Sådan får vi fuglene tilbage i landbrugslandet

Bestanden af vibe er reduceret med 75 procent over de seneste 40 år. Viben vil først og fremmest bare gerne have adgang til bar jord - jo vådere jo bedre. Foto: Jørgen Dam

Tre millioner af landbrugslandets fugle er forsvundet inden for de seneste 40 år, kunne DOF vise for nylig.

Det er i særlig grad gået ud over arter som agerhøne, vibe, dobbeltbekkasin, sanglærke, tornirisk og gulspurv.

Til dem kan vi lægge yderligere tre arter nemlig strandskade, rødben og stær, der også udviser klar præference for landbrugslandet, og hvis bestande er i frit fald.

I denne uge kunne den tyske naturbeskyttelsesorganisation, NABU, så fortælle, at 12,7 mio. fugle er forsvundet fra Tyskland på bare 12 år – igen med landbrugslandets arter som dem, det er gået hårdest ud over.

Men hvad er årsagen, og hvordan får vi vendt udviklingen, hvis vi som nation gerne vil sætte et aftryk, der viser overskud og evne til igen at forene godt brød, flæskesteg og culotte med lyden af lærkesang og vibeskrig?

Paradoksalt nok har det siden 1960’erne været sådan, at langt hovedparten af de offentlige såvel som private ressourcer, der har været brugt på naturbeskyttelse, er gået til at prøve at forstå, afbøde og imødegå effekterne af de officielle land- og skovbrugspolitikker.

For det er nemlig her, at årsagen til hele miseren ligger. Ikke så meget hos den enkelte land- eller skovbruger, som i hele den politik, der får land- og skovbrugerne til at agere, som de gør.

Hvad landbrugslandet angår, peger al videnskabelig litteratur og de erfaringsbaserede rapporteringer alle i én og samme retning: Der mangler fugls føde og plads til natur og ekstensivt drevne arealer i landbrugslandet. Mindst 10 % af den intensivt drevne landbrugsjord skal udtages, hvis udviklingen skal vendes. Så enkelt kan det siges.

Går vi ned på artsniveau, er kravene naturligvis forskellige til den natur og de ekstensivt drevne arealer, der behøves. Viben og sanglærken undgår f.eks. levende hegn og vil først og fremmest bare gerne have adgang til bar jord - for vibens vedkommende jo vådere jo bedre - mens f.eks. gulspurven og tornsangeren er tæt knyttet til de levende hegn, gerne med en urterig fodpose. Fælles for dem alle er imidlertid en hungrende efterspørgsel efter flere ukrudtsfrø, flere insekter og flere regnorm. Og det opnår man kun gennem en ekstensivering af landbrugsdriften.

Nu åbner der sig så et vindue på vid gab for at få gjort noget ved det, nemlig den forestående revision af den europæiske landbrugspolitik.

Og hvad er det så lige, der skal til? Ja, et helt centralt styringselement er landbrugsstøtten. Landbrugere er - som vi andre - økonomisk rationelt tænkende væsener, der selvfølgelig gør, hvad der for dem giver det største udkomme og dermed en overlevelseschance i en i øvrigt hård konkurrence. Derfor udnytter landbrugerne naturligvis støtteordningerne og de handlerum, de udstikker – uanset hvor kontraproduktive de måtte være.

Og kontraproduktive, det er de sandt for dyden. Her fire eksempler med tilhørende forslag til, hvad der kunne gøres bedre:

1. Landmænd bliver økonomisk begunstigede ved at holde marginaljord under plov og straffet for at efterlade eller tillade ’natur’ på de støtteberettigede arealer. Hvis du holder et areal opdyrket og holder naturen i ave ved mindst én årlig landbrugsmæssig aktivitet, er du berettiget til et årligt tilskud (grundbetaling) på i størrelsesordenen 2000 DKK pr. ha. Det kan med andre ord betale sig at dyrke jord med et driftsmæssigt underskud (før tilskud), så længe du blot kan holde tabet under de garanterede 2000 DKK. Alene med det formål at opretholde grundbetaling dyrkes derfor meget marginaljord, som i virkeligheden var bedst tjent med at ligge hen som natur.

Løsning: Grundbetalingen afkobles fra aktivitetskravet, og landmanden får sin nuværende grundbetaling omregnet, så den dækker hele hans ejendom – med og uden natur. Derved fjernes incitamentet til at holde underskudsgivende marginaljord opdyrket, mens landmanden holdes skadesløs. Sanglærkerne vil trille over de ekstensivt drevne marginaljorde og gulspurvene trives i krat og buskadsers på de helt opgivne jorde.

2. Landmænd risikerer at blive økonomisk straffet, hvis de forsøger at gøre brug af de tilskudsordninger til f.eks. græsning og anden naturpleje, der trods alt findes, og de kan kun få kompensation for ekstraordinære udgifter.
Kompensation kan ingen som bekendt leve af, og hertil kommer, at græsningstilskud forudsætter, at du kan dokumentere enten et vist græsningstryk i form af antal dyr hen over sommeren eller en fuldstændig nedbidning af arealet ved normal græsningssæsons ophør. Og så har dyrene ikke noget at leve af om vinteren, hvis du vælger det, der er bedst for naturen, nemlig helårsgræsning.

Fejler du, trækkes der ikke blot i græsningstilskuddet, men i grundbetalingen for al den jord, du dyrker. Det får mangen en landmand til at undlade at gøre brug af disse støtteordninger, godt skræmt på vej af overforsigtige konsulenter.

Løsning: Støtten til naturpleje gøres resultatbaseret og konverteres fra en kompensationsordning til en egentlig indtægtskilde, landmanden kan leve af – og leve desto bedre, desto flere viber og orkideer, der trives på hans arealer. Resultatbaseret støtte kendes fra mange andre EU-lande, og har resulteret i et langt større ejerskab og engagement fra landmændenes side. Og så selvfølgelig i mere natur. Resultatbaseret støtte vil blive akkompagneret af glade vibeskrig, stærefløjt og rødbenekald i forårene, der kommer.

3. Et forsøg på ’grønning’ af støtten ved seneste revision er endt i et flop – uden øget naturindhold, men med en masse tung administration. Ideen var ellers, at alle landmænd med mere end 15 ha skulle udtage 5 % af deres dyrkningsjord som såkaldte miljøfokusområder for at få de sidste 30 % af grundbetalingen udbetalt. Men miljøfokusområderne endte med at blive helt virkningsløse. F.eks. kan man indfri kravet ved at udlægge 16-17 % af sin jord med efterafgrøder, der må nedvisnes igen efter tre måneder – og det valgte langt hovedparten af de danske landmænd.

Løsning: Grønningskravene erstattes af et generelt krav om naturplaner for alle ejendomme, der ønsker tilskud. Planer, der skal sætte veldefinerede mål og milepæle for fremme af givne naturtyper og arter, og modsvare nationale handeplaner, der igen opfylder EU-definerede krav til de enkelte lande. Naturplaner og støtteudnyttelse skal kunne indarbejdes i kollektive ordninger med fælles ansvar for opfyldelse af såvel planer som støttevilkår. Naturplanlagte ejendomme med tværgående indsatser vil fylde forårsnætterne med agerhønsenes sælsomme kald og bekkasinernes humren.

4. Danmark opgav i 2017 den engangsydelse til varigt udtag, som den gældende forordning giver en teoretisk mulighed for. Det ville ellers kunne bidrage til en gunstig landskabsmæssig udvikling, hvor landmænd – mod kompensation – varigt kunne udtage dårlige jorde og lade dem henligge som natur til evig tid. Men reglerne var for indviklede og forordningen for uklar, mente ministeriet.

Løsning: Adgangen til at konvertere løbende støtte til engangsydelser mod varigt udtag tydeliggøres i den næste forordning og implementeres i Danmark som det første skridt i retning mod udtagning af sammenlagt 10 % af landbrugsjorden til natur- og biodiversitetsformål. Gulspurve, tornsangere og ditto irisker vil stortrives i den nye natur

Mere målrettede krav til sikring af de mest sårbare naturtyper og arter

Ud over de fire nævnte forbedringsforslag, så må kravene til den nye europæiske landbrugspolitik være, at der formuleres langt mere målrettede krav, herunder krav til opretholdelse af gunstig bevaringsstatus for truede naturtyper og rødlistede arter, og at der afsættes øremærkede midler hertil i EU-budgetterne.
De enkelte lande kunne så f.eks. få tildelt særlige ansvarsarter og -naturtyper, som vi kunne gøre det til et fælles anliggende at fremme. Så kunne lærkesang og franskbrød måske igen blive to alen ud af samme stykke – i stedet for som nu hinandens modsætninger.