Ismågens hjem smelter
onsdag 1. december 2004 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Canadiske forskere frygter, at den globale opvarmning vil mindske udbredelsen af drivis. Dermed vil ismågen ligesom isbjørnen miste leverum. I løbet af de seneste år er 80 procent af de canadiske yngleområder for ismåger blevet forladt
Jan Skriver
Canadiske forskere slår alarm, for ismågens yngleområder på Ellesmere Island i den nordøstlige del af Canada er stort set blevet rømmet de seneste 3-4 år.
Det oplyser David Boertmann, der er biolog i Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Afdeling for Arktisk Miljø.
- I 1980'erne blev der talt mindst 1.800 ismåger på de klassiske canadiske ynglepladser for arten. Men de seneste år er der kun registreret knap 400 ismåger i områderne Ellesmere og Seymour Island. Og det er bekymrende, for ismågen signalerer ligesom isbjørnen, hvordan det står til med miljøet i Arktis, siger David Boertmann.
- Ismågen er 100 procent afhængig af drivisen, hvor den finder sin føde i sprækker eller ved at følge i sporet af isbjørne. Hvis drivisen mister terræn, fordi klimaet bliver lunere, vil ismågen være en af de arter, som det først går ud over. Den sjældne og meget sårbare mågeart mister kort og godt sit fødegrundlag. Det er måske det, der nu er ved at ske i visse områder, siger David Boertmann.
Ingen ved præcist, hvor stor verdens bestand af ismåger er. Men der findes næppe flere end 15.000 par.
- Der er på mange måder tale om en hemmelighedsfuld fugl, hvis færden vi ikke kender i detaljer. Vi ved dog, at næsten alle ismåger overvintrer på kanten af drivisen i Labrador-havet, siger David Boertmann.
Den russiske øgruppe Severnaja Zemlja nord for Tajmyr-halvøen huser formentlig verdens største bestand af ynglende ismåger. Rundt regnet 2.000 par er der her. Også Franz Josef Land, Svalbard og den nordligste del af Novaja Zemlja har pæne bestande.
- I øjeblikket kender vi ikke ismågens situation i de russiske yngleområder eller på Svalbard. Det er uhyre vanskeligt at nå de afsides ynglesteder, men hvis nedgangen i disse yngleområder svarer til den, der er konstateret i Canada, ser det ikke godt ud for verdens bestand af ismåger, siger David Boertmann.
En af de største kolonier i Arktis tæller op imod 200 par. Den ligger på Henrik Krøyers Holme nær Station Nord og hjørnet af Nordøstgrønland.
Isens måge kan yngle på en flad, stenet bund helt tæt på kysten. Men den kan også lægge sine to æg i halvanden kilometers højde i stejle fjelde et halvt hundrede kilometer fra ugæstfri kyster i nogle af verdens mest øde egne, der på alle årstider er blokeret af is hulter til bulter.
De canadiske forskere må konstatere, at ismågen ikke kun er oppe mod klimatiske kræfter. I Grønland bliver den sjældne og truede måge tilsyneladende nedlagt i et vist omfang. I hvert fald er 19 ismåger, der var ringmærket i Canada, blevet genmeldt i Grønland op til 19 år efter at de var blevet mærket som unger. De var alle skudt.
Det oplyser David Boertmann, der er biolog i Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Afdeling for Arktisk Miljø.
- I 1980'erne blev der talt mindst 1.800 ismåger på de klassiske canadiske ynglepladser for arten. Men de seneste år er der kun registreret knap 400 ismåger i områderne Ellesmere og Seymour Island. Og det er bekymrende, for ismågen signalerer ligesom isbjørnen, hvordan det står til med miljøet i Arktis, siger David Boertmann.
- Ismågen er 100 procent afhængig af drivisen, hvor den finder sin føde i sprækker eller ved at følge i sporet af isbjørne. Hvis drivisen mister terræn, fordi klimaet bliver lunere, vil ismågen være en af de arter, som det først går ud over. Den sjældne og meget sårbare mågeart mister kort og godt sit fødegrundlag. Det er måske det, der nu er ved at ske i visse områder, siger David Boertmann.
Ingen ved præcist, hvor stor verdens bestand af ismåger er. Men der findes næppe flere end 15.000 par.
- Der er på mange måder tale om en hemmelighedsfuld fugl, hvis færden vi ikke kender i detaljer. Vi ved dog, at næsten alle ismåger overvintrer på kanten af drivisen i Labrador-havet, siger David Boertmann.
Den russiske øgruppe Severnaja Zemlja nord for Tajmyr-halvøen huser formentlig verdens største bestand af ynglende ismåger. Rundt regnet 2.000 par er der her. Også Franz Josef Land, Svalbard og den nordligste del af Novaja Zemlja har pæne bestande.
- I øjeblikket kender vi ikke ismågens situation i de russiske yngleområder eller på Svalbard. Det er uhyre vanskeligt at nå de afsides ynglesteder, men hvis nedgangen i disse yngleområder svarer til den, der er konstateret i Canada, ser det ikke godt ud for verdens bestand af ismåger, siger David Boertmann.
En af de største kolonier i Arktis tæller op imod 200 par. Den ligger på Henrik Krøyers Holme nær Station Nord og hjørnet af Nordøstgrønland.
Isens måge kan yngle på en flad, stenet bund helt tæt på kysten. Men den kan også lægge sine to æg i halvanden kilometers højde i stejle fjelde et halvt hundrede kilometer fra ugæstfri kyster i nogle af verdens mest øde egne, der på alle årstider er blokeret af is hulter til bulter.
De canadiske forskere må konstatere, at ismågen ikke kun er oppe mod klimatiske kræfter. I Grønland bliver den sjældne og truede måge tilsyneladende nedlagt i et vist omfang. I hvert fald er 19 ismåger, der var ringmærket i Canada, blevet genmeldt i Grønland op til 19 år efter at de var blevet mærket som unger. De var alle skudt.
