Nyt formidlernetværk: Bliv ’Fugleambassadør’ i DOF BirdLife
’Fugleambassadørerne’ i DOF BirdLife er et spritnyt formidlernetværk for voksne medlemmer af DOF med interesse for formidling af fugle og natur til de mindste. Foto: Kasper Rander
Der skal mere drøn på fugleglæden og naturforståelsen hos de yngste generationer. Naturoplevelser og viden giver nemlig lyst til at passe bedre på vores natur, og så øger det sundheden og løfter humøret.
Derfor lancerer DOF’s projekt Fugle For Alle et nyt tiltag for at styrke naturformidlingen i børnehøjde.
’Fugleambassadørerne’ i DOF BirdLife er et spritnyt formidlernetværk for voksne medlemmer af DOF med interesse for formidling af fugle og natur til de mindste.
- Vi ved, at der går rigtig mange medlemmer rundt fyldt til randen med viden om både fuglene og naturen. Mange af dem mangler kun en lille håndsrækning for at kunne øse af deres viden til børnene. Her kan netværket af fugleambassadører være værktøjet til at komme i gang, siger projektleder i Fugle For Alle, Jakob Bredsdorff Frederiksen.
Et fællesskab for fugleformidling
Fugleambassadørerne vil løbende få tilbudt netværksmøder, workshops og inspiration til formidling og aktiviteter, der klæder hver enkelt på til at formidle natur og fugle for børn.
- Netværket handler især om at skabe et fællesskab, hvor fugleambassadørerne kan støtte hinanden, idéudveksle og samarbejde. Nye ambassadører kan komme med de mere erfarne på den første tur, de kan samarbejde om at gennemføre fugleture, og så er det jo også fedt at lære nogle andre naturinteresserede at kende, som også godt kan lide at formidle, siger Jakob Bredsdorff Frederiksen.
Netværkets medlemmer kommer i spil i forbindelse med DOF's tilbud til børn fra 6 til 12 år – Ørneklubben, hvor Fugleambassadørerne har den bærende rolle i at arrangere Ørneklubbens fugleture rundt om i landet.
Vil du være Fugleambassadør?
Projekt Fugle For Alle begyndte i 2020 og slutter ved udgangen af 2023 og er støttet af Nordea-fonden. I projektperioden bliver grundstenene lagt til et stærkt netværk, der kan fortsætte mange år ud i fremtiden, også efter projektet er slut.
De første netværksmøder og workshops er allerede afholdt, men flere er på vej, og der er rigeligt plads til mange flere fugleambassadører i netværket, der dækker hele landet.
Vil du være Fugleambassadør, eller vil du bare gerne høre mere?
Så skriv til projektleder Jakob Bredsdorff Fredriksen på jbf@dof.dk