Politiet skal have dyredetektiver

søndag 13. november 2022 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Forbrydelser mod naturen har brug for sin helt egen politienhed. Opklaringer af faunakriminalitet er stort set ikke-eksisterende, og det er ikke godt nok, mener DOF BirdLife. Forslaget om et naturpoliti er på ny blevet aktuelt, efter et nyt DR-program har kastet sig over sagen om de fem giftdræbte havørne på Tåsinge i efteråret 2020.
af Anton Gundersen Lihn

Dod havorn november Tasinge foto Poul Rasmussen lilleDen døde havørn er den femte havørn, der mistede livet på Tåsinge i løbet af få måneder i efterået 2020. Foto: Poul Rasmussen.

Det er stadig uvist, hvem der forgiftede fem havørne og en rød glente på Tåsinge i efteråret 2020.

Den voldsomme sag er en af de seneste på en lang liste over uopklarede sager om drab på danske rovfugle. Og det viser med al tydelighed, at der er behov for flere ressourcer til at efterforske sager om naturkriminalitet.

- Der er desværre næsten ingen konsekvenser ved at tage livet af fredede dyr i den danske natur. I de fleste tilfælde skyldes det, at sagerne ikke bliver opklaret, men havner i arkivskabet fremfor i byretten, siger Egon Østergaard, der er formand i Dansk Ornitologisk Forening / BirdLife Danmark.

- Uanset om vi kalder det naturpoliti, økokrim eller dyredetektiver, så er det nødvendigt, at politiet får en enhed, der bliver eksperter i at efterforske forbrydelser mod naturen som giftdrab på rovfugle, ulovlige fælder eller nedskydning af fredede dyr, siger han.

Tidligere drabschef undersøger havørnedrab på Tåsinge

Sagen om de fem havørne og en rød glente, der alle blev fundet forgiftet med den ulovlige gift carbofuran blev i sommeren 2021 henlagt af Fyns Politi efter en ufrugtbar efterforskning. Men nu er sagen blevet aktuel igen.

Søndag den 13. november har DR premiere på programserien 'Ørnedræberne', hvor en journalist sammen med den tidligere drabschef i Københavns Politi Jens Møller Jensen, forsøger at finde frem til, hvem der har dræbt de seks rovfugle på Tåsinge.

Allerede i de første minutter af programmet erklærer Jens Møller Jensen sig enig i, at der er brug for at øge indsatsen overfor faunakriminalitet.

- Jeg synes, at det ville være dejligt, hvis der var et faunapoliti. Det er relativt få af sådan nogle miljølovsovertrædelser, der bliver efterforsket, siger den tidligere drabschef i programmet, der har fået titlen Ørnedræberne.

Giftsager

Ornitologer og jægere har fælles ønske om faunapoliti

Indsatsen for at forhindre drab på rovfugle har altid været en mærkesag for DOF BirdLife. I 1906 blev Dansk Ornitologisk Forening blandt andet stiftet for netop at beskytte de danske rovfugle.

- Det er gået rigtig godt med at passe på de danske rovfugle de seneste årtier, hvor de fleste arter er stabile eller i fremgang. Men nu skal vi helt i mål. Det skal være fuldstændig slut med at rovfugle dør for menneskers hånd, og et af midlerne er et naturpoliti, der kan finde de brodne kar og virke præventivt overfor folk med ondt i sinde, siger Egon Østergaard.

Netop i år har DOF BirdLife haft projektet ”Fælles fokus på de danske rovfugle” sammen med Danmarks Jægerforbund. Projektet har som overordnet formål at stoppe alle drab på rovfugle i den danske natur gennem dialog, oplysning og aflivning af myter og misforståelser.

DOF BirdLife og Danmarks Jægerforbund har sammen med resten af Vildtforvaltningsrådet tidligere sendt en fælles opfordring til justitsministeren og miljøministeren om at styrke indsatsen mod faunakriminalitet med blandt andet særlig politienhed til efterforskning af forbrydelser mod naturen.

Anbefalingerne fra Vildforvaltningsrådet er samlet i fire fokusområder:

  1. Styrket efterforskning: Erfaringsopbygning og specialisering i efterforskning hos Politiet
  2. Hårdere straffe: Øget anvendelse af den nuværende strafferamme
  3. Styrket myndighedstilsyn: Der er behov for at prioritere resurser til at øge tilsynet
  4. Styrket samarbejde på tværs af ministerierne og ligeledes erfaringsudveksling mellem landsdelene.

Programserien ’Ørnedræberne’ om forgiftningen af fem havørne og en rød glente på Tåsinge har premiere den 13. november klokken 21 på DR2 og alle afsnit kan ses på DRTV samme dag fra klokken 6.

Yderligere oplysninger:

Egon Østergaard, formand i DOF
Tlf. 31 16 20 30

Knud Flensted, biolog i DOF
Tlf. 21 24 22 75

Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00