92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 23 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992. Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har været medlem, siden gruppen blev etableret. Vi er især aktive i Biodiversitetsgruppen, der især er aktiv omkring Biodiversitetskonventionens 2020 mål og sender en repræsentant til de globale topmøder for biodiversitet, sidst COP 14 i Ægypten i november 2018. DOF er medunderskriver på et positionspapir, som vi sendte ud til politikere og andre interessenter forud for topmødet. DOF blev desuden repræsenteret af 92-gruppen, og var medunderskriver på en fælles position.

92 gruppen er også meget aktiv i forbindelse med klima. Flere danske NGOer deltog i det sidste topmøde (COP 24) i Polen og har udsendt en pressemeddelelse i forbindelse hermed. 

Medlemmerne i 92-gruppen arbejder med forskelligt fokus og forskellige prioriteter, men alle engagerer sig i at fremme bæredygtig udvikling i Danmark og internationalt.

92-gruppen arbejder særligt med:

  • at påvirke Danmarks, EU's, WTO’s og FN’s politik med relevans for global bæredygtig udvikling.
  • at påvirke de globale klimaforhandlinger med henblik på at sikre en retfærdig og ambitiøs klimaaftale.
  • at være kontaktpunkt mellem danske NGO’er og det internationale civilsamfund i arbejdet for en global bæredygtig udvikling.
  • forskellige politiske processer i forbindelse med bæredygtig udvikling, herunder FN konferencer, konventioner og kommissioner.
  • Post-2015 udviklingsdagsordenen.
  • CSR og bæredygtige investeringer.

92-gruppen er en demokratisk organisation, hvor medlemmerne gennem medlemsmøder, den årlige generalforsamling og forskellige arbejdsgrupper har indflydelse på gruppens aktiviteter, pressemedelelser, positionspapirer og overordede beslutninger. Et mindre sekretariat sørger for koordinering, fund raising og andre vigtige aktiviteter. Sekretariatet har traditionelt til huse i en af medlemsorganisationerne. Siden oktober har det været placeret hos WWF Danmark på Svanevej 12 i København.

DOF deltager jævnligt i 92-gruppens aktiviteter og er aktiv i Biodiversitetsgruppen, der særligt engagerer sig i forbindelse med Biodiversitetskonventionen (CBD) og Danmarks forpligtelser i forhold hertil.

92-gruppen har i de sidste par år især engageret sig i klimaforhandlinger, Rio +20, FNs post-2015 udviklingsmål, især bæredygtighedsmålene (SDG), biodiversitetskonventionen, handel og CSR (Corporate Social Responsibility).

Følg med på (www.92grp.dk)