Storkegruppen
I årene 1975-78 var vi flere der uafhængigt af hinanden begyndte at arbejde seriøst med storkene i Danmark. Tommy Dybbro indsamlede optællingsdata om storkene for Zoologisk Museum og fra 1975 var Hans Skov Tommys forlængede arm i dette arbejde.
Fra 1976 begyndte Hans Skov at istandsætte gamle forfaldne storkereder og opsætte nye, og aflæsning af storkeringe blev føjet til fra 1978. I april 1978 fik Inger Bruun, Fovslet ved Kolding, den første stork i pleje og dermed var Storkeplejestationen grundlagt.
Inspireret af tyskernes Storkegruppe, blev i oktober 1978 en dansk Storkegruppe dannet med rod i Dansk Ornitologisk Forening. Gruppen, der altid har været en arbejdsgruppe - typisk bestående af 5-6 aktive medlemmer har haft følgende opgaver:
- - Optælling af ynglebestanden.
- - Registrering af ankomst og afrejsetidspunkter.
- - Istandsætning af gamle storkereder og opsætning af nye.
- - Pleje af tilskadekomne storke med henblik på genudsætning i naturen.
- - Fra 1981- ringmærkning af storkeunger i samarbejde med Zoologisk Museum.
- - Kontrol og aflæsning af ringmærkede storke der besøger Danmark.
- - Udpegning af farlige elmaster nær beboede storkereder og sikring af disse i samarbejde med de lokale elforsyningsselskaber.
- - Deltagelse i internationalt netværk vedr. storke.
- - Indsamling af data om sort stork i Danmark (koordinator Jørgen Jensen, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.).
- - Har gennemført to habitatsundersøgelser (Bolderslev i 1988 og Vesløs i 1992) for at finde ud af hvad der skal til for at man kan tale om en god storkelokalitet.
- - Indsamling af historiske data om den hvide stork i Danmark