Svalbards bramgæs balancerede på randen af udryddelse
tirsdag 10. marts 2009 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Giv gæssene ynglero, jagtfred og reservater, hvorpå de kvitterer med gåsefremgang, lyder moralen, hvis man vil bramgåsen det bedste, oplyser DOF
Jan Skriver
Bramgåsen har i verden tre delbestande, der hver har sin gåsehistorie at fortælle.
Kun den ene bestand af bramgæs har berøring med Danmark. Det er den, hvis gæs yngler på øer i Hvidehavet nord for Rusland, og som i oktober trækker til Holland, Tyskland og nu i stigende grad til Danmark for at raste i og nær Vadehavet og op langs Vestkysten af Jylland og ind i Limfjordslandet.
Omkring 1965 talte denne nordrussiske bestand af bramgæs blot omkring 50.000 individer, men særligt fra slutningen af 1980’erne slog tendensen til en markant fremgang igennem, så bestanden i dag har rundet den halve million.
Ornitologer og gåseeksperter mener, at fremgangen tager afsæt i, at bramgåsen siden 1972 har været fredet i sine overvintringsområder, og fordi der de senere år er oprettet et internationalt netværk af reservater til vandfugle.
At fremgangen fortsætter, skyldes blandt andet mildere vintre, der generelt byder på mere føde for vegetarer i landskabet. Desuden er forholdene på ynglepladserne mod nordøst blevet bedre. Der bliver ikke som tidligere øvet massiv rovdrift mod gæssene, mens de ruger.
Svalbard-bestanden af bramgæs, der trækker til den vestlige del af Skotland for at overvintre, og derfor ikke berører Danmark, har måske haft den mest bemærkelsesværdige gåsefremgang af alle.
I 1940’erne balancerede denne delbestand på kanten af udryddelse, da blot 300 bramgæs var tilbage på den arktiske øgruppe. En alt for voldsom efterstræbelse fra fangstmænd havde reduceret ynglebestandene til et minimum.
Da rovdriften blev stoppet, kvitterede bramgåsen med en fremgang, der var til at få øje på. Og i slutningen af 1990’erne blev Svalbard-bestanden opgjort til flere end 30.000 individer. I løbet af et halvt århundrede var bestanden rundt regnet blevet 100 gange større.
I Østgrønland er bestanden af bramgæs fire-fem-doblet i løbet af de seneste tre-fire årtier, så der i dag findes omkring 45.000 bramgæs i denne region. De holder vinter i Irland og Vestskotland.
Men det er den nordrussiske bestand af bramgæs, som vi i Danmark får besøg af, der har dannet grundlag for den nye tendens, hvor gæs, som man troede udelukkende var arktiske, rykker mod syd og vest for at yngle langt nede i Europa, fordi de har fået fred og ro til det.
Engang blev gæssene bogstaveligt fordrevet fra Nordvesteuropa og landene omkring Østersøen, så de kun kunne være i fred i øde og mennesketomme arktiske egne. I Vadehavet i Holland og Tyskland findes bramgåsen i dag ynglende talrige steder.
Og i disse år er bramgåsen en af de gåsearter, der i træktiden forekommer i størst antal i Danmark. I månedsskiftet april/maj 2003 rastede omkring 55.000 bramgæs på Ballum Forland syd for Rømø-dæmningen kort før fuglenes afgang mod ynglepladserne i nordøst.
Det var en af Danmarks-historiens største flokke af vilde gæs nogensinde.
Kun den ene bestand af bramgæs har berøring med Danmark. Det er den, hvis gæs yngler på øer i Hvidehavet nord for Rusland, og som i oktober trækker til Holland, Tyskland og nu i stigende grad til Danmark for at raste i og nær Vadehavet og op langs Vestkysten af Jylland og ind i Limfjordslandet.
Omkring 1965 talte denne nordrussiske bestand af bramgæs blot omkring 50.000 individer, men særligt fra slutningen af 1980’erne slog tendensen til en markant fremgang igennem, så bestanden i dag har rundet den halve million.
Ornitologer og gåseeksperter mener, at fremgangen tager afsæt i, at bramgåsen siden 1972 har været fredet i sine overvintringsområder, og fordi der de senere år er oprettet et internationalt netværk af reservater til vandfugle.
At fremgangen fortsætter, skyldes blandt andet mildere vintre, der generelt byder på mere føde for vegetarer i landskabet. Desuden er forholdene på ynglepladserne mod nordøst blevet bedre. Der bliver ikke som tidligere øvet massiv rovdrift mod gæssene, mens de ruger.
Svalbard-bestanden af bramgæs, der trækker til den vestlige del af Skotland for at overvintre, og derfor ikke berører Danmark, har måske haft den mest bemærkelsesværdige gåsefremgang af alle.
I 1940’erne balancerede denne delbestand på kanten af udryddelse, da blot 300 bramgæs var tilbage på den arktiske øgruppe. En alt for voldsom efterstræbelse fra fangstmænd havde reduceret ynglebestandene til et minimum.
Da rovdriften blev stoppet, kvitterede bramgåsen med en fremgang, der var til at få øje på. Og i slutningen af 1990’erne blev Svalbard-bestanden opgjort til flere end 30.000 individer. I løbet af et halvt århundrede var bestanden rundt regnet blevet 100 gange større.
I Østgrønland er bestanden af bramgæs fire-fem-doblet i løbet af de seneste tre-fire årtier, så der i dag findes omkring 45.000 bramgæs i denne region. De holder vinter i Irland og Vestskotland.
Men det er den nordrussiske bestand af bramgæs, som vi i Danmark får besøg af, der har dannet grundlag for den nye tendens, hvor gæs, som man troede udelukkende var arktiske, rykker mod syd og vest for at yngle langt nede i Europa, fordi de har fået fred og ro til det.
Engang blev gæssene bogstaveligt fordrevet fra Nordvesteuropa og landene omkring Østersøen, så de kun kunne være i fred i øde og mennesketomme arktiske egne. I Vadehavet i Holland og Tyskland findes bramgåsen i dag ynglende talrige steder.
Og i disse år er bramgåsen en af de gåsearter, der i træktiden forekommer i størst antal i Danmark. I månedsskiftet april/maj 2003 rastede omkring 55.000 bramgæs på Ballum Forland syd for Rømø-dæmningen kort før fuglenes afgang mod ynglepladserne i nordøst.
Det var en af Danmarks-historiens største flokke af vilde gæs nogensinde.
