Kære Hans Ulrik

Tillykke med DOF’s hæderspris 2024. Den er i sandhed velfortjent.

Du er allerede blevet hyldet og så smukt portrætteret i Jan Skrivers artikel i Fugle og Natur. Jeg kan så supplere med andre af dine bedrifter og fortælle om nogle personlige oplevelser med dig siden vores første møde på en grøftekant i Vejlerne i maj 1972. Mit møde med den unge, lidt generte 21-årige ornitolog var mit første møde med DOF. Du var en af de 58 i ungdomsoprøret i DOF i 1970/71, men rebel og oprører har du aldrig været.

Selv om du faktisk boede yderst mod vest i Århus Amt, havde du af Lorenz fået opgaven med at samle en bestyrelse til den nye lokalafdeling i Ringkøbing Amt, der skulle oprettes i oktober samme år. Ved mødet på grøftekanten sagde jeg ja til lokalbestyrelsen, og det ja ændrede totalt mit liv. Vi fik tre år (1972- 75) sammen i bestyrelsen, før du skulle videre i karrieren – i Århus og senere København.

Selv om du fik en flot karriere i København og i den store verden, glemte du aldrig din gamle lokalafdeling/DOF Ringkøbing Amt. Trofasthed er et af dine adelsmærker. Du kom selvfølgelig til lokalafdelingens 25-års, 40-års og 50-års jubilæum.

Du voksede op på et savværk i St. Hjøllund Plantage nær Silkeborg i en forst- og jagtkultur og startede din fugleinteresse der, hvor du også ”fik skudt mere end godt og lovligt var”, som du selv formulerer det.

 

Det med jagten ophørte nu meget tidligt, og som den eneste i familien, indtog du rollen som ikke-jæger. Det og dit natursyn stod du noget alene med, fortæller en, der har kendt dig godt.

 

Allerede som 19-årig beskrev du i DOFT (1-2/1970) tre fund af ynglende Rødtoppet Fuglekonge i St. Hjøllund Plantage, og senere kom en beskrivelse af to kuld af Hedelærke i din skov. Det var på den tid Lorenz trådte ind på scenen som DOF’s sjette formand. Han fik øje på dit indlysende talent, og han fik dig engageret i DOF.

 

I 1970-72 skrev du to bøger, Midtjyllands Fugle, på basis af dit eget og Kjeld Hansens projekt ”Ornitologiske Undersøgelser i Midtjylland”. I Silkeborg avis, hvor bøgerne omtales, kunne man i 1972 læse et interview med zoologistuderende ved Århus Universitet, Hans Ulrik Skotte Møller. ”Skotte Møller har udarbejdet to rapporter om fuglelivet i Midtjylland. De to rapporter er så anerkendte, at Dansk Ornitologisk Forening vil bekoste deres udsendelse.” Mon DOF gjorde det?

 

I årene 1973-76 havde du job som studentermedhjælper i DOF og Fugleværnsfonden, og det gjorde du rigtig flot – stilfærdigt, sagligt og med stor flid. Du avancerede til medlem af DOF’s hovedbestyrelse fra 1976 til 79.

 

I dine unge, aktive år i DOF var du med til at starte Småfuglegruppen, der i 1975 introducerede punkttællingerne og igangsatte dem fra 1976. Jeg husker selv et møde et sted i det østjyske, hvor I præsenterede punkttællingsprogrammet for lokalafdelingerne. I en periode var du også aktiv i Rovfuglegruppen.

 

I 1975 var du med til at skrive den lille debatbog, Kystfuglejagt og kystfuglebeskyttelse, som satte gang i et jordskred af bedre jagtregulering. Den lille bog fik enorm betydning og lagde sporene for DOF`s jagtlovskampe.

 

Dine medforfattere var Lorenz Ferdinand, Tommy Dybbro, Jan Dyck, Poul Hald-Mortensen, Kjeld Hansen, Bent Pors Nielsen og Lars Halling Sørensen. Alle navnkundige DOF’ere fra en svunden tid.  

 

I en artikel i Feltornithologen 1/1976 med overskriften Fuglejagten i Danmark besvarede du spørgsmålet Hvilke fugle er jagtegnede? Det gjorde du sagligt og veldokumenteret, og artiklen var et fint bidrag til de argumenter, DOF kunne bruge ved en fremtidig jagtlovsrevision.

 

I 1978 lavede du biologispeciale om Tippernes ynglefugle siden 1928, hvilket efterfølgende resulterede i en artikel i Ornis Scandinavica. En sjov kobling til din fars tid på Tipperne som jagtbetjent omkring 1930.

 

Den 24. juni 1978 besøgte du sammen med Bodil Dehn Petersen Harboøre tange. På Knopper Enge fandt I 51 døde, forgiftede fugle, heraf 38 døde Fjordterner, tre Havterner og fire Splitterner. I anmeldte sagen til Miljøstyrelsen dagen efter og påpegede, at forgiftningen med stor sandsynlighed stammede fra kemikaliefabrikken Cheminova, der udledte giftigt spildevand til Vesterhavet ved høfde 42 – et yndet fourageringsområde for terner. Det blev kort efter påvist, at fuglene var døde af giften parathion.

 

Jeres fund var med til at afdække miljøkatastrofen, hvor fabrikken i første omgang blev frikendt. DOF var også indblandet i kampen mod myndighederne, der mere end antydede, at fuglene kunne være placeret af miljøfanatikere. Der blev i de følgende dage i alt fundet 275 døde terner og måger.

Dit foredrag den 26. oktober 1979 på Århus Universitet om jeres fund af de døde fugle førte til dannelsen af den berømte Cheminova-gruppe. Gruppen, der primært bestod af biologistuderende fra Århus Universitet, afdækkede i årene derefter miljøkatastrofen og tog kampen op for at få ansvaret placeret.   

 

I 1979 blev du ansat i Fredningsstyrelsen/Skov- og Naturstyrelsen, hvor du fik en meget flot karriere. Du stod bl.a. bag det kæmpe arbejde med marginal-jordene i slut-80erne, som var starten på bunker af naturgenopretninger over det ganske land. Du var arkitekten og drivkraften bag de mange flotte naturgenopretningsprojekter i 80erne, 90erne og 00erne. I Fugle 1/1985 fortæller du om muligheden for at genetablere Bølling Sø, om søens tidligere storhedshed, og hvad den kan blive til igen. Planen blev til virkelighed, og du var vist både glad og stolt over genskabelsen af Bølling Sø fra dit eget lokalområde.  

 

I 1980 var du forfatter til den store redegørelse Naturforholdene i Vejlerne, der var en beskrivelse af udviklingen i Vejlerne i 1900-tallet. Redegørelsen var bestilt af Poul Hald-Mortensen for Fredningsstyrelsen. Den var tænkt som et oplæg til en kraftig omlægning / forbedring af forvaltningen.  

 

I 1989 gav du igen DOF en hjælpende hånd med et indlæg ved vores symposium DOF år2000. Jeg bed især mærke i disse ord i dit indlæg: ”Fugleforekomsterne er i dag et restprodukt, der bliver tilbage i landskabet, når de forskellige samfundssektorers behov for udnyttelse og brug af landskabet i øvrigt er opfyldt.”  - Så sørgelige, men stadig gældende for landbrugslandet her 35 år senere.

 

Din største, blandt mange store bedrifter ligger på Borneo, hvor du i tre år 1999-2002 arbejdede benhårdt i Sabah, Østmalaysia med opgradering af beskyttelsen af et helt fantastisk, totalt menneske-uberørt 600 km2 primærskovområde i det indre af øen. Den indsats er smukt beskrevet i portrætartiklen i Fugle og Natur.

 

Du havde de tre år orlov fra Skov- og Naturstyrelsen og fik vel et chok, da du vendte tilbage til styrelsen, hvor Anders Fogh Rasmussen i mellemtiden havde vendt alt til det værre. I dine sidste ti år i naturens tjeneste indtil pensioneringen arbejdede du især med håndtering af bevillinger fra Nordisk Ministerråd til natur- og miljøprojekter.

 

Da du i 2013 stoppede i Fredningsstyrelsen, skrev jeg er par linjer til dig: ”Du kan se tilbage på en fremragende indsats i de mange styrelser under Miljøministeriet, hvor du har lagt så mange af dine aktive arbejdsår. Det er de færreste blandt dine kolleger, der kan opvise en så lang liste med store opgaver, der er ført succesfuldt igennem. Med dig forsvinder en af de sidste ægte naturengagerede medarbejdere fra Styrelsen og en af de sidste, i hvem der banker et ægte DOF-hjerte.”

 

At du var meget værdsat, fik jeg et klart bevis for, da din gamle chef, forhenværende direktør i Styrelsen, Karen Westerbye-Juhl, dukkede op til din afskedsreception.

 

Som pensionist flyttede du til Agersø i Store Bælt, hvor du har naturgenoprettet din landbrugsejendom og foretager systematisk ringmærkning af småfugle. Du kæmper stadig vigtige kampe – mod planerne om en stor vindmøllepark på Omø Stålgrunde og senest om planerne om store VE-anlæg i Vrads, St. Hjøllund og Gludsted-området. Din barndoms egn. Her mødtes vi i august i år i Vrads ved et arrangement/en udstilling af Jens Gregersen, der skulle markere modstanden mod de vilde planer om 230 meter høje vindmøller og store solcelleanlæg.   

 

Du brugte aldrig de store ord eller trak de store overskrifter, men ved super-seriøst, omhyggeligt, ansvarsbevidst og flittigt arbejde nåede du de store resultater.

 

I bogen Fisk kan ikke tale får du af bogens hovedforfatter dette skudsmål efter et møde i 1978: ”De to biologer (Bodil Dehn og dig) var ualmindelig nemme at samarbejde med, og jeg fik den største respekt for dem og deres arbejde for den danske natur.”