Af Hans Meltofte 

Man kan interessere sig for fugle på mange forskellige måder, men glæden ved at se på fugle øges betydeligt ved at beskæftige sig mere indgående med fuglenes liv og forekomst. Det behøver ikke være i form af store målrettede undersøgelser over højt videnskabelige problemstillinger, men kan lige så godt ske ved, at en enkelt person eller lille gruppe forsøger at optælle og kortlægge et områdes fuglefauna, følge en arts livscyklus, beskrive døgnrytme og overnatningstræk hos en art eller undersøge fugletrækket ved en træklokalitet i relation til vejrforhold m.v.
    Grundlaget for en undersøgelse må altid være interessen for fuglene, og hensynet til fuglene må aldrig sættes over styr, blot for at få tilfredsstillet nysgerrighed eller ambitioner. Al færden i naturen medfører forstyrrelser, og iveren for at opnå resultater må ikke tage overhånd.
    Hvordan en undersøgelse gribes an, afhænger helt af, hvad emnet er, og hvor meget man har tænkt sig at gøre ud af det. Kun trænede, professionelle ornitologer starter med et færdigt program for en undersøgelses gennemførelse. For de fleste andre er det noget, der udvikler sig efterhånden, som man får mere indsigt og bliver mere engageret i projektet.
    I alle tilfælde er det dog bedst ”at starte med slutningen.” Hvad er det, du gerne vil belyse, og hvad skal der til for at opnå dette?

Følg en lokalitet året rundt
De fleste fugleinteresserede begynder deres "karriere" med at se på fugle i et bestemt område. Det første skridt i retning af at få mere ud af observationerne er at notere, hvad man ser. Det vil sige, at man på hver fugletur noterer hvor mange individer, man ser af hver art, foruden lokalitet, dato, klokkeslæt, vejrforhold, medobservatører osv. Dette "stadium" når de fleste hurtigt til, men for at det skal blive til andet og mere end en personlig fugledagbog til senere "konsultation" og støtte for erindringen, må der lidt mere systematik til. Lokaliteten må "dækkes" efter et eller andet system, således at man ved, hvad de angivne tal dækker. For et afgrænset område, som f.eks. en sø, kan det betyde, at man dækker hele vandfladen eller angiver, hvilken del man har dækket. Og det er helt afgørende for enhver metode, at man laver optællingerne på nøjagtig samme måde hver gang. Dette gælder i lige så høj grad for trækobservationer: Så vidt muligt samme observationspost/-rute, samme observatør(er), samme tidspunkt på dagen og samme antal timer, hvad enten der er noget at se på eller ej.
    Det næste er, at man noterer mere end blot art og antal. Notér, om fuglene var i flok eller enkeltvis, om de var sammen med andre arter, om de sang, søgte føde, rastede eller blot fløj forbi. For trækkende fugle angives tilsvarende flokstørrelser, trækretning, rute osv. Notér også fordelingen mellem hanner og hunner, mellem voksne og unge fugle og mellem forskellige racer i de tilfælde, hvor disse kan adskilles i felten. Ved hjælp af de moderne felthåndbøger kan man faktisk hurtigt lære at se forskel på mange af disse grupper. En vejledning i korrekt angivelse af de forskellige aldersklasser og -dragter, fugle kan ses her.
   Jo flere enkeltoplysninger man får med fra begyndelsen, desto bedre. Bagefter kan man altid slå grupper af oplysninger sammen. Det modsatte er derimod ikke muligt. Notér også overvejelser og ideer, som opstår undervejs. Det er ofte under arbejdet ude i naturen, at man får de bedste ideer.

Optælling af fugle
Vores viden om fuglenes udbredelse, bestandsændringer og træk har vi faet gennem forskellige former for optælling af fuglene. Der findes ikke en metode, der kan bruges til alle former for optællinger. Til hver enkelt undersøgelse må man finde frem til, hvilken form for optælling der er bedst egnet. I det følgende gives en gennemgang af en række metoder: Hvordan udføres de, hvad bruges de til, og hvordan kan man selv lave fugleoptællinger?

Optællingsmetoder
Metoderne kan deles i to grupper:

Kvalitative optællinger
Ved disse metoder fås en opgørelse af, hvilke arter der forekommer i et undersøgelsesområde,
men ikke oplysninger om, hvor mange individer der er.

Kvantitative optællinger
Herved fås både oplysninger om, hvilke arter der forekommer, og hvor mange individer der er af hver art.

Kvalitative optællinger
Når man skal finde frem til de forskellige arters udbredelse i verden, indsamler man for så mange steder som muligt lister over, hvilke arter der forekommer det enkelte sted. Ved at sammenfatte disse oplysninger kan man lave mere eller mindre detaljerede kort over, hvor de enkelte arter forekommer.
    I de seneste år har man i flere lande, især i Vesteuropa, søgt at gøre disse udbredelseskort over ynglefuglenes forekomst mere detaljerede ved at foretage såkaldte atlasundersøgelser. Her inddeles landene i kvadratnet, hvor hvert kvadrat f.eks. kan være 5 x 5 km. For hvert kvadrat laves en liste over hvilke arter, der yngler i området. Som resultat fås en række prikkort, der viser, i hvilke kvadrater over hele landet de enkelte arter yngler, og dermed mønstrene i deres udbredelse.
    Man kan også selv få meget ud af at lave kvalitative undersøgelser. I et område, hvor man ofte kommer, kan man for hver uge eller hver måned opgøre, hvilke arter der findes. På den måde ses, hvilke arter som f.eks. kun er der om vinteren, og hvilke arter der træffes hele året.
    Ofte siger de kvalitative metoder dog ikke særlig meget. Ved en atlasundersøgelse kan man ikke se, om der yngler et eller tusind par pr. kvadrat. For de talrige arter giver disse undersøgelser altså ikke ny viden, og for de fåtallige findes der betydeligt mere effektive optællingsmetoder. Man laver derfor oftest forskellige former for kvantitative optællinger.

Kvantitative optællinger
I 1960'erne påbegyndtes den såkaldte lokalitetsregistrering i Danmark (se her). I dette projekt har man kortlagt fuglelivet i en lang række områder, der enten består af truede naturtyper såsom moser, enge eller heder, eller lokaliteter, som huser særligt store koncentrationer af fugle. I disse undersøgelser har man lavet en mellemting mellem kvalitative og kvantitative optællinger. For de arter, der er anset for særligt vigtige, såsom engenes vadefugle og søernes andefugle, er antallet af individer blevet optalt ved hjælp af nogle af de metoder, der omtales nedenfor, mens der blot er lavet en summarisk liste over de øvrige arter.
    I praksis er det ofte denne form for optællinger, der vælges, da optælling af samtlige arter er meget tidskrævende.
    Sådanne optællinger kan man selv lave.
    De metoder, der anvendes til kvantitative optællinger, kan deles i to grupper: de relative og de absolutte.

Relative metoder
De relative metoder er udviklet efter en erkendelse af, at det i bedste fald er meget tidskrævende, i værste fald umuligt at få præcise tal for f.eks. antallet af ynglefugle i Danmark, antallet af trækfugle, der forlader Skandinavien om efteråret, eller antallet af rastende småfugle i en skov.
    Filosofien bag de relative metoder er, at hvis man tæller op på nøjagtig samme måde og på nøjagtig de samme steder hver gang, så vil man registrere den samme andel af de faktisk tilstedeværende fugle. Man ved ikke, hvor stor en andel det er, og kan derfor heller ikke beregne, hvor mange fugle der er i alt. Men ved at gentage tællingerne kan man se, om der er flere eller færre fugle fra gang til gang. Registreres der således 30 Bogfinker ved en ynglefugletælling et år og 45 det næste år, kan man beregne, at bestandstætheden teoretisk set er vokset med 50 %.
    Det er denne metode, der benyttes i Dansk Ornitologisk Forening til at følge bestandsudviklingen hos de almindelige danske ynglefugle. Disse ynglefugletællinger kaldes punkttællinger (se her). I hvert af de områder, der ønskes optalt, udvælges 10-20 steder – optællingspunkterne – der ligger så langt fra hinanden, at der højst er en lille overlapning mellem de fugle, der optælles fra de forskellige punkter. Ved hvert punkt tæller man, hvor mange fugle af hver art, der ses eller høres i løbet af præcis fem minutter.
    Næste år tæller den samme person op på de samme punkter, på samme tid af året og døgnet og under tilnærmelsesvis samme vejrforhold som foregående år. På den måde udelukkes faktorer, der ellers ville have indflydelse på, hvor mange fugle der registreres. Forskellene fra år til år mellem antallet af registrerede fugle af de enkelte arter afspejler derfor ideelt set de faktiske forskelle i bestandstæthed.
    Der findes omkring 200 arter af ynglefugle i Danmark, inklusive en lang række meget fåtallige og sjældne arter. Ved hjælp af Dansk Ornitologisk Forenings punktoptællinger af ynglefugle på omkring 350 ruter á 10 eller 20 punkter er det muligt at følge bestandsudviklingen for 104 af disse arter.
    Hver optælling tager 3-4 timer, så ved at omkring 275 ornitologer bruger en eller nogle få formiddage hvert forår til at tælle fugle, kan vi hele tiden have fingeren på pulsen og se, hvordan størstedelen af de danske ynglefugle trives. Alle, der er gode til at kende alle de fugle, der regelmæssigt optræder i Danmark, opfordres til at være med til disse tællinger. Ved at være med kan man følge bestandsændringer i det område, man færdes i til daglig, og samtidig få seneste nyt om bestandsudviklingen på landsplan. Man kan også bruge punktoptællinger til at følge årets gang på en lokalitet. Lav en punktoptælling hver måned og se, hvordan antallet af de enkelte arter ændres året igennem.

Absolutte metoder
Ud fra punktoptællingerne kan man kun beregne ændringer i antallet af fugle, men for mange undersøgelser er dette ikke nok. Hvis fuglenes betydning i et område skal belyses, skal man vide, hvor mange individer der er inden for området. Det findes der en række forskellige metoder til, afhængigt af, hvilke arter og naturtyper, det drejer sig om. De er beskrevet i en god bog af Colin J. Bibby m.fl. Bird census techniques, som er udgivet af forlaget Elsevier.
    Er det antallet af ynglende småfugle, der skal bestemmes, kan kortlægningsmetoden benyttes. Denne metode er ganske vist blevet trængt i baggrunden efter indførelsen af punkttællingsprogrammer i mange lande, men derved har vi mistet information om de tætheder, som forskellige småfuglearter yngler med i forskellige naturtyper, hvilket er en stor mangel.
    Der findes flere gode guider i optællingsmetoderne, såsom Bird Census Techniques nævnt oven for samt Bird census and survey techniques af Richard D. Gregory m.fl., som er tilgængelig på nettet (se her). Især for enge og andre vådområder findes der mere udførlige vejledninger på dansk i optælling af ynglefugle. Sådanne findes på Caretakerprojektets hjemmeside.
    Som resultat af kortlægningsoptællingen får man ret præcise tal for, hvor mange ynglepar der er af hver art inden for undersøgelsesområdet. Ved at udføre årlige kortlægningsoptællinger kan disse værdier også benyttes til beregning af bestandsændringer, men det tager omkring 25 gange så lang tid at dække et område med denne metode, som med punktoptællinger.
    Mere spredt forekommende arter, som rovfugle, optælles ved direkte at lede efter yngleparrene på det tidspunkt i yngletiden, hvor arterne er lettest at registrere.
    Til videnskabelige undersøgelser foretages også redeoptællinger hos kolonirugende fugle som måge og terner. Man bør ikke selv foretage sådanne optællinger, uden at det er koordineret med større projekter, da det kan skabe så meget forstyrrelse, at fuglene opgiver at yngle og forlader kolonien.

Undersøgelser over en enkelt art
Ønsker man at se nærmere på en enkelt arts biologi, kan man i princippet begynde med nøjagtig den samme form for detaljerede kortlægninger, som omtalt oven for. Herefter kan man gå videre med nøjere observationer over artens levevis. Dette gøres ved at føre nøjagtige notater over alle aktiviteter i lange observationsperioder, hvor et enkelt individ eller et antal individer holdes under vedvarende observation. Oftest vil det her være nødvendigt med et skjul for at komme fuglene på tilstrækkelig nært hold, ligesom det ofte er nødvendigt med en lille diktafon, hvorpå man kan indtale observationerne. Der er nemlig ikke tid til at notere, når man skal nå at se alt, hvad der foregår. Også her bør "notaterne" udskrives, mens man har det hele i frisk erindring.
    Et af de forskningsfelter, hvor der gøres de største fremskridt for tiden, er observationer over fuglenes aktiviteter (tidsbudgetter). Hvor meget af dagen bruger fuglene til at finde føde på forskellige årstider, hvad og hvor meget spiser de, hvor meget truer de ad og slås med hinanden, og nøjagtigt hvilke biotoper udnytter de? Det er et forskningsfelt, som vi dårligt har taget op herhjemme, og her er virkelig meget at lave.

Vær flere sammen
Det kan være rart at gå og pusle med en undersøgelse selv, men det vil ofte være en fordel at være flere om at udføre arbejdet og holde hinanden i gang. Efterhånden som resultaterne skal bearbejdes, er det også en fordel at være nogle flere om at vurdere tingene og komme med nye ideer. Man kører lettere træt, når man er alene. Omvendt kan man selvfølgelig blive uenige om mange ting, men det lærer man jo også noget af.
    Hvordan man griber det an, når man skal til at bearbejde sine observationer til artikler mv. beskrives i artiklen ”Bearbejdning af fugledata”.

Vær med i DOF's faglige projekter og grupper
Hvad enten man laver undersøgelser eller ej, er det spændende at være med i det arbejde, der foregår i Dansk Ornitologisk Forenings projekter og faglige grupper. Foreningen kører nogle meget vigtige og spændende projekter, såsom punkttællinger sommer og vinter over hele landet, landsdækkende optællinger af mange forskellige fuglegrupper i løbet af året samt store atlasprojekter med flere års mellemrum. Hertil kommer løbende registrering af alle fugleobservationer i DOFbasen, som man kan gøre til sin egen fuglejournal, og som der er rige muligheder for at bearbejde data fra. Foreningen har også grupper, som arbejder med forskellige arter og projekter, såsom lokalitetsregistrering, overvågning af truede fuglearter og -lokaliteter og meget andet.
    Der er også en anden mulighed end selv at lave feltundersøgelser. Det er at indsamle data ved at bede medlemmerne af DOF om at være med til at foretage målrettede optællinger af en eller flere arter. Faktisk er der allerede nu et kæmpe materiale i DOFbasen, hvor man kan kaste sig over en bearbejdning af forekomsterne af sin favoritfugl eller -fuglegruppe. Kontakt i begge tilfælde foreningens videnskabelige udvalg for at sikre, at man ikke kaster sig over noget, som andre allerede er i gang med. Udvalget kan også give økonomisk støtte til undersøgelser over danske fugle og kan give råd og vejledning om forskellige problemer i forbindelse med sådanne undersøgelser. Man giver dog ikke støtte til løn.

God fornøjelse!

Denne artikel er en opdateret og bearbejdet udgave af en del af kapitlet ”Lav selv fuglestudier” side 205-222 i bogen Se på fugle. – G.E.C. Gads Forlag, 1987.