På foranledning af miljøminister Hans Christian Schmidts udmelding i pressen, om at se positivt på ansøgninger om storkefarme, vil Dansk Ornitologisk Forening med dette notat gerne præsentere og begrunde sin holdning til kunstig opformering og udsætning af Hvid Stork i Danmark.

DOF afviser opdræt og udsætning af storke i den danske natur af følgende naturfaglige og dyreetiske årsager:

- Storkeudsætning i andre europæiske lande har ikke ført til genetablering af yngledygtige vilde storkebestande med en naturlig adfærd. - Tværtimod medfører storkefarme at projektstorke, såvel som vilde storke, ændrer adfærd, bliver afhængige af fodring og helt unaturligt overvintrer i Nordeuropa.

- Udsatte og menneskeafhængige storke vil udgøre væsentlige konkurrenter til vilde storke, der i fremtiden måtte forsøge at etablere sig i Danmark. – Udsatte storke med unaturlig trækmønster er yderligere tilbøjelige til at lokke vilde storke til at overvintre i yngleområderne.

- Hvis målet er værdifuld natur, er storkefarme ikke midlet. - Storkefarme er zoologiske haver, og har intet med naturforvaltning at gøre.

- Danmark gæstes fortsat årligt af et par hundrede vilde storke i yngleperioden. - Potentialet for en naturlig genetablering af ynglende storke er derfor tilstede, hvis storkenes naturlige behov kan opfyldes.

- Der mangler egnede føde- og yngleområder. - Derfor forsvinder de vilde storke igen uden at yngle.

Storke fra udsætningsprojekter har en unaturlig adfærd og klarer sig dårligt uden hjælp fra mennesker.

Der er gennem en årrække gennemført udsætningsprojekter i en række europæiske lande bl.a. Sverige, Schweiz, Holland, Frankrig og Tyskland. Erfaringerne er negative. I ingen af disse lande har udsætningsprojekterne medført, at en naturlig, vildtlevende storkebestand har genetableret sig og har kunnet klare sig uden menneskelig hjælp. Tværtimod har det vist sig, at der sker en markant adfærdsændring hos projektstorkene såvel som vildtlevende storke, der tiltrækkes af "lokkefuglene" og det udlagte foder.

Størstedelen af de storke, der er opfostret på farme, mister deres naturlige trækinstinkt og bliver ved storkefarmene om vinteren, hvor de nødvendigvis må fodres. En del af projektstorkenes unger forsøger dog at trække sydpå, men ofte uden held. De svenske ungstorke kommer sjældent længere end til Danmark og Tyskland. Fra midten af 1990erne er antallet af vinterstorke (storke der er set i Danmark i perioden november-februar) steget markant. De seneste to år er der registreret 15-20 vinterstorke i Danmark, hovedsageligt vildfarne storke fra de svenske storkefarme. Der findes flere eksempler på, at storkene omkommer i løbet af vinteren, medmindre de tages i pleje og fodres. Hollandske projektstorke har de samme problemer. De storke, der er opfostret på storkefarme, bliver ved farmen vinteren igennem, og størstedelen af de unge storke trækker ofte kun til Sydfrankrig. Normalt overvintrer storken i det sydlige Afrika. Også i Schweiz, Tyskland og Frankrig overvintrer en betydelig del af projektstorkene.

De ’fritflyvende’ projektstorke, der yngler, gør det i nærheden af de farme, hvorfra de kommer. Fra Skåne kendes en håndfuld eksempler på, at projektstorke har ynglet med vilde storke. Desværre er der også eksempler på, at de vilde storke ikke trækker sydpå om vinteren, men bliver i Skåne sammen med projektstorkene. Hvor de vilde storke altså gerne skulle have ’vist vejen’ for projektstorkene er det modsatte tilfældet; de vilde storke ændrer deres naturlige trækadfærd og opfører sig som projektstorke!

Ynglesuccesen blandt de ’fritflyvende’ projektstorke er ringe. Det gennemsnitlige antal udfløjne unger per storkepar ligger de fleste steder under 1,5. Hvis en storkebestand skal kunne opretholdes naturligt kræves som minimum, at et par i gennemsnit får mindst 2 flyvefærdige unger om året.

Mange af projektstorkene klarer sig dårligt efter udsætningen. En hel del omkommer under det første flyveforsøg på luftledninger, i trafikken eller bliver taget af ræve. Blandt de schweiziske storke ses en meget dårlig ynglesucces blandt de udsatte storke – kun 25% yngler. En del af de resterende 75% ender igen i fangenskab som følge af kvæstelser, ofte forårsaget af stress fra tiden i fangenskab.

Storke fra storkefarme gør det vanskeligt for vilde storke at etablere sig.

En fritflyvende bestand af farmstorke, der alle er mere eller mindre afhængige af fodring og overvintringsfaciliteter, vil udgøre væsentlige konkurrenter til vilde storke, der i fremtiden måtte forsøge at etablere sig i Danmark. Farmstorkene vil være de første på de bedste ynglepladser, og ankommende storke sydfra vil have svære betingelser. Yderligere er erfaringerne fra udenlandske projekter, at vilde storke på grund af de sociale bindinger ofte lokkes til at overvintre sammen med farmstorkene, selv om man egentlig håbede på den modsatte effekt – nemlig at de vilde storke lærte de udsatte storke at flyve til Afrika.

Storkefarme er zoologiske haver med dyreværnsmæssigt uetiske konsekvenser til følge for storkene.

Vi har igennem de senere år kunnet opleve de tvivlsomme resultater af det skånske udsætningsprojekt i form af et stadigt stigende antal forvildede storke, der strejfer rundt i det golde danske vinterlandskab på et tidspunkt, hvor fuglene burde være i det sydlige Afrika. Disse storke formår hverken at returnere til den udsætningsfarm de kommer fra eller til et område, hvor de kan klarer sig gennem vinteren. Flere dør af sult. Kun få overlever fordi de bliver indfanget og fodret af mennesker. DOF finder det dyreværnsmæssigt stærkt kritisabelt, at man i et udsætningsprojekt af subjektive grunde producerer storke, der er dømt til at gå til grunde.

Der kommer stadig mange vilde storke til Danmark.

I takt med de seneste årtiers markante fremgang i den østeuropæiske storkebestand, især i Polen, er antallet af strejfende ’overskudsstorke’ vokset. I 2001 blev der i Danmark set 275 forskellige storke og i 2000 230. Størstedelen af storkene ses i yngleperioden april-august. Disse storke strejfer omkring på udkig efter potentielle yngleområder.

Potentialet for en genetablering af den danske storkebestand er således forsat meget betydeligt, og netop derfor ville man forvente, at i hvert fald nogle af dem ville vende tilbage i årene efter for at yngle. Dette ville også ske, hvis der i Danmark var velegnede storkelokaliteter i tilstrækkeligt omfang - hvilket desværre langt fra er tilfældet.

Hovedproblemet er mangel på egnede føde- og yngleområder.

Den danske storkebestands tilbagegang skyldes, at naturen som en følge af udviklingen i landbrugets dyrkningsformer er ændret til ugunst for arten. Det danske landskab anno 2003 frembyder stort set ikke længere levemuligheder for en naturlig bestand af Hvid Stork.

I begyndelsen af 1800-tallet var storkebestanden i Danmark på sit højeste med omkring 8-10.000 par. Netop i den periode havde de lysåbne naturtyper, herunder lavvandede vådområder og enge, deres maksimale udbredelse i Danmark og udgjorde tilsammen op imod 60% af landets areal. Udnyttelsen af arealerne til høslæt og kreaturafgræsning foregik på en måde, der gjorde naturengene optimale som fødesøgningsområder for storke.

I dag dækker arealer i omdrift, dvs. primært intensivt dyrkede landbrugsarealer, 60% af arealet, mens de lysåbne naturtyper udgør mindre end 9% af landets areal. Men kun en lille andel er egnede levesteder for storke. Storkens vigtigste fødebiotop, de ferske enge, udgør tilsammen blot 4,5% af Danmarks areal. Størstedelen af de ferske enge er desuden små og ligger isoleret, omgivet af landbrugsarealer. Storken har brug for store sammenhængende vådområder. Bortset fra Skjern Å og Vejlerne er langt de fleste vådområder i Danmark for små og usammenhængende til at brødføde en storkefamilie. Vejlerne i Nordjylland ligger desværre for langt fra den nordtyske storkebestand. Skjern Å-området er også langt fra nærmeste storkebestand, men kan med den rette, storkevenlige pleje formentlig være velegnet som levested for storke. Ønskes en naturlig bestand af vilde storke kommer man ikke uden om naturgenopretning i det sydlige Jylland for, at der kan skabes forbindelse til den nordtyske bestand og dermed et naturligt sammenhængende dansk-tysk udbredelsesområde.

Ud over manglen på vådområder begrænser den meget intensive landbrugsdrift storkens muligheder for at yngle i Danmark. Storken er alsidig i sit fødevalg og lever af en lang række smådyr i størrelsen fra frøer og mus til regnorme. Men bestandene af disse byttedyr er markant reduceret som følge af nedlæggelse af levesteder, ensidig drift, giftsprøjtning og kvælstofforurening. Genoprettede vådområder samt planlagte genopretningsprojekter udgør sammenlagt under 0,5% af Danmarks areal.

Foto: Erik Thomsen

 

Sverige, Skåne

Storken forsvandt som ynglefugl i 1955 som følge af mangel på egnede levesteder, især vådområder (I 1950 var ca. 90% af vådområdearealet i 1820 drænet).

I 1979 starter storkeprojektet, med udgangspunkt i 15 storke fra et schweizisk udsætningsprojekt.

I 1989 sættes det første storkepar ud. I de følgende år er der 5-6 ’fritflyvende’ storkepar.

I 1996 er der 158 storke i projektet heraf 100 på storkefarme, mens resten er ’fritflyvende’.

I 2000 er der 19 par og i 2001 er der 23 par.

Alle storkene yngler i nærheden af de syv steder hvor udsætning finder sted. De fleste af de ’fritflyvende’ storke trækker ikke sydpå om efteråret, men bliver i Skåne, hvor de bliver fodret vinteren over.

Frem til og med 1996 har blot ni ungfugle forsøgt at trække, én af disse blev set i Rumænien senere samme efterår, en anden returnerede til Skåne 2 år efter den var trukket. Projektstorke i øvrigt er ikke observeret længere væk end Danmark og Tyskland.

Frem til og med 2003 har 10 vilde storke ynglet efter udsætningsprojektet blev sat i gang, de fleste har ynglet sammen med projektstorke. På nuværende tidspunkt (2003) yngler 2 vilde storke; den ene (en han) har siden 1999 trukket sydpå om vinteren, mens hunnen i parret er blevet i Sverige. Den anden (en hun) overvintrer i Sverige sammen med projektstorkene.

Kilder:

Cavallin, B (2000): The White Stork, a great flying ambassador of the wetlands in Scania, Sweden. I: Dorner, I (2000): Naturschutz mit dem Storch – Die Wiederbesiedlungsprojekten – Tagungsberichte, Intern. Symp. 1998, POLLICHIA, Bad Dürkheim.

Cavallin, B (1999): History of the White Stork in Sweden – from extinction to reintroduction I: Schulz, H. (ed.) 1999: White Storks on the up? – Proceedings, Internat. Symp. on the White Stork, Hamburg 1996, NABU, Bonn

Pers.komm. Olsson, O (2003): PhD, Projektledare, Storkprojektet, Ekologihuset, Lund Universitet

Pers.komm. Skov, H (2003): DOFs Storkeekspert

Internet: www.skof.se

 

Holland

Efter 1945 sker der et kraftigt fald i bestanden af storke i Holland, og vilde storke yngler for sidste gang i 1984.

I 1969 reintroduceres storken vha. storkestationer (12) over hele landet, hvor storken før havde ynglet.

I 1997 yngler der 298 ’fritflyvende’ storkepar i Holland, som i alt får 467 flyvefærdige unger. 158 par yngler ved storkestationerne, heraf 147 ’fritflyvende’ og 11 i fangenskab, 140 par yngler i mindre landsbyer. I 2002 er der 417 ’fritflyvende ynglepar’.

Under fangenskabet mister storkene deres evne til at trække hvorfor de er afhængige af fodring vinteren igennem på stationerne i Holland. En del af ungfuglene trækker dog til Sydfrankring og Spanien hvor de overvintrer.

Af de 596 ynglefugle i 1997 overvintrer 400 (67%). 22 af årets i alt 467 flyvefærdige unger overvintrer (4,7%). I 2002 og 2003 blev der i januar optalt ca. 480 overvintrende storke i Holland.

Kilder:

van der Have et al 1999: The return of the White Stork to the Netherlands: population size and breeding succes in 1995 I: Schulz, H. (ed.) 1999: White Storks on the up? – Proceedings, Internat. Symp. on the White Stork, Hamburg 1996, NABU, Bonn

Koopman 2000: Entwicklung des storchenbestandes Ciconia ciconia in den Niederlanden vor und nach dem anfang des wiederansiedlungsprogramms I: Dorner, I (2000): Naturschutz mit dem Storch – Die Wiederbesiedlungsprojekten – Tagungsberichte, Intern. Symp. 1998, POLLICHIA, Bad Dürkheim.

 

Schweiz

I 1950 uddør storken som ynglefugl i Schweiz

Mellem 1955 og 1961 blev et stort antal storkeunger fra Algeriet bragt til Schweiz, hvor de blev opdrættet og sluppet fri. Bortset fra et enkelt individ vendte ingen af storkene tilbage efter trækket. Det førte til et systematisk arbejde på storkefarme for at gøre storkene ’funktionsdygtige’.

Efter reintroduktion yngler der i 1996 167 storkepar, og i 2002 er der 194 par

I løbet af årene 1984-1993 er der ringmærket 2378 unge storke, heraf 1616 ’fritflyvende’ storke og 739 farmstorke. Disse storkes yngle- og trækadfærd er fulgt i årene 1988-1997. Ca. 88% af de ’fritflyvende’ storke trækker, men kun 10% af disse vender tilbage til Schweiz for at yngle.

Blandt farmstorkene er det blot 25% der yngler. Af de overvintrende storke er det 50% der yngler.

De storke der tilbageholdes på farmene er ofte syge og stressede, eller er bragt tilbage til storkefarmene, som følge af uheld efter udsætning. En del kommer til skade på elledninger, i trafikken eller bliver taget af ræve

En undersøgelse af seks forskellige regioner med udsætning af storke viser, at ungeproduktionen gennemsnitlig ligger under et bæredygtigt niveau (1,6 unger pr. par pr. år mod anbefalet 2 unger)

I 1999 er der 352 ynglende storke i Schweiz (176 par), heraf er de 217 ikke-trækkende projektstorke, 84 trækkende projektstorke og 51 ikke-ringmærkede (formodentligt vilde) storke.

Af de ynglende projektstorke er det dermed blot 28% der trækker.

Kilder:

Enggist, P. (2000): Weissstorch – Resultate aus dem schweizer storchenansiedlungsprojekt. I: Dorner, I (2000): Naturschutz mit dem Storch – Die Wiederbesiedlungsprojekten – Tagungsberichte, Intern. Symp. 1998, POLLICHIA, Bad Dürkheim.

Enggist, P. (2001): 50 Jahre Storchenschutz in der Schweiz I: Kaatz, C & M (ed.) (2001): 2. Jubiläumsband Weissstorch, 8. u. 9. Storchentag 1999/2000. Tagungsbandreihe des Storchenhofes Loburg (Staatliche Vogelschutzwarte im Landesamt für Umweltschutz Sachsen-Anhalt).

Pers.komm. Skov, H (2003): DOFs Storkeekspert

 

Tyskland, Baden-Württemberg

I Baden-Württemberg nåedes lavpunktet af ynglende, vilde storke i 1975 med 15 par.

I 1979 blev der taget initiativ til et storkebeskyttelsesprogram, der inkluderede en storkefarm.

Sommeren 1981 kommer 18 storke fra Bulgarien og 6 fra en schweizisk storkefarm . I 1983 slippes det første ynglepar fri. I 1984 er antallet af storke 70, og de første par yngler. I 1985 anskaffes 20 ungstorke fra Østpolen og andre fra Wuppertal Zoo. I 1986 rummer projektet over 100 storke.

I 1997 yngler der 151 ’fritflyvende’ storkepar. I 79% af parrene formodes begge storke at være vilde, idet de ikke stammer fra udsætningsprojektet. I 13% af parrene er den ene stork en projektstork, og i 8% af parrene er begge storke projektstorke.

I 1999 yngler der 188 ’fritflyvende’ storkepar. Den gennemsnitlige ungeproduktion er 1,78 pr. storkepar.

Vintertællinger har vist at ca. en tredjedel af storkene overvintrer i Baden-Württemberg

Der været en del kritiske røster i Tyskland over for storkeprojektet. Især kritiseres forandringer i artens adfærd, øget indavl samt problemer med at bestanden bygger på nordafrikanske storke i stedet for centraleuropæiske. Endvidere peges på storkenes overvintringstendenser og afsmitningen heraf på de vilde storke.

Kilder:

Müller, V.G. & Schneble, H. (1986): Die Weissstorch-Aufzuchtstation des landes Baden-Württemberg in Schwarzach I: Beih. Veröff.Naturschutz Landschaftspflege Bad.-Württ. 43: 283-304, Karlsruhe

Feld, W. (2000): Wiederansiedlung des Weisstorch in baden-Württemberg, I: Dorner, I (2000): Naturschutz mit dem Storch – Die Wiederbesiedlungsprojekten – Tagungsberichte, Intern. Symp. 1998, POLLICHIA, Bad Dürkheim.

 

Frankrig, Bas-Rhin i Alsace (Unterelsass)

I 1956 sættes den første storkefarm i funktion – i 1997 er der 10 storkefarme i regionen

I 1974 når storkebestanden sit laveste med blot 9 par i hele Alsaceregionen, heraf 6 par i Bas-Rhin. Af de 6 par er de 5 ’vilde’, og et par består af en projektstork og en vild stork.

I 1997 er der 100 ynglepar med en gennemsnitlig ungeproduktion på 1,89 pr. storkepar.

Problemet med at fangenskab medfører manglende træk tilbagevises med, at første generationsstorkene sættes ud og yngler i frihed, og anden generationsstorkene lever frit. Ikke desto mindre er der også her problemer med storke, der ikke trækker væk om vinteren – desværre er der ikke angivet et antal for overvintrende storke.

Kilder

Schierer, A. (2000): Der bestand des Weissstorchs im Unterelsass, department Bas-Rihn, France, in den jahren 1962 bis 1997. I: Dorner, I (2000): Naturschutz mit dem Storch – Die Wiederbesiedlungsprojekten – Tagungsberichte, Intern. Symp. 1998, POLLICHIA, Bad Dürkheim.

 

DOF tager forbehold

DOF tager forbehold overfor den videnskabelige holdbarhed af ovenstående oplysninger, idet informationerne baserer sig på projektrapporter udgivet af medarbejdere med tilknytning til udsætningsprojekterne. Resultaterne er ofte ikke videnskabeligt efterprøvet, ligesom der kan være en tendens til at se noget positivt på de opnåede resultater, mens kritiske aspekter nedtones.