Feltornitologisk Udvalg
En vigtig del af det frivillige arbejde i DOF, er det som man finder på fuglestationerne, på trækstederne og hvor der ellers findes større ansamlinger af fugle. Her finder man også feltornitologerne, der beskæftiger sig med den særlige gren af ornitologien, som omfatter feltbestemmelse samt registrering og optælling af fugle; feltornitologien.
Vil du i kontakt med Feltornitologisk Udvalg, kan det ske på DOFs adresse eller pr. email til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Vi tager gerne imod forslag og idéer til felttræf og vil meget gerne høre hvad du mener vi kan gøre for at forbedre vores arrangementer.
Feltornitologisk Udvalgs historie
En ung generation af amatørornitologer - med Læge Lorenz Ferdinand i spidsen - tog i 1952 initiativ til at oprette et Feltornitologisk Udvalg for DOF, der med ekskursioner, studiekredse og studielejre skulle stimulere interessen for at lave undersøgelser, eksempelvis over de danske fugles trækforhold, og som i en lang årrække fik udgivet bladet "Feltornithologen". Med foreningens opdeling i lokalafdelinger i 1973, der nu bedre kunne stimulere det feltornitologiske arbejde i lokalområderne, ophørte Feltornitologisk Udvalg med at virke.
Først i begyndelsen af 1990´erne blev der igen behov for et landsdækkende feltudvalg, idet mange nye og gamle feltornitologer pressede på, for at få gang i flere feltrelaterede aktiviteter i foreningen - aktiviteter der kunne gennemføres på tværs af lokalafdelingerne. Derfor tog DOF i 1995 initiativ til igen at nedsætte et feltornitologisk udvalg, der denne gang skulle koncentrere sig om foreningens fuglestationer og særlige felttræfs, der med en sine faglige og sociale dimension, skulle styrke feltornitologernes engagement i foreningen.
Således kunne det ny Feltornitologisk Udvalg - kaldet Feltud - holde sit stiftende møde i Fuglenes Hus d. 24. februar 1996.
Det er siden da blevet til en lang række succesfulde arrangementer og felttræf i hele landet.
Arbejdsgang
Feltud består i dag af omkring 10 personer med relationer til det feltornitologiske miljø i Danmark. Medlemmerne mødes 2-3 gange om året, hvor udvalgets sager behandles.
Læs mere om udvalgets medlemmer her.
Feltud arrangerer og støtter sociale og faglige ornitologiske begivenheder i det danske feltmiljø, eksempelvis mågekurser, foredrag med udenlandske eksperter og sæsonbetingede operationer og træf med såvel det formål at finde sjældne fugle som hyggeligt samvær mellem ligesindede.
Særligt er det store felttræf om efteråret i uge 42 værd at nævne, idet denne tilbagevendende begivenhed hvert år glæder store dele af det danske feltornitologi-miljø og ofte medfører fund af sjældne fugle og usædvanlige observationer.
Du kan finde yderligere information om udvalget på facebook: https://www.facebook.com/groups/615549668456064/ (kræver log-in)