Punkttællinger
Overvågning af fuglebestande
Punkttælling - kort fortalt
Ynglefuglene tælles i perioderne 15. marts - 30. april, 1. maj - 15. juni og 20. maj - 10. juli (sidstnævnte periode gælder kun nattællinger).
Vinterfuglene tælles i perioden 20. december - 20. januar.
Fuglene tælles således 1-4 gange om året ved hjælp af punkttællingsmetoden. Hver optæller fordeler 10-20 punkter (dog ned til 5 punkter på nattællinger) på en rute i naturen og tæller alle fugle set og hørt på hvert punkt i løbet af 5 minutter. Det hele gentages året efter. En typisk punkttælling tager 3-4 timer, afhængigt af hvilket transportmiddel, man anvender. Der tælles årligt på ca. 400 ynglefugleruter landet over.
Kom i gang med punkttælling
Hvorfor tælle fugle?
Solsortens melodiske sang en lun aften i maj og vibens tumlende flugt over markerne i det tidligere forår gør livet værd at leve. Fugle er en vigtig kilde til oplevelser for en stor del af den danske befolkning. Alene af den grund er det vigtigt at vide, hvordan almindelige danske ynglefugle som vibe, sanglærke og stær klarer sig i det danske landskab.
Fugles tilstedeværelse, fravær og bestandsudvikling kan fortælle os om de biologiske konsekvenser af den måde, vi forvalter vores landskab på. Ved hjælp af fugletællinger er det muligt at følge effekterne af menneskets påvirkning af naturen og samfundets indsats for at beskytte natur og miljø.
Fugletællinger i DOFs punkttællingsprogram er en af de DOF-aktiviteter, der har vundet størst anvendelse i naturforvaltningen, især er de anerkendt som et vigtigt redskab i naturovervågningen. Tallene benyttes bl.a. i publikationerne "Tal om natur og miljø" fra Danmarks Statistik og "Miljøindikatorer" fra Miljøministeriet samt i Miljøstyrelsens rødliste over truede dyr og planter i Danmark. Desuden indgår data fra punkttællingerne i et fælles-europæisk indeks, der udarbejdes for at beskrive og sammenligne bestandsudviklingen for de enkelte arter i forskellige områder af Europa.
Når du fra radio, fjernsyn eller aviser f.eks. hører, at stæren, gråspurven og viben er gået tilbage, er det næsten hver gang viden, der stammer fra punkttællingerne.
Baggrunden for punkttællingsprogrammet
Punkttællingsprogrammet handler om overvågning af fuglebestande. DOF har formuleret en overvågningsstrategi, hvor nøgleordene er "arter", "lokaliteter" og "levesteder" - Punkttællingerne indgår i de dele af strategien, der vedrører "arter" og "levesteder". Punkttællingsprogrammet startede i 1975 med vinterfugletællinger, og i 1976 taltes for første gang ynglefugle. Punkttællingerne er blandt de ældste fugletællingsprogrammer i Europa. Det bærende element i punkttællings-programmet er de frivillige optællere, der udfører tællinger under vejledning af lokale koordinatorer fra DOFs lokalafdelinger. Punkttællingsprogrammet koordineres fra Fuglenes Hus, i samarbejde med de lokale amtskoordinatorer og i samråd med en faglig følgegruppe bestående af folk fra forskningsverdenen og myndighederne.
Formål med punkttællingsprogrammet
Formålet er at indsamle data om de danske fuglebestande, og anvende disse data i forbindelse med beskyttelse af Danmarks fugle og natur og i videnskabelige sammenhænge. Til forskel fra de fleste andre fugleundersøgelser, fokuserer punkttællingerne på almindelige fuglearter. Ved hjælp af punkttællinger kan man følge bestandene af selv meget talrige arter som f.eks. solsort og bogfinke. Når fugle øges eller mindskes i antal, betyder det mange gange, at noget i vores natur forandrer sig. Ved hjælp af punkttællingerne er man f.eks. blevet opmærksom på, at viber og lærker i en lang årrække har haft det svært i det danske agerland. Punkttællingsprogrammets vigtigste opgave er at slå alarm, før det går galt!
Lyst til at deltage?
Kontakt DOF v/Thomas Vikstrøm
e-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
telefon: 33 28 38 22,
Fuglenes Hus, Vesterbrogade 140, 1620 København V