Trane på æggerov hos viberne
mandag 9. juli 2007 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Den mægtige trane er ikke kun til planteføde, den tager også æg og fugleunger, hvis den altså får chancen
Jan Skriver
Med et af fuglefaunaens bedste overblik spadserede tranen omkring på marken, hvis grønne plantetæppe havde nået en højde, som netop kunne skjule en vibe i fuld figur.
Markens sprøjtespor skabte smalle åbninger, som tranen kiggede særligt nøje efter for spiseligt.
Der var nu ikke meget at komme efter på sådan en sommerdag, hvor høsten endnu lå et stykke forude.
I sensommeren ville der til gengæld vanke rigeligt med spildkorn til tranen, der i dag måtte finde andre fødekilder.
Da var det, at viberne kom ind i billedet.
To-tre par viber holdt til på marken, hvor tranen havde valgt at gå systematisk til værks og gennemsøge alle de lave partier, hvor sandsynligheden for vadefuglereder var størst.
Men viberne holdt sammen.
De skiftedes til at gå på vingerne og jage med den langbenede trane, der dukkede sig og hvæsede hver gang, de adrætte viber for alvor slog saltomortaler i hovedhøjde. Det var en eskadrille af dansende David'er mod en gående Goliath.
Viben er og bliver et modigt væsen, der sjældent giver op, og efter et kvarters tid måtte Europas højeste fugl kapitulere med alle sine cirka 150 centimeter.
Måske en smule skræmt og i hvert fald irriteret tog den sit lange tranetilløb og lettede, mens viberne gav den en afsluttende overhaling.
Tranen fløj ind i mosen igen, og terrænet lukkede sig om den.
Måske den forsøgte sig med regnspoven eller en bynkefugl. Hvis den da ikke tog til takke med anden sorterings bær fra sidste år.
For det varer lidt endnu, inden den lave vegetation serverer delikate tranebær ad libitum.
Markens sprøjtespor skabte smalle åbninger, som tranen kiggede særligt nøje efter for spiseligt.
Der var nu ikke meget at komme efter på sådan en sommerdag, hvor høsten endnu lå et stykke forude.
I sensommeren ville der til gengæld vanke rigeligt med spildkorn til tranen, der i dag måtte finde andre fødekilder.
Da var det, at viberne kom ind i billedet.
To-tre par viber holdt til på marken, hvor tranen havde valgt at gå systematisk til værks og gennemsøge alle de lave partier, hvor sandsynligheden for vadefuglereder var størst.
Men viberne holdt sammen.
De skiftedes til at gå på vingerne og jage med den langbenede trane, der dukkede sig og hvæsede hver gang, de adrætte viber for alvor slog saltomortaler i hovedhøjde. Det var en eskadrille af dansende David'er mod en gående Goliath.
Viben er og bliver et modigt væsen, der sjældent giver op, og efter et kvarters tid måtte Europas højeste fugl kapitulere med alle sine cirka 150 centimeter.
Måske en smule skræmt og i hvert fald irriteret tog den sit lange tranetilløb og lettede, mens viberne gav den en afsluttende overhaling.
Tranen fløj ind i mosen igen, og terrænet lukkede sig om den.
Måske den forsøgte sig med regnspoven eller en bynkefugl. Hvis den da ikke tog til takke med anden sorterings bær fra sidste år.
For det varer lidt endnu, inden den lave vegetation serverer delikate tranebær ad libitum.
