Skarver på slap line

Når jeg tænker 20 år tilbage, og i tankerne zoomer ind på skarven, mindes jeg en rædselsslagen fugl, der tydeligvis kun havde haft dårlige oplevelser med min egen art.
Skarven holdt i reglen kun til på de yderste skær og revler hinsides menneskelig rækkevidde.

Hvis den endelig kom tæt på os, sad den alleryderst på havnemolen og var i højeste alarmberedskab. Den lignede en bombe af adrenalin, der kunne detonere hvert øjeblik.
Når man overraskede en skarv, flygtede den, så den var ved at flyve ud af sin fjerdragt, og den stoppede først, når den var et godt stykke inde i nabokommunen.

I dag er det anderledes. Skarven er fortsat på vagt, den er nemlig ikke nogen dum fugl.

Men den har konverteret sin rædsel til respekt, så nu sker det ikke så sjældent endda, at man kan få nærkontakt med fuglen, der tillader sig at leve af fisk, hvorfor den pr. definition er hadet af folk, der ejer en ruse.

Hvorfor går hadet i vores kultur i grunden aldrig ud over regnormeædere som solsorte?

Regnorme er nyttige, og dem kan vi ikke få for mange af, hvis vi vil bevare et frugtbart agerbrug. Hvis solsorten kommer for godt i gang, kan den true vores planteavl, så skulle vi ikke lige tage en debat om en forvaltningsplan for solsorte?

Nå, tilbage til skarven, den gamle ålegnasker.
Jeg så en hel flok i havnen i Hals, og de lå og fiskene klos op ad turister og bilister, der var ude for at snuse til drivhuseffekten og dens forårsmilde januarluft.

Og en af de fremmeligste skarver gik på en line af tropeblå nylon mellem skibene og satte sig til rette på marinaens solbeskinnede gangbro, hvor den tørrede vinger og afleverede en hvid stråle med rester af alt godt fra havet.

Jeg så andre skarver sidde på sten ved molerne og brede deres vinger ud, som om de pralede med, hvor store fisk de havde fanget i fjorden.

Og de lod folk komme ganske tæt på, så de næsten kunne fornemme fuglenes smaragdgrønne øjne.

Det var på sådan en dag, at skarven kvitterede for sin fredning ved at invitere publikum ind i privatsfæren.