VI BESKYTTER PINGVINER
NY VIDEN OG OVERVÅGNING SKAL REDDE PINGVINERNE: BirdLife International vurderer, at stigende havtemperaturer, forurening og fiskeri er skyld i at pingvinernes naturlige fødegrundlag forsvinder, men der er kun begrænset viden om, hvorfor verdens pingvinbestande er i så drastisk tilbagegang.
En af de helt store udfordringer er at indsamle data om springpingvinernes fouragerings- og bevægelsesmønstre og kortlægge pingvindøden.
Pingviner kan hvert år tilbagelægge tusindvis af kilometer i deres søgen efter føde i det subantarktiske hav mellem Sydamerika og Afrika. Det er et enormt område at overvåge, og det gør det svært at følge pingvinerne i deres søgen efter føde.
I samarbejde med Kattegatcentret samler DOF BirdLife derfor ind til BirdLife International arbejde med kortlægning af pingvinernes fouragerings- og bevægelsesmønstre for skabe større viden om årsagerne til pingvindøden.
Med viden om hvor pingviner finder deres føde og de trusler de er udsat for, kan BirdLife-partnerskabet synliggøre klimaforandringernes indvirkning på bestandene af pingviner og iværksætte beskyttelsestiltag, som skal føre til fredningszoner i havet, hvor fiskeri er forbudt og hvor reglerne for skibssejllads er særligt restriktive.
BLIV PINGVIN-VEN
PINGVINVENLIGT FISKEGREJ & STOP FOR OLIEINDSMURTE PINGVINER
Parrallet med indsamling af viden om springpingvinernes adfærds- og bevægelsesmønstre samarbejder BirdLife Internationalt med fiskere og fiskeindustri om indførelse af pingvinvenligt fiskegrej på fiskekuttere.
Der eksisterer allerede simple metoder til at undgå fugledøden i fiskernes net ved at anvende bundgarn med større masker og påsætte farverige bånd på langlinerne, som skræmmer havfuglene væk. Det er med succes afprøvet på albatrosser, hvor der nu kan måles en fremgang i bestanden.
Med indførelse af bæredygtige fiskerimetoder kan det forhindres at pingviner drukner i fiskernes bundgarn eller bider på langlinjerne, hvor de ikke kan komme fri af krogene.
På sigt er det målet at gøre brugen af pingvin- og fuglevenligt fiskegrej obligatorisk på alle kuttere.
I forhold til at mindske olieforurening skubber BirdLife på for bedre kontrol med og håndhævelse af eksisterende lovgivning på skibs- og søfartsområder i forhold til udtømning af olie.
BirdLife på Falklandsøerne har samtidig etableret et akutcenter for tilskadekomne pingviner, hvor de vaskes, plejes og rehabiliteres. Centeret fungerer også som et informationscenter, hvor skoleklasser og offentligheden kan hjælpe med pleje af pingviner og derigennem lære mere pingvinernes biologi.