Storkefarme spolerer storkens natur
onsdag 16. januar 2008 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Det er hverken storkens gener eller dens geografiske oprindelse, der afgør, om fuglen glemmer sin trækdrift. Det er livet i en indhegnet flok i en farm, der er problemet, når storke begynder at opføre sig unaturligt. Den bedste storkehjælp går gennem naturgenopretning og et mere føderigt landskab, mener DOF
Jan Skriver
Det skånske storkeprojekt har fejlet, selv om dets formål om at genskabe en naturlig bestand af hvide storke i Sverige er ædelt nok. Det mener Hans Skov, der er Dansk Ornitologisk Forenings førende ekspert i den hvide stork.
- Hovedproblemet er de store koncentrationer af storke, der i flere år bliver holdt i indhegninger, og som bliver fodret året rundt. Man kan holde en stork i bur i et år, men så heller ikke længere. Da undertrykker man dens trækinstinkter. Og det gør man, uanset den oprindeligt kommer fra Nordafrika eller Polen, siger Hans Skov.
DOF’s storkeekspert påpeger, at indhegninger med opdrættede storke, der regelmæssigt bliver fodret, er med til at tiltrække fritflyvende fugle, så de glemmer at være vilde.
- Når et storkeprojekt ender med deciderede storkefarme, går det galt. I princippet kunne man godt hjælpe en vild storkebestand ved at udsætte et vist antal fugle, der er avlet i en form for fangenskab.
- Det er dog helt afgørende, at man ikke fodrer storkene om vinteren. Man skal heller ikke holde dem længe i bur. Det er naturligvis også altafgørende, at det terræn, som storkene skal leve i, når de bliver sat ud, er tilstrækkeligt rigt på føde, så fuglene kan få levedygtige unger, siger Hans Skov.
- I Skåne ser det ud til, at landskabet slet ikke er storkevenligt nok til det antal fugle, som hidtil er kommet ud af projektet. Man burde stoppe projektet nu og lade storkene passe sig selv, så de bedst egnede kunne få en adfærd, der er naturlig for arten, siger Hans Skov.
Mens det kun er enkelte af de opdrættede hvide storke fra Skåne, som forsøger at trække mod syd for at holde vinter, viser erfaringer fra Holland, at det er muligt at bevare opdrættede storkes drift og evne til at trække.
I vadehavslandet, hvor et storkeprojekt, der svarer til det svenske, har kørt i en årrække, trækker 60 procent af storkene i en årgang væk efter endt yngletid.
- Man er nu ved at nedlægge de steder, hvor der er opdrættet storke i Holland. Herefter skal bestanden klare sig selv og finde sit niveau.
Retfærdigvis skal det siges, at hollandske storke har lettere ved at flyve sydpå og hurtigt møde artsfæller, som de kan trække med, end det er tilfældet for de skånske fugle. I Skåne tager storkene bogstaveligt talt afsæt på en afsondret halvø, hvor der skal en vis erfaring i at trække ud over Østersøen eller Øresund. For en ung, urutineret stork er det afgørende, at den kan slå følge med sine forældre eller andre erfarne fugle, og da det sjældent er tilfældet i Skåne, bliver et stigende antal ungfugle naturligvis hængende og forstærker problematikken, siger Hans Skov.
Overordnet set har den hvide stork det fint i verden, og arten som sådan behøver ikke en hjælpende hånd fra mennesket for at overleve.
Verdensbestanden er de seneste årtier steget markant til omkring 230.000 par. I 1984 var bestanden på 135.000 par.
I Polen er bestanden af hvide storke næsten
fordoblet fra omkring 30.000 par i 1980’erne til i dag godt 52.000 par.
Yderligere oplysninger:
Dansk Ornitologisk Forening,
Tlf. 33 28 38 00
- Hovedproblemet er de store koncentrationer af storke, der i flere år bliver holdt i indhegninger, og som bliver fodret året rundt. Man kan holde en stork i bur i et år, men så heller ikke længere. Da undertrykker man dens trækinstinkter. Og det gør man, uanset den oprindeligt kommer fra Nordafrika eller Polen, siger Hans Skov.
DOF’s storkeekspert påpeger, at indhegninger med opdrættede storke, der regelmæssigt bliver fodret, er med til at tiltrække fritflyvende fugle, så de glemmer at være vilde.
- Når et storkeprojekt ender med deciderede storkefarme, går det galt. I princippet kunne man godt hjælpe en vild storkebestand ved at udsætte et vist antal fugle, der er avlet i en form for fangenskab.
- Det er dog helt afgørende, at man ikke fodrer storkene om vinteren. Man skal heller ikke holde dem længe i bur. Det er naturligvis også altafgørende, at det terræn, som storkene skal leve i, når de bliver sat ud, er tilstrækkeligt rigt på føde, så fuglene kan få levedygtige unger, siger Hans Skov.
- I Skåne ser det ud til, at landskabet slet ikke er storkevenligt nok til det antal fugle, som hidtil er kommet ud af projektet. Man burde stoppe projektet nu og lade storkene passe sig selv, så de bedst egnede kunne få en adfærd, der er naturlig for arten, siger Hans Skov.
Mens det kun er enkelte af de opdrættede hvide storke fra Skåne, som forsøger at trække mod syd for at holde vinter, viser erfaringer fra Holland, at det er muligt at bevare opdrættede storkes drift og evne til at trække.
I vadehavslandet, hvor et storkeprojekt, der svarer til det svenske, har kørt i en årrække, trækker 60 procent af storkene i en årgang væk efter endt yngletid.
- Man er nu ved at nedlægge de steder, hvor der er opdrættet storke i Holland. Herefter skal bestanden klare sig selv og finde sit niveau.
Retfærdigvis skal det siges, at hollandske storke har lettere ved at flyve sydpå og hurtigt møde artsfæller, som de kan trække med, end det er tilfældet for de skånske fugle. I Skåne tager storkene bogstaveligt talt afsæt på en afsondret halvø, hvor der skal en vis erfaring i at trække ud over Østersøen eller Øresund. For en ung, urutineret stork er det afgørende, at den kan slå følge med sine forældre eller andre erfarne fugle, og da det sjældent er tilfældet i Skåne, bliver et stigende antal ungfugle naturligvis hængende og forstærker problematikken, siger Hans Skov.
Overordnet set har den hvide stork det fint i verden, og arten som sådan behøver ikke en hjælpende hånd fra mennesket for at overleve.
Verdensbestanden er de seneste årtier steget markant til omkring 230.000 par. I 1984 var bestanden på 135.000 par.
I Polen er bestanden af hvide storke næsten
fordoblet fra omkring 30.000 par i 1980’erne til i dag godt 52.000 par.
Yderligere oplysninger:
Dansk Ornitologisk Forening,
Tlf. 33 28 38 00
