Fugle på fedekur i Danmark

Næppe nogensinde tidligere i historisk tid har antallet af vilde gæs været højere, end det i disse år er tilfældet.

De fleste arter af vilde gæs fra Europa, Arktis og Sibirien er de seneste årtier blevet talrige i en grad, som man næppe troede mulig en generation tilbage i tiden.

For bare 50 år siden var mange af bestandene på nippet til at være truet af udryddelse. Voldsom efterstræbelse og jagt holdt de vilde gæs nede.

I dag er flere af arterne i kraft af blandt andet fredninger, reservatordninger og en styret jagt blevet mere talrige.

Analyser har vist, at gåsefremgangen først og fremmest skyldes, at flere og flere gæs overlever. Forskerne konkluderer, at det er en mindre dødelighed og ikke bedre yngleresultater, der giver gæssene medvind i disse år.

Tidligere har efterstræbelse og jagt holdt de fleste bestande af gæs på et unaturligt lavt niveau. At de store vegetarer nu er for opadgående fører i stigende grad til konflikter mellem gåseflokke og landbruget, da gæssene i mange tilfælde søger til dyrkede marker for at blive mætte.

I Europa optræder 23 gåsebestande, der så at sige hver især har deres sæt af ynglesteder, trækruter, rastepladser og vinterkvarterer.

Den største af Europas gåsebestande tæller op imod 2 millioner blisgæs. Den mindste er Svalbards bestand på bare 7.000 lysbugede knortegæs.

Gæs er bundet af traditioner. Både når de vælger ynglested, trækveje og kvarterer for vinteren. Forskning har afsløret, at enkeltindivider ofte vælger præcis samme redested fra år til år, og de står på præcis de samme lokaliteter under trækket.

Gamle gæs lærer de unge op, så traditioner går i arv fra generation til generation af gæs. Derfor er der gennem århundreder blevet udviklet geografisk adskilte bestande af vilde gæs.

Bramgåsen er et godt eksempel. Den findes i tre bestande. Den ene yngler i Østgrønland, den anden på Svalbard og den tredje i Nordrusland.

De tre bestande af bramgæs har hvert sit vinterkvarter i Nordvesteuropa. Nogle af bramgæssenes rastepladser ligger blot 160 kilometer fra hinanden, men gæssene bliver ikke blandet. Svalbard-bramgæs holder sammen og har deres vaner, mens de russiske bruger helt andre opholdssteder, og det er yderst sjældent, at der er afhoppere fra en bestand til en anden.

Den kortnæbbede gås er på tilsvarende vis delt i to klart adskilte bestande. Den ene yngler i Østgrønland og på Island og holder vinter i England og Skotland.

Den anden yngler på Svalbard. Det er den bestand, hvis individer bliver set på en lang række lokaliteter langs Jyllands vestkyst og i Limfjordslandet.

Ganske vist er gæs til traditioner på trækket, men de er også gode til at tilpasse sig nye tider. Oprindeligt rastede de vilde gæs i moser og på strandenge og vadeflader. Men så tog landbruget for alvor fat på den intensive dyrkning af landskabet, og mange af gæssenes naturlige tilholdssteder blev indvundet, drænet og gjort til marker.

I takt med at det industrialiserede landbrug har åbnet større og større flader med godt gødede afgrøder, har gæssene ladet sig friste af dette næringsrige tagselvbord.

For en gås handler livet om mad rig på næring. Og det moderne landbrug kan så rigeligt levere varen.

Men gæssene lever langtfra kun af levninger fra det rige landbrug såsom spildkartofler og spildkorn. I disse år oplever man i Nordvesteuropa flere og flere tilfælde af gåseflokke, der falder over en nysået ærtemark eller æder af vintersæden, rapsen og de kunstgødede kulturgræsser.

I Holland, der om vinteren er Europas hovedsæde for gæs, betaler myndighederne hvert år flercifrede millionbeløb i erstatning til landmænd, der lider økonomiske tab af gæssenes appetit.

Op imod en million gæs kan i perioder tælles i det flade og intensivt dyrkede hollandske landskab, hvor jagt på gæs er forbudt.

I disse år er det stort set udelukkende knortegæssene, som søger deres føde på den gammeldags facon, altså ude i deres såkaldt naturlige miljøer. Knortegæs er fortsat knyttet til de fladvandede kystområder, hvor havgræsser og ålegræs udgør fuglenes føde.

Bramgåsen, der i tidernes morgen ligesom knortegæssene udelukkende levede i det marine miljø, er mange steder spadseret ind på landbrugsjorder, selv om den dog fortsat er afhængig af strandenge.

Den lille, brogede gås er på mange måder selve indbegrebet af gåsefremgangen de senere årtier.
Tidligere troede man, at det var en naturlov, når gæs ynglede i Arktis eller i hvert fald meget højt mod nord, og i vinterhalvåret søgte til mildere egne.

I dag ved vi, at gæs, som vi troede udelukkende var arktiske, sagtens kan yngle i tempererede egne.

Bramgåsen er de seneste 15-20 år begyndt at yngle langt mod syd i Østersøen, og Saltholm i Øresund huser i dag over 1300 par bramgæs.

I løbet af bare 30-40 år er bestanden af bramgæs i Sibirien rundt regnet tidoblet. Jagtfredninger og et netværk af reservater har været blandt de elementer, der har skabt historien om bramgåsens bestandsmæssige himmelflugt.

På Island er der et eksempel på, hvad rovdrift kan betyde for en gåsebestand. I mange år havde islandske bønder tradition for at samle gåseæg og dun i lavlandet. Det pressede de kortnæbbede gæs op i højlandet, hvor de kunne være i fred.

Da traditionen med at samle æg og dun døde ud, bredte de kortnæbbede gæs sig ned i det lave land, hvor de fik held med yngelen, så den samlede bestand steg kraftigt.

Moralen lyder: hvis gæs får fred og ro på deres ynglepladser, er de i stand til at kolonisere helt nye områder.

Også madro spiller en vigtig rolle for gæs. Det hænger sammen med, at gæs æder en stor del af livet.

Om vinteren, når dagene er korte, kan gæs bruge 90 procent af deres tid i de lyse timer på at søge føde.

Forklaringen på den store appetit skal søges i gæssenes fordøjelse. Mens en ko i kraft af sine fire maver og en effektiv bakterieflora kan optage op imod 80 procent af sin føde, er gæs kun i stand til at optage 25-30 procent af næringsstofferne i føden.

Derfor skal gæs æde, æde og atter æde. I løbet af bare en time passerer alt godt fra engen eller marken gennem gåsen og efterlader en fiberrig klat for enden af gåsegangen.

Særligt føden i april og maj spiller en stor rolle for mange bestande af gæs, for det er på denne årstid, at fuglene grundlægger den kondition, der skal bringe dem sikkert mod ynglepladserne i nord og give dem en frugtbar sæson.

Når græs og afgrøder på vores breddegrader i marts og april eksploderer i et orgie af næring, er gæs i stand til at øge deres kropsvægt med op imod 40 procent.

For en gås er det livsnødvendigt at have reserver at tære af på kroppen. Gåsen, der er alene om udrugningen, ligger nemlig så vidt muligt på reden alle de 24-28 dage, det varer at ruge gæslingerne ud.

Mange af de gæs, der i disse dage græsser og bliver gumpetunge i det danske landskab, lægger om få uger æg højt mod nord.

Og de gør det på en solid madpakke, som de fik med fra Danmark.