihl.
- Da klimaændringer i retning af mere varme vil ændre levevilkårene for både lemminger og kjover, risikerer Stellersanden at stå uden allierede samtidig med at dens yngleterræn fuldstændig ændrer karakter. Det er barske odds for en art, som i forvejen er truet, siger koordinatoren hos DMU.
I 1997 lavede Stefan Pihl for EU i regi af BirdLife International en aktionsplan for denne truede fugleart.
Planen giver en opskrift på metoder, der kan bidrage til at hjælpe Stellersanden. Men kampen for arten synes tabt set i et længere perspektiv.
- For omkring 250 år siden kunne man købe Stellersænder på "brættet" i Helsinki og Stockholm, så der må have været en del fugle i farvandet. Efter helt at have været forsvundet i Østersøen i store dele af det 19. og 20. århundrede vendte Stellersænderne i midten af 1960'erne tilbage til farvandet. I løbet af 20 år blev der opbygget en Østersøbestand på op til 8.000 fugle. I dag er denne bestand mere end halveret. I Østersøen er den største trussel for Stellersanden druknedød i garn primært ud for Litauen. I Sovjet-tiden var der meget lidt fiskeri i området, hvor Stellersænderne holder vinter. Da havde ænderne næsten farvandet for sig selv. Men nu er druknedøden blevet en faktor for de arktiske ænder, som altså både er truet på ynglepladserne og i nogle af deres vinterkvarterer, siger Stefan Pihl.
I Nordamerika, hvor Stellersanden tidligere havde en tusindtallig bestand i Alaska, er arten erklæret akut truet. Den er stort set forsvundet som ynglefugl i denne verdensdel.
Og nu lyder alarmklokkerne i Sibirien.
Den norske forsker Torgeir Nygaard har beregnet, at bestanden af Stellersænder bliver halveret hvert 40. år. Og pludselig vil det gå hurtigt, så en nedtur bliver til en rutsjetur.
- I 1800-tallet uddøde Labrador-anden, som Stellersanden er nært beslægtet med. Samme skæbne kan overgå Stellersanden i løbet af dette århundrede, siger Stefan Pihl.
I Danmark er Stellersanden, der har fået sit navn efter en tysk læge, som var med på Vitus Berings ekspeditioner til det østlige Sibirien, en yderst sjælden vintergæst. Enkelte fugle bliver set hver vinter, men den eneste større flok gæstede Danmark i isvinteren 1987, da 13 fugle blev set ved Bornholm og Ertholmene.
De seneste vurderinger fortæller om en bestand, der er dalet til cirka 110.000 fugle.
Udsigterne er yderst dystre for Stellersanden, der dog aldrig ligefrem har været et almindeligt indslag i Østersøens vinterfuglefauna.
- Stellersanden yngler primært i Arktis i den østlige del af Sibirien, hvor de store floder som for eksempel Lena løber ud i Ishavet. Hvis klimaet de næste årtier bliver varmere, som klimatologer spår, vil Stellersandens yngleområder ændre sig så radikalt, at arten næppe vil kunne overleve. Jeg tror, at Stellersanden risikerer at uddø inden for de næste 100 år, siger Stefan Pihl, Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Kalø, der er formand for den internationale specialistgruppe, som tager sig af havdykænder - gruppen som Stellersanden hører til.
Størsteparten af Stellersænderne holder vinter ved nordlige kyster. Varangerfjorden i det allernordligste Norge på grænsen til Rusland hører sammen med områder i Litauen og Estland til artens faste opholdssteder i Europa.
Stellersanden er i yngletiden knyttet til de såkaldte pylogon-søer, der er karakteristiske for tundra-områder med permafrost. Søerne er mangekantede. De er fyldte med myg og småinsekter i den arktiske sommer, og det er dem, som Stellersællingerne lever af.
Hvis klimaet bliver varmere, vil den permanente frost i jordbunden forsvinde og Stellersandens særlige søer vil udvikle sig til sumpe.
- Arten er sårbar på flere måder. Ikke alene er den knyttet til de lavvandede polygon-søer, som helt vil forsvinde med en temperaturstigning, den er også afhængig af mellemkjoven. Denne kjoveart, som lever af lemminger, forsvarer med sin aggressivitet over for polarræve, der trænger ind i yngleområdet, også Stellersanden, som næsten udelukkende bygger rede i tæt naboskab med kjoverne. I sæsoner med mange lemminger får kjoverne mange unger. Det samme gør Stellersænderne. Er der ingen lemminger, opgiver kjoverne måske at yngle. Og så får Stellersænderne heller ingen unger ud at flyve, fordi de mangler kjoverne til at forsvare sig mod ræve, fortæller Stefan Pihl.
- Da klimaændringer i retning af mere varme vil ændre levevilkårene for både lemminger og kjover, risikerer Stellersanden at stå uden allierede samtidig med at dens yngleterræn fuldstændig ændrer karakter. Det er barske odds for en art, som i forvejen er truet, siger koordinatoren hos DMU.
I 1997 lavede Stefan Pihl for EU i regi af BirdLife International en aktionsplan for denne truede fugleart.
Planen giver en opskrift på metoder, der kan bidrage til at hjælpe Stellersanden. Men kampen for arten synes tabt set i et længere perspektiv.
- For omkring 250 år siden kunne man købe Stellersænder på "brættet" i Helsinki og Stockholm, så der må have været en del fugle i farvandet. Efter helt at have været forsvundet i Østersøen i store dele af det 19. og 20. århundrede vendte Stellersænderne i midten af 1960'erne tilbage til farvandet. I løbet af 20 år blev der opbygget en Østersøbestand på op til 8.000 fugle. I dag er denne bestand mere end halveret. I Østersøen er den største trussel for Stellersanden druknedød i garn primært ud for Litauen. I Sovjet-tiden var der meget lidt fiskeri i området, hvor Stellersænderne holder vinter. Da havde ænderne næsten farvandet for sig selv. Men nu er druknedøden blevet en faktor for de arktiske ænder, som altså både er truet på ynglepladserne og i nogle af deres vinterkvarterer, siger Stefan Pihl.
I Nordamerika, hvor Stellersanden tidligere havde en tusindtallig bestand i Alaska, er arten erklæret akut truet. Den er stort set forsvundet som ynglefugl i denne verdensdel.
Og nu lyder alarmklokkerne i Sibirien.
Den norske forsker Torgeir Nygaard har beregnet, at bestanden af Stellersænder bliver halveret hvert 40. år. Og pludselig vil det gå hurtigt, så en nedtur bliver til en rutsjetur.
- I 1800-tallet uddøde Labrador-anden, som Stellersanden er nært beslægtet med. Samme skæbne kan overgå Stellersanden i løbet af dette århundrede, siger Stefan Pihl.
I Danmark er Stellersanden, der har fået sit navn efter en tysk læge, som var med på Vitus Berings ekspeditioner til det østlige Sibirien, en yderst sjælden vintergæst. Enkelte fugle bliver set hver vinter, men den eneste større flok gæstede Danmark i isvinteren 1987, da 13 fugle blev set ved Bornholm og Ertholmene.
