Frem til midt i 1950’erne var DOF en lille eksklusiv forening – i høj grad styret af videnskabelige interesser. Bestyrelsen bestod dengang af en lille flok ret traditionsbundne, modne mænd, som ikke havde andre intensioner end, at DOF fortsat skulle være et samlingssted for en snæver kreds og dyrke ornitologi efter det mønster, man havde kendt siden foreningens start i 1906.

Men DOF havde naturligvis også dengang nogle yngre medlemmer – som i en række tilfælde bestemt ikke syntes det samme som lederne. De samledes – og fik efter diskussioner med bestyrelsen lov til at danne feltornitologiske udvalg – i første omgang et for Sjælland og et for Jylland.

En af de fremtrædende medlemmer i dette ungdomsoprør var Niels Thomas Rosenberg - ung medicinstuderende, knap 20 år.

Som navnet siger, var de feltornitologiske udvalgs opgave, at sætte gang i Feltornitologien – inspirere medlemmerne til at foretage mere systematiske observationer rundt omkring i landet. Til at støtte dette arbejde og inspirere til det behøvede man et tidsskrift: Det blev til Feltornitologen – et af de mest spændende nydannelser, denne forening har oplevet. 

Feltornitologen udkom første gang i foråret 1959 – og havde som redaktør: Niels Thomas Rosenberg – meget vidende – veltalende – velskrivende – velbegavet – og originalt tænkende.

Det er helt rørende (og i dag lidt morsomt), at læse den daværende formand Finn Salomonsens anbefaling til medlemmerne om at blive abonnenter af Feltornitologen – for 4 kr – per årgang. Ved at blade i de gamle numre kan jeg se, at bladet med 3. årgang havde vundet så megen respekt i foreningen, at det nu blev tilsendt gratis til alle medlemmer.

Feltornitologen blev efter din idé et uhøjtideligt, men alligevel seriøst lille medlemsblad – altså et blad hvor også den almindelige fuglekigger både turde og kunne skrive små og større indlæg. En helt ny situation i DOF’s historie.

Det, der dengang blev sat i gang af dig – og de andre i gruppen, hvoraf mange andre også markerede sig både da og i årene fremover -  blev til en periode med en vældig grøde i foreningen – med oprettelse af udvalg og grupper: sjældenhedsudvalget, småfuglegruppen og hvad de nu hedder alle sammen – uden tvivl inspiret af al stoffet i Feltornitologen.

Du var redaktør af Feltornitologen til sommeren 1972 – altså i 13 år. Det kan man da kalde en præstation. Og selvom du naturligvis ikke lavede bladet alene, så ved vi godt, hvad der hænger på en ansvarshavende redaktør.

Det var et stort arbejde du lavede for DOF og fuglesagen i de mange år. Du var i samme årrække en af DOF’s virkelig markante profiler – nytænkende – konstruktiv – utraditionel. Du var i øvrigt, sammen med andre DOF’ere,  også med til at skrive en bog, som virkelig var ny dengang - ”Jeg ser på Fugle”, udgivet på Politikens Forlag i 1959.

Du trak dig så tilbage fra rampelyset i foreningen. Koncentrerede dig om din karriere som øjenlæge – og når jeg i dag ser dig som den pæne, lidt distingverede overlæge, kan det være svært at forestille sig en person, som i sin ungdom kunne finde på vanvittige ting.

I 1964 var Niels på en 3½ måneds ekspedition i NØ-Grønland. En junidag er han taget alene til den østligste pynt af Claveringøen. Her ligger der på de stejle klippesider en lille koloni af bramgæs – på en smal, stærkt eroderet hylde på basaltfjeldet. Da det er en videnskabelig ekspedition – og man dengang ikke vidste så meget om fuglene i Højarktis - vil Niels gerne se, hvor mange æg der er i rederne. Så han bevæger sig ud ad den smalle, nedadskrånende hylde, idet han holder fast med hænderne i klippestykker ovenover. Et godt stykke ude, braser hylden sammen under ham, og klipperne buldrer ned ad fjeldet – mens Niels hænger i armene og benene spjætter i luften. Men han finder fodfæste igen, får talt æggene i de fire reder – og når på mærkværdig vis tilbage i sikkerhed.

                     

At historien er rigtig, kan jeg bevidne. Jeg sad på trækobs. på en anden pynt 15 kilometer derfra og hørte stenskredet ganske tydeligt – pejlede også retningen – og tænkte: bare Niels ikke er med i det. Det var han jo på sin vis.

                     

Jeg har intet kendskab til, om Niels er den samme vovehals i dag – men det er han vel næppe.

Kære Niels!

Hjertelig til lykke – og tak for din store, langvarige og banebrydende indsat for DOF.