DEBAT: Skal EU virkelig redde Danmarks natur?

Vi kan næppe blive uenige om, at naturen er trængt. Det er dokumenteret i masser af undersøgelser, og også Natur- og Landbrugskommissionen dokumenterede det.

Vi kender således problemerne og også løsningerne. Og vi kan sikkert også blive enige om målet: en rig og varieret natur, herunder at vi skal stoppe tilbagegangen i biodiversiteten inden 2020. Så langt, så godt.

Men problemerne tårner sig op, når gildet skal finansieres. Skal vi selv til lommerne, eller skal EU redde vores vigtigste natur, og hvor skal der sættes ind? I et indlæg på Altinget forleden foreslog næstformand i Landbrug og Fødevarer, Lone Andersen, at indsatsen kun skal ske på de statslige arealer.

DOF mener, at indsatsen bestemt også skal ske på de private områder. Skal det batte noget, så skal der afsættes betydeligt flere kroner på Finansloven til målrettet naturgenopretning og -forvaltning end tilfældet er nu med de indsatser, som regeringen har med i Naturpakken.

Fx mangler der i den grad midler til at realisere Natura 2000-planerne, både på de private og de statslige arealer. En konsekvens af de få midler er desværre, at ambitionsniveauet sænkes, og det er det modsatte, der er brug for. 

Især på de private arealer kniber det gevaldigt, for kommunerne har med deres begrænsede ressourcer meget svært ved at lokke lodsejere til at gøre det rigtige naturmæssigt, og så kommer natur altid til kort over for plejehjem, skoler mv. 

Det vil være fint, hvis en Naturpakke 2.0 fokuserer på de lysåbne levesteder, men indsatsen skal ledsages af finansiering.

Hvis regeringen vil tilvejebringe disse midler på Finansloven, så vil lodsejere, inkl. Naturstyrelsen være fri for at skulle søge EU om landbrugsstøttekroner for at bruge dem til naturindsatsen. Det vil være langt bedre og mindre risikofyldt for den enkelte ejer, hvis det er rene statsfinansielle midler til natur, vi taler om. 

Som det er i dag, er en overordentlig stor del af indsatsen i Natura 2000-områderne finansieret af EU, bl.a. gennem tilskud til afgræsning af de lysåbne områder. Det er sådan set udmærket, men udfordringen er, at pengene skal bruges inden for nærmere definerede regler, hvor driften skal kunne begrundes som landbrugsdrift. Det er ikke altid, som det nu fortolkes i Danmark, foreneligt med en fokuseret indsats for en bestemt art eller naturtype.

Det vil derfor være langt lettere, hvis det er ”rene” danske penge målrettet natur.På den anden side ser DOF gerne, at Danmark følger andre lande og fortolker EU-støttereglerne langt mindre firkantet end nu. Det vil kunne gavne de lysåbne områder, så næste gang muligheden byder sig, bør flere midler flyttes til natur via landdistriktsmidlerne.DOF ønsker at bevare og optimere naturværdierne på de lysåbne biotoper, og hvor dette er muligt gerne med naturlige græssere.

Men vi undgår ikke, at der de fleste steder skal ske en eller anden form for målrettet drift, pleje eller forvaltning, hvis målet skal nås. Uanset, hvad man kalder det, så kræver det menneskelig styring og indsats, og det koster, i al fald i en lang årrække, indtil en naturlig dynamik måske har indfundet sig.

Nogle er tiltalt af at eksperimentere med elge eller bisoner i store indhegninger, og det er da meget interessant og eksotisk, men det bliver altså mere undtagelsen end reglen i forhold til det meget store behov, der er for at vedligeholde vores lysåbne natur.        

Ud over en indsats for en bedre natur på enge, strandenge, overdrev og heder mangler der midler til øget jordfordeling til gavn for lodsejere og natur, en indsats mod invasive arter, fortsat fokus på at udlægge urørt skov samt registrering af værdifuld biodiversitet i de private skove.

Det ville være så godt, hvis en Naturpakke 2.0 kunne blive en bred politisk aftale om Danmarks natur, der rækker 10-20 år frem, og hvor rød og blå blev til grøn.

Vi har behov for at skabe enighed om at afsætte flere midler på Finansloven, så det ikke primært er EU, der skal redde Danmarks mest værdifulde natur.

Diverse pakker og planer, der ser dagens lys, hver gang rorgængeren skifter side i Folketinget, holder kun kort tid, og en sådan slingrekurs er ikke til gavn for naturen, der har brug for det langsigtede perspektiv.

Debatindlæg bragt på altinget.dk 28. september